Debat: Kvalitet i daginstitutioner handler om mere end antallet af varme hænder

Af Jesper Christensen (S), Stina Vrang Elias og Henriette Christiansen
Hhv. børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, administrerende direktør i Tænketanken DEA og direktør i Egmont Fondens Støtte- og Bevillingsadministration

I en københavnsk institution sidder en pædagog med en gruppe børn. Hun prøver at tale med dem om dyrene i bogen, men ingen af børnene taler godt nok dansk til at kunne følge med. De kan ikke fastholde opmærksomheden og går i stedet i gang med at lege med andre ting.

Både ledelsen og pædagogerne i institutionen kunne godt se, at arbejdet med at udvikle deres børnegruppe slet ikke fungerede og besluttede sig for at gøre noget drastisk.

Under mantraet ”enhver situation er en sprogsituation” er sprogarbejdet i stedet blevet en levende del af alle aktiviteterne i institutionen – i alt fra lege til måltidet. Resultaterne er slående. De børn, der tidligere ikke havde et alderssvarende sprog, endte med at være sprogligt fuldt flyvefærdige til at begynde i skole med de samme forudsætninger som deres jævnaldrende.

I en anden daginstitution har pædagogerne arbejdet med at tilpasse legetøjet til børnenes alder. En enårig har brug for noget andet legetøj end en treårig, og pædagogerne kunne se, at børnene fik bedre betingelser for at udvikle sig selv og deres leg, da de fik legetøj, der passede til deres alder.

Eksemplerne viser, at den måde, man arbejder pædagogisk i en daginstitution, kan gøre en kæmpe forskel. De første 1000 dage af et barns liv er de vigtigste for barnets udvikling resten af opvæksten, og derfor er det helt afgørende, at vi allerede her får lagt de rigtige grundsten, så barnet får de bedste betingelser for at udvikle sig. Det er vigtigt, for vi ved, at det kan have konsekvenser for barnets fremtid, hvis det allerede er bagud sprogligt som treårig.

Dansk forskning har vist, at netop stabilitet i personalegruppen er et af fem parametre, der karakteriserer dagtilbud af høj kvalitet. Hvis børnene hver dag møder nye ansigter, fordi institutionen er nødt til at bruge vikarer, er det ikke et tilbud af høj kvalitet.

Jesper Christensen (S), Stina Vrang Elias og Henriette Christiansen

Politisk prioritering er afgørende
Læringsuligheden er en kompleks udfordring, som ikke kan løses af en organisation eller fond alene.

Derfor har Egmont Fonden, Tænketanken DEA og en række andre organisationer, fonde og privatpersoner taget initiativet til at grundlægge Småbørnsalliancen, som nu er mundet ud i Småbørnsløftet.

Alle aktører har skrevet under på de to ambitiøse mål, som Småbørnsløftet arbejder med.

• At alle småbørn har et godt børneliv, herunder udvikler de nødvendige forudsætninger – personligt, socialt og fagligt – for en god skolegang.
• At de første 1.000 dage af alle børns liv er præget af tryghed og stimulering, så de lige fra fødslen trives og får alsidige muligheder for at lære og udvikle sig.
  Man løfter bedst i flok, og derfor træder Københavns Kommune nu ind i Småbørnsløftet. Fordi det er vigtigt, at vi sammen får skabt nogle endnu bedre betingelser for børnene. Og det gør vi bedst i fællesskab.

Med 900 børn i dagpleje, 13.500 børn i vuggestue og knap 18.000 børn i børnehave er det et vigtigt skridt, at landets største kommune tilslutter sig Småbørnsløftet og helt afgørende for at kunne opfylde løftet. Med så mange daginstitutioner får Småbørnsløftet langt bedre betingelser for at se, hvad der skaber god kvalitet for børnene, og hvorfor kvaliteten er forskellig i to institutioner, der ellers har de samme rammer, og hvor sammensætningen af børn er meget ens.

Medarbejdere fra dagplejen og vuggestuen til børnehave, fritidshjem og skole kan være med til at gøre en forskel for de mindste. Ikke mindst i dagtilbuddene, hvor børn bruger rigtigt meget tid i de helt afgørende første år.

Vi ved i dag rigtig meget om, hvad der skaber høj kvalitet i dagtilbuddene. Men det er stadig en svær opgave at få det til at virke – særligt i institutioner med mange udsatte børn.

Det kræver, at vi prioriterer dagtilbudsområdet højt politisk, at vi gør vores yderste for at give de små børn samme opmærksomhed og ressourcer som andre velfærdsområder. Vi har behov for et styrket samarbejde på tværs af sektorer, fonde, myndigheder, fagprofessionelle, forældre og civilsamfund, hvis vi vil lykkes med vores målsætning.

Stabilitet i personalegruppen
Københavns Kommune træder ind i Småbørnsløftet med konkrete bud på, hvad der bør arbejdes med på området.

I de københavnske daginstitutioner oplever man desværre, at en del nyuddannede ikke er klædt godt nok på til opgaven, og derfor ønsker kommunen et bedre samarbejde med uddannelsen, så pædagogerne faktisk er klar til jobbet, når de kommer ud.

Samtidigt oplever kommunen også, at det er svært at finde og holde på de dygtige pædagoger i institutioner med mange børn fra udsatte familier.

Det er vigtigt, at vi finder ud af, hvordan vi holder på medarbejderne i netop de institutioner, fordi det er her, at vi skal sætte ind med en ekstra indsats, så børnene får de samme muligheder, som alle andre børn. For det er for sent, hvis vi først sætter ind, når de begynder i skole.

Vi har en masse viden allerede. Vi ved, at det er vigtigt, at børnene blive mødt af fagligt dygtige pædagoger hver dag og gerne de samme. Dansk forskning har vist, at netop stabilitet i personalegruppen er et af fem parametre, der karakteriserer dagtilbud af høj kvalitet.

Hvis børnene hver dag møder nye ansigter, fordi institutionen er nødt til at bruge vikarer, er det ikke et tilbud af høj kvalitet. Snarere tværtimod. Børnene bliver utrygge, fordi de hver dag skal forholde sig til nye medarbejdere. Samarbejdet medarbejderne imellem er også vigtigt, så der ikke opstår små, autonome stuer, men at hele institutionen arbejder sammen som en enhed.

Vi ved også, at de første 1000 dage i et barns liv er afgørende for, hvordan barnet senere udvikler sig både personligt, fagligt og socialt. I dag er der op til to års forskel på, hvad de bedste og de dårligst stillede børn kan. Den forskel opstår tidligt, og den fortsætter resten af livet. Det kan vi som samfund ikke være bekendt.

Hjælp til refleksion
Så vi skal have modet til at diskutere, hvordan det gode dagtilbud ser ud, og hvordan vi lykkes med at få omsat den viden, vi allerede har, til kvalitet for børnene. I det gode dagtilbud udvikler alle børn sig uanset forældrenes ressourcer.

For der kan være mange årsager til, at et barn ikke kan udvikle sig godt i hjemmet. En eller begge forældre kæmper måske med sociale problemer eller en psykisk lidelse, så overskuddet til barnet er mindre, forældrene taler ikke dansk eller mangler viden og rådgivning om rollen som forældre. Vi er ikke et sekund i tvivl om, at alle forældre ønsker det bedste for deres børn, men det bedste for børnene kan være at komme i en daginstitution.

Vores ansvar er så samtidig at sørge for, at det tilbud, som børnene bliver mødt med, også har en kvalitet, der gør en forskel for børnene. Vi kan se, at vi ikke altid er gode nok til at få løftet alle børn.

I en af de københavnske institutioner har medarbejderne fået hjælp til at reflektere over deres pædagogiske praksis. Det hjalp dem til at se, at et af deres faste ritualer ikke fungerede. De havde en tradition med at læse med børnene inden frokost. Tanken var at få børnene til at falde til ro, men i virkeligheden havde det den modsatte effekt.

Medarbejderne tyssede og skældte på børnene, fordi de var sultne og trætte, og derfor ikke kunne holde sig i ro. Tanken var fin, men fungerede ikke i praksis.

Eksemplet viser, hvor vigtigt det er, at pædagogerne har en reflekterende dialog i deres arbejdsfællesskaber om kerneopgaven, både i institutioner med mange tosprogede fra udsatte familier og institutioner med en mere blandet sammensætning af børn.

For børnene er vores første-, anden- og tredjeprioritet. Det er dem, der skal have noget ud af at gå i daginstitutionen. Men vi kan ikke løfte kvaliteten alene.

Kun sammen kan vi gøre alle børns liv bedre, og derfor håber vi også, at flere kommuner følger Københavns eksempel. For det skylder vi børnene.