DF kræver tvungen tænkepause før skilsmisse

MEDGANG OG MODGANG: Siden 2013 har det været muligt at blive skilt med øjeblikkelig virkning. DF vil nu have genindført et halvt års separationsperiode. S åbner for kompromis i forhandlinger om skilsmissereform.

Foto: /ritzau/Ditte Valente
Søren Elkrog Friis
Fakta
Så mange bliver skilt
2012: 15.709
2013: 18.858
2014: 19.387
2015: 16.290
2016: 17.146

Kilde: Danmarks Statistik

Det kræver kun et godt skænderi, et NEM ID ved hånden og et par klik med musen at blive skilt.

Sådan har det været siden 2013, hvor et rødt flertal i Folketinget med støtte fra Liberal Alliance besluttede at annullere den obligatoriske separationsperiode på seks måneder, hvorunder ægtefællerne havde tid til at fortryde eller arrangere de praktiske detaljer omkring skilsmissen i ro og mag.

Det vil Dansk Folkeparti nu have lavet om. Regeringens store støtteparti kræver separationsperioden genindført i forbindelse med forhandlingerne om et nyt og mere enkelt skilsmissesystem.

Dokumentation

Forhandlinger om et nyt familieretligt system

Regeringen fremlagde i juni sit udspil til et nyt familieretligt system.

Forinden har en arbejdsgruppe nedsat af den tidligere Venstre-regering leveret tre forslag til en ny enstrenget struktur på det familieretlige område.

De politiske forhandlinger blev kickstartet med et dialogmøde den 18. august.

I dag behandles 100.000 familieretlige sager om året - ca. 10 procent er såkaldte komplekse sager med risiko for konflikt og sociale problemer.

Målet med forhandlingerne er at skabe et mere overskueligt system, hvor familierne får én indgang, så problemerne kan behandles samlet. Samtidig skal der være større fokus på børnenes trivsel.

Omdrejningspunktet i regeringens forslag er, at Statsforvaltningen bliver nedlagt og i stedet erstattes af Familieretshuset og Familieretten.

Efter en indledende screening i Familieretshuset, så de lette hurtigt kan ekspederes i Familieretshuset, og de tunge sager kan spottes tidligere og sendes til Familieretten, hvor de kan blive afgjort.

Sagerne fordeles i tre spor: 

Grønt spor: Simple sager
Familier med behov for så godt som ingen eller kun meget begrænset myndighedsinvolvering. Sagerne handler for eksempel om ansøgning om separation (hvor der er enighed mellem parterne) eller registrering af aftale om forældremyndighed.

Ca 60.000 sager om året

Gult spor: Mindre simple sager
Familier med behov for mere hjælp i form af simple afgørelser og hjælp til at dæmpe en endnu ikke fastlåst konflikt. Sagerne handler for eksempel om ansøgning om adoption eller ansøgning om ændring af samvær.

Ca. 30.000 sager om året.

Rødt spor: Komplekse sager
Familier med behov for omfattende involvering af myndigheden for at sikre barnets trivsel. Sagerne handler eksempelvis om ansøgning om ændring af barnets bopæl, om ophævelse af samvær på grund af højt konfliktniveau eller om andre risikofaktorer såsom alkoholmisbrug og vold.

Ca. 7.000 sager om året.

Regeringen har afsat en økonomisk ramme på 40 mio. kr. til forandringerne, som skal findes på satspuljen.


0:000:00