Danske døvblinde: I mange kommuner skal vi kæmpe for ressourcer til at indgå i fællesskabet

3. december er International Handicapdag, og i år er temaet fællesskaber. 

For døvblinde som mig er fællesskabet altafgørende, fordi man med så massivt et kommunikationshandicap som mit ellers godt kan komme til at føle sig helt alene i verden. 

Derfor kan det undre, at man i mange kommuner skal kæmpe med næb og klør for at få de kontaktperson-timer, vi har brug for, så vi kan være en del af fællesskabet.

Vi undrer os over, at vi nogle gange har set, at der ikke bliver givet de fornødne timer og ressourcer til døvblinde borgere

Jackie Lehmann Hansen
Formand, Foreningen for Danske Døvblinde

Vores forening, Foreningen Danske DøvBlinde (FDDB), blev etableret for 35 år siden. En gruppe døvblinde stiftede foreningen med det formål at bryde isolationen blandt døvblinde i Danmark.

I dag har vi næsten 500 medlemmer og et fantastisk fællesskab på de præmisser, vi har brug for. Herunder at man taler én ad gangen, talehastigheden skrues ned, man afklarer om der er brug for tegnsprog, taktiltegnsprog, skrivetolkning eller lignende. 

I FDDB har vi både medlemmer som har syns- og hørerest, men også medlemmer som er helt døve og/eller blinde. Vores fællesskab og netværk drives og udvikles af frivillige, som selv er døvblinde.

Her står døvblinde selv som kursusledere, netværksledere, klubledere, telefon- og mailvenner.

I FDDB er cirka ti procent af vores medlemsskare selv aktive frivillige, som gør en forskel for andre døvblinde og deler den gave, fællesskabet, som de selv har glæde af. 

Døvblinde skal være en del af fællesskabet

I det danske samfund har vi i princippet mulighederne for disse fællesskaber. Dog er det ikke altid, at kommunerne forstår vigtigheden og prioriterer derefter. For eksempel har vi i Serviceloven en paragraf, som giver mulighed for, at døvblinde kan få en personlig hjælper, som kan være vores øjne og ører.

At man som døvblind har mulighed for at (for)blive en del af fællesskabet, giver muligheder for at vi på sigt kan spare ressourcer

Jackie Lehmann Hansen
Formand, Foreningen for Danske Døvblinde

Denne §98 er enormt vigtig for os døvblinde, da vi på den måde får mulighed for at få del i de fællesskaber der findes, også udenfor vores egen forening.

Vi undrer os over, at vi nogle gange har set, at der ikke bliver givet de fornødne timer og ressourcer til døvblinde borgere, og at det først er ved klage til politikerne, at det bliver ændret.

Det er jo ikke rimeligt, at man skal have ekstra ressourcer til at klage, før man får det man har brug for til at være en aktiv del af lokalsamfundet eller i FDDB.

Derfor prøver vi at forklare sagsbehandlerne i de kommuner, hvor tingene ikke giver sig selv, hvor vigtigt det er, at døvblinde får en mulighed for fællesskabet, og hvor vigtigt det er ikke at udelukke døvblinde fra fællesskabsmuligheden.

At man som døvblind har mulighed for at (for)blive en del af fællesskabet, giver muligheder for at vi på sigt kan spare ressourcer i det danske fællesskab. Vi kan holde os aktivt i gang, vi kan bryde den isolation, som ofte følger med når man mister både syn og hørelse, og vi kan være en hjælp for andre i lokalsamfundet eller for andre døvblinde. 

Er det ikke præcis det, vi ønsker, i Danmark?

Den 3. december er en dag handicaporganisationerne markerer, herunder også FDDB. Vi bruger det som en mulighed for påmindelse om, hvad fællesskaber kan give den enkelte og samfundet.

Rigtig glædelig International Handicapdag.