Debat: Nytænk den sociale indsats

Af Steffen Lykke Rasmussen
Center For Social Nytænkning

Vi hører igen og igen fortællingerne om mennesker, som tvinges til at udføre arbejde, deres krop ikke kan holde til, om meningsløse møder og om de medarbejdere, som har uddannet sig til eksempelvis socialrådgivere for at hjælpe og støtte mennesker.

Medarbejdere, som lige så langsomt må indfinde sig under regler, lovgivning, ledelse og arbejdskulturer, hvor man i højere og højere grad presser mennesker til det yderste, men uden positive resultater.  

Handling er derfor en nødvendighed. For hvis vi ved, at de nuværende indsatser ikke virker, hvis vi ser, at folk i virkeligheden ikke kommer hurtigere i arbejde eller uddannelse af økonomisk pres, hvorfor ændrer vi så ikke blot disse indsatser?

Tre grunde
Der er tre grunde hertil:

- De folkevalgtes fastgørelse til politiske “ismer”, som desværre medfører skyklapper. Når beslutningerne træffes ud fra en ideologi, træffes de ej ud fra den realitet, som samfundet har brug for i netop beslutningernes processer.

De store forandringer og bevægelser igennem historien har aldrig taget sit udgangspunkt i små tilpasninger af det etablerede eller juridiske benspænd, men i nytænkning, vilje og mod.

Steffen Lykke Rasmussen

- Manglende viden om hvordan disse sociale indsatser kan og skal ændres, hvorfor lovgiverne, politikerne, lederne og embedsfolkene famler i blinde.  

- Ledernes og beslutningstagernes manglende deltagelse i og forståelse for det sociale arbejde og de mennesker, som kæmper. Ligeledes måske en manglende viden og tro på, at man som menneske kan gøre en forskel og ser sig blind eller vildfaren i en kultur.

Ændringerne kan altså ej komme fra dem, som har bevæget sig i de eksisterende rammer for længe, ej heller kan de komme fra dem, som har en indgående hang til paragraffer, regelrytteri og lovgivning.

De store forandringer og bevægelser igennem historien har aldrig taget deres udgangspunkt i små tilpasninger af det etablerede eller juridiske benspænd, men i nytænkning, vilje og mod.

Stress på jobcentrene og forfejlede tilgange
I september 2012 konkluderede Arbejdstilsynet ifølge Børsen, at arbejdspresset på Aarhus Jobcenter var så hårdt, at “flere i afdelingen klager over hovedpine, mavepine og søvnbesvær”.

I 2015 besøgte Arbejdstilsynet 121 afdelinger på de danske jobcentre. 48 gange løftede tilsynet pegefingeren, fordi medarbejderne gennem længere tid var tidspressede og havde så store arbejdsmængder, at det kunne gøre dem syge. 17 gange var der tale om påbud.

Ifølge Ugebrevet A4, som fik aktindsigt i afgørelserne i tre kommuner, hed det sig, at i afdelingen ”dagpenge og kontanthjælp” i Aarhus Kommune oplyste socialrådgiverne blandt andet:

- "At man ikke kan huske, hvad man har gjort i forhold til sagerne grundet et stort og hektisk tidspres."

- og "at man flere gange om ugen laver fejl" og for eksempel glemmer at sende ting til samarbejdspartnere.

I Hedensted oplyste sagsbehandlere til Arbejdstilsynet, at bunker af opgaver ikke blev løst, og krav i lovgivningen ikke blev imødekommet. Herefter fortalte medarbejderne, at dokumentationsopgaver var hængepartier i flere måneder, og at tidsfrister ikke blev nået i ressourceforløb og indsatsplaner.

Alt sammen noget, som jeg i kraft af mit arbejde som bisidder og leder i fire år ved Fundamentet kan bekræfte.

Jeg har været chokeret, ked af det og mildest talt frustreret over at opleve, hvorledes vi i langt de fleste sager har skullet minde om, rykke, udspørge, fortælle, oplyse og gentage aftalte ting igen og igen for at kunne komme videre.

Og hvem skal vi give bolden videre til? Ledelsen, som beslutter mange af de arbejdsgange, som ikke fungerer? Dem, som har lavet kommunalbudgetterne, som lederne er nødt til at overholde? De politikere, som laver lovgivningerne og besparelserne, som resulterer i de omtalte kommunalbudgetter?

Ifølge KL's nye forslag til en ændret beskæftigelseslovgivning gør følgende sig gældende:

- I 10 år er beskæftigelseslovgivningen ændret 77 gange
(noget, som medarbejderne skal forholde sig til hver eneste gang)

- De ledige er delt ind i 80 undermålgrupper
(og kastes således rundt i grupper, får ny sagsbehandler og starter forfra igen og igen)

- 30.000 siders beskæftigelseslovgivning

- Medarbejderne bruger 45 minutter per time på administrative gøremål

Kortsigtet og langsigtet logik
En af de mest udbredte teser i det danske samfund, både politisk og folkeligt, er, at det “skal kunne betale sig at arbejde”.

En tese, som er udtryk for to væsentlige udtryk i nytænkningen af de sociale indsatser, som jeg ønsker at få taget med i fremadrettede diskussioner af disse indsatser: kortsigtet logik og langsigtet logik.

Begge former for logik er netop det: logiske. Og er derved svære at argumentere imod.

Ikke desto mindre vil man opleve væsentlige udsving i resultaterne, alt afhængig af hvilken logik man bruger.

Ofte taler man om kortsigtede og langsigtede mål, men springer dermed et vigtigt element over. Nemlig logikken og dens følgevirkninger.

Den kortsigtede logik konstaterer eksempelvis følgende:
Gevinsten ved at arbejde er minimal i forhold til bestemte sociale ydelser.

Det skal kunne betale sig at arbejde. Ergo skal disse sociale ydelser nedsættes. Så begynder folk at arbejde.

Den langsigtede logik vil konstatere noget andet, fordi den rækker længere:
Gevinsten ved at arbejde er minimal i forhold til bestemte sociale ydelser.

Det skal kunne betale sig at arbejde både økonomisk og menneskeligt. Vi kunne nedsætte disse sociale ydelser og få flere i arbejde. 

Spørgsmålet er, om konsekvenserne vil være, at de, som ikke er motiverede af økonomi, men har andre problemer, så mister muligheden for at betale deres regninger.

Ligeledes er det spørgsmålet, om hvorvidt de, som faktisk presses i arbejde, således lidt efter får endnu mere stress, depression eller angst, end vedkommende havde før.

Såfremt disse to spørgsmål besvares med et ja, så vil den langsigtede udgift for samfundet være større, og det vil være endnu sværere at få disse i arbejde eller uddannelse efterfølgende.

Derfor må vi kigge på, om vi kan finde deres motivation for at arbejde og hjælpe med de ting, som står i vejen herfor. Således at de både kan tjene lidt ekstra, men også således, at vi sparer pengene på de offentlige ydelser og endda kan fastholde borgeren i den positive udvikling på en god måde.

Den langsigtede logik må altså være værd at stræbe efter.

Men giver det politiske klima plads til dette? Og er vi villige til ikke blot at nytænke de sociale indsatser, men også implementere dem både politisk og lokalt?