Debattør: Handicapbevægelsen bør bekæmpe konkurrencestaten

Af Jan Jakobsen
Bestyrelsesmedlem, Muskelsvindfonden, og medlem, Danske Handicaporganisationers Forretningsudvalg

Gennem snart et århundrede er den økonomiske udvikling i Danmark skabt ved et kompromis mellem arbejdsgivere og lønarbejdere. Bestemt ikke skidt, selv om modsætninger har vist sig undervejs.

Denne socialpolitiske tradition har skabt fremgang for fællesskabet – ikke mindst i tider med økonomisk opgang. I dag er billedet afløst af "reformer", der har medført alvorlige tilbageskridt for blandt andet mennesker med handicap.

Fra velfærdsstat til konkurrencestat
Den velfærdsmodel, det blev til, betød, at vi grundlæggende har taget os af hinanden. Det påstår de fleste politikere stadig, at vi gør. Men for hver gang politikerne gentager det, bliver det desværre stadig mere papegøjesnak.

Velfærdsstaten er afløst af konkurrencestaten. Borgerne er blevet forbrugere, hvis adgang til ydelser reguleres efter princippet "noget-for-noget".

Det gælder også handicapområdet. Stadig flere afgørelser i kommunerne bygger på finurlige lokale tolkninger af lovene. Mange afgørelser bliver aldrig anket, og vi ved derfor ikke, om kommunernes argumentation holder. Kun hvis foreninger som Muskelsvindfonden griber ind og kan yde medlemmerne støtte, er der chance for at køre en ankesag og vinde den.

En stor del af vores fremtidige arbejde er at skabe modpres til konkurrencestatens "noget-for-noget-kultur" og at udvikle det fællesskab, der er bydende nødvendigt, for at vi også i fremtiden kan leve et værdigt liv med et handicap.

Jan Jakobsen
Bestyrelsesmedlem, Muskelsvindfonden og medlem, Danske Handicaporganisationers Forretningsudvalg

Situationen i kommunerne er dybt kritisabel, da både Servicelov og Retssikkerhedslov gør klart, at kommunerne har pligt til at vejlede.

Efter velfærdsstaten
Modsætningen mellem statens og kommunernes magt og borgernes afmagt bliver i konkurrencestaten mere synlig end før. For det er som mennesker med handicap ikke givet, at vi har noget at bytte med i denne nye "kultur". Og så er vi solgt. Det har desværre medført eksempler på, at mennesker har valgt at tage deres eget liv i håbløshed over situationen.

Politikerne på Christiansborg er meget bevidste om ikke at blande sig i kommunale afgørelser. Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen afviser at blande sig, selv om han "... forventer helt generelt, at kommunerne sørger for en ordentlig og grundig sagsbehandling ...".

Hverken den gamle eller den nye regering har udvist initiativer, der viser vilje til at gøre op med selv meget tvivlsomme afgørelser i kommunerne. Det passer diverse regeringer fint, at sagerne skaber kaos ude i kommunerne og ikke i regeringskontorerne.

"Reformer" og frontalangreb
Der er gennemført en række reformer, der næsten alle har ramt mennesker med handicap. I flæng kan nævnes førtidspensionsreformen, fleksjobsreformen, fremdriftreformen, folkeskolereformen og kontanthjælpsloftet.

Konkurrencestaten foretager med reformerne et grundlæggende frontalangreb på fire hjørnesten i dansk handicappolitik: kompensation, solidaritet, ligebehandling og sektoransvar.

Det er vores bolværk, der bliver solgt ud af. Det bolværk, der sikrer os et værdigt liv, og som af helt indlysende grunde burde medføre reaktioner fra den samlede handicapbevægelse – altså både de enkelte handicapforeninger og vores paraply Danske Handicaporganisationer.

Den reelle fare
Det er i "noget-for-noget-tænkningen", den virkelige fare for handicappede ligger. Vi kan miste vores hjælperordninger alene med argumentet, at de er for dyre.

Vores hjælpere bliver økonomisk presset på løn, fordi de ikke har nogen eller har for dårlige overenskomster. Antallet af førtidspensioner beskæres, og embedsværket har øje for, om vi kan arbejde 42, 68 eller 120 minutter om ugen. Vel at mærke uden ret til arbejde og som konsekvens på kontanthjælp.

Kontanthjælpsloftet rammer mennesker med handicap, fordi man forudsætter en arbejdsevne udnyttet, som arbejdsmarkedet mangler kendskab til og ikke efterspørger i nødvendigt omfang. Fattigdom uden udsigt til arbejde er den reelle trussel.

Der er kun få kræfter, der kæmper imod denne afhumanisering i stat og kommuner. Vi har set, at Det Centrale Handicapråd har haft "dialoger" om dørbredder til stemmebokse og stærkt afgrænsede spørgsmål frem for at gå mere i brechen for fundamentale demokratiske rettigheder og den retssikkerhed, der tilsidesættes af sparehensyn i kommunerne.

Svigtet af centrum-venstre
I denne situation må vi som handicapbevægelse gøre os selv klart, hvad konsekvenserne af konkurrencestaten er. Vores konklusioner skal være så klokkeklare, at de kan bruges til at gøre vore medlemmer aktive og handlekraftige.

Kritikken af konkurrencestaten betyder også, at vi må gøre traditionelle samarbejdspartnere som Socialdemokraterne og SF klart, at der også her er opstået en tillidskløft. Vi har i de senere år set svigt fra både disse partier og fagbevægelsen.

Den årelange flirten med New Public Management har skabt grunden for konkurrencestaten og gør, at disse partier ikke er mere troværdige samarbejdspartnere end alle andre. Vi skal altså i fremtiden i endnu højere grad samarbejde med hele det politiske spektrum. Hver sag vil kræve sine samarbejdspartnere.

Egen organisation
Handicapbevægelsen, både de enkelte handicap- og sygdomsforeninger og Danske Handicaporganisationer, må erkende, at vores måde at organisere os på er ude af trit med virkeligheden. Vi evner ikke at reagere kraftigt nok på overgreb, fordi vi til stadighed lader os begrænse af værktøjer, der er udviklet til brug i den rummelige velfærdsstat.

Vi må være mere skarpe på, hvor konkurrencestaten får betydning for os og udvikle vores redskaber, så de passer til de angreb, vi oplever i dag. Både gennem de nævnte reformer og i kommunernes tolkninger af mange områder, man administrerer her.

Velfærdsstaten betød først og fremmest samarbejde med politikerne centralt. I dagens konkurrencestat må vi appellere til den enkelte borger og prøve at overbevise om det rimelige i for eksempel kompensation og mangfoldighed.

Nutidens argumentation er mere moralsk funderet og dur kun i det omfang, vi er i stand til at fastholde den enkelte borgers støtte. Også her agerer vi dybest set på et marked, hvor vi konkurrerer med en masse andre sager, og hvor moralen også er blevet markedsgjort. Et synligt resultat er, at ingen må ligge fællesskabet til last, men skal kunne argumentere for sin egen værdi i "noget-for-noget-kulturen".

Et eksempel er Joachim B. Olsens udmelding på Facebook: "At få tørret sin røv er ikke en menneskeret!" Undtagelsen fra "noget-for-noget-kulturen" kan være, hvis vi er i stand til at brænde igennem med appellen til den enkelte borger og forklare, at Joachim B. Olsens udsagn og andre af samme skuffe er forkerte.

Det er for eksempel en nødvendighed for, at jeg kan eksistere, at jeg får hjælp til de ting, jeg ikke kan. Heldigvis fastholdes basale rettigheder til stadighed både i vores moralske grundlag og i intentionen med lovgivningen – selv om vi ofte er udsat for angreb, der ligner Joachim B. Olsens.

Kampen er i kommunerne
Vi må som handicapbevægelse, de enkelte handicap- og sygdomsforeninger og DH forstå, at i konkurrencestaten batter hverken høringssvar eller diskussioner om snævre problemstillinger. Vores indsatser må rettes netop mod de grundlæggende angreb dér, hvor de finder sted: i kommunerne. Vi skal styrke både konsulentstøtte, kompetencer og aktiv formidling hos vores lokale organisationer, så de bedre kan slå fra sig netop i kommunerne.

Mange med handicap bliver mødt med et krav om at være i fuld, ustøttet beskæftigelse for at opnå anerkendelse fra fællesskabet. Denne gruppe vil være fuldt optaget med blot at overleve.

Kravet om beskæftigelse sker desværre også i en række tilfælde, hvor det ikke er muligt. Alligevel holder kommunerne fast i et krav om udnyttelse af arbejdsevnen trods indlysende absurditet. Summa summarum er, at vi som handicapbevægelse får endnu færre ressourcer at trække på, hvis vi ikke formår at aktivere ubrugte kræfter inden for bevægelsen.

Ubrugte lokale ressourcer i spil
Medlemmer af vore organisationer, der hidtil har siddet isoleret med handicap eller sygdom, skal vi have inddraget i vores arbejde. Udviklingen af informationsteknologi får en vigtig plads. Vi har brug for teknologier, der kan bruges både i uddannelse og aktivering af de hidtil gemte og glemte menneskelige ressourcer, vi allerede i dag råder over, men aldrig har fået i spil.

Netop fordi en af opgaverne er at fastholde den enkelte borgers støtte, er det vigtigt, at vi kan fortælle om og skabe indsigt i vores værdi med et handicap i bagagen. Vi har mange talenter med handicap, der formår at nå ud. Sarah Glerups deltagelse i X-Factor er et godt eksempel. Hendes talent var løftestang for fortællingen om et godt liv trods respirator. Det samme gælder Jacob Nossel i filmen Naturens uorden. Han sætter med humor og alvor fokus på sit liv med handicap. Begge sætter de ord på vigtigheden af mangfoldighed.

En stor del af vores fremtidige arbejde er at skabe modpres til konkurrencestatens "noget-for-noget-kultur" og at udvikle det fællesskab, der er bydende nødvendigt for, at vi også i fremtiden kan leve et værdigt liv med et handicap. Det kræver en målrettet, aktiv indsats.

Hvem vil forandre?
Mange mennesker med handicap ønsker forandring. Jeg ser dagligt på de sociale medier, hvordan indestængt frustration blander sig med frygt. Det er med vedtagelsen af kontanthjælpsloftet taget til.

Vi skal som handicapbevægelse være bevidst om vores rolle og kunne sætte vores nye dagsorden. Formår vi ikke at omformulere den til tidssvarende handling, er vi rent ud sagt meget dårligt stillet. Så jeg spørger én gang til: Hvem vil forandre? Ønsket er ikke nok, for kun handling tæller – og vi må selv være den aktive part.