DF: Nytænkning er hårdt påkrævet

Af Karina Adsbøl (DF)
Handicapordfører

Hvis man blot følger socialpolitikken nøje, så finder man snart ud af, at der tegner sig et mønster. Der er simpelthen nationale udfordringer i forhold til borgernes retssikkerhed, når det gælder kommunernes fortolkning af, hvornår der kan tildeles hjælp. Der findes simpelthen kreative kommuner, som giver afslag på hjælp ved at henvise til kommunens serviceniveau, eller også sættes der loft over hjælpen på en måde, som ikke har hjemmel i loven.

Hvad angår kommunernes serviceniveau, så præciserede Folketinget i 2012, at kommunalbestyrelser inden for lovens rammer kan træffe beslutning om at fastsætte generelle vejledende serviceniveauer for udmøntning af hjælp efter loven. Problemet er bare, at de lokale præciseringer nogle steder ser ud til at være fortolkninger, som ikke holder sig inden for den overordnede lovs rammer. Herunder den individuelle vurdering. Det er i hvert fald budskabet fra flere organisationer.

Lad mig slå helt fast, at selvom der er fastsat et serviceniveau, vil der altid i den konkrete sag skulle foretages en individuel vurdering af, om den påtænkte indsats konkret afhjælper behovet hos borgeren.

Store konsekvenser
En blind kvinde i kørestol fik frataget sin BPA-ordning, som gav hende ret til personlige hjælpere. Beslutningen blev truffet på et forkert grundlag, og nu skal kommunen give kvinden ordningen tilbage. 

Ombudsmanden tog sagen op efter at have set den omtalt i en avis. Af avisartiklen fremgik det, at kvinden ikke længere kunne deltage i sædvanlige aktiviteter uden for hjemmet eller besøge sin familie, uden sin BPA-ordning.

Desværre har jeg som handicapordfører hørt en del om denne problematik. At kommuner ikke gør, hvad de skal gøre.

Karina Adsbøl (DF)
Handicapordfører

Det har meget store konsekvenser for en borger med et alvorligt handicap at blive frataget en ydelse. Og hvad var der mon sket, hvis ombudsmanden ikke havde taget sagen op? Ja, for i denne sag havde selv Ankestyrelsen givet kommunen medhold i første omgang. Gudskelov ændrede ankestyrelsen efterfølgende holdning.

Muskelsvindfonden berettede også om en sag på deres hjemmeside tilbage i 2014 om en pige, som ikke kunne få tilskud til kørekort. Uden dette kørekort var hun nødt til hver dag at have en hjælper til at køre sig. Kommunen var enig i, at den pågældende person ville blive langt mere selvhjulpen med kørekort, men i sin afgørelse henviste man til det lokalt fastlagte serviceniveau, som betød, at kommunen ikke skulle give tilskud. Men ifølge Muskelsvindfonden var der tale om en overfortolkning af loven, og Ankestyrelsen ser anderledes på sagen.

Kommuner fejler
Desværre har jeg som handicapordfører hørt en del om denne problematik. At kommuner ikke gør, hvad de skal gøre. At de rent ud sagt ikke holder sig inden for lovens rammer. Det er i sig selv et kæmpe problem, at det er så udbredt, at kommunerne ikke overholder landets love.

Hvis nogen skulle være i tvivl om rigtigheden af det, så er det ikke lang tid siden, at Ankestyrelsen undersøgte, hvordan det ser ud for afgørelserne i sager om voksne med sjældne handicap med komplekse behov og voksne borgere med kompleks erhvervet hjerneskade. Om kommunerne træffer de rigtige afgørelser. Konklusionen var nedslående.

Ankestyrelsen havde gennemgået 98 sager, og 39 sager eller 40 procent af sagerne er afgjort i strid med regler og praksis. Det er ganske enkelt et alarmerende højt tal og meget skidt for retssikkerheden. Og når så mange afgørelser er i strid med regler og praksis, så betyder det, at der her er et område, som der skal gøres noget ved.

For der er typisk tale om borgere, som er udsatte. Hvis de skal klage over noget, så betyder det papirarbejde og ventetid. Ikke alle har kræfterne til at anke, og så får de jo ikke den hjælp, som de faktisk er berettiget til.

Kommuner skal straffes
Rent ud sagt så må vi fra Folketingets side tænke nyt her. Det må være sådan, at det skal have konsekvenser for kommunerne at træffe ulovlige afgørelser. Det er helt oplagt. For det bør ikke være sådan, at der kan være en økonomisk gevinst i kommunerne ved at træffe en afgørelse uden for reglerne.

Og så skal vi helt grundlæggende have styrket fagligheden på socialområdet. Hvis vi for eksempel ser på sundhedsområdet, så er det sådan, at sundhedspersonalet er autoriseret. Altså er der et bevis for, at de har en sundhedsfaglig uddannelse. En sådan autorisation giver både ansvar, rettigheder og pligter i udførelsen af den faglige virksomhed. Formålet med autorisationen er at styrke patientsikkerheden og fremme kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser.

Det giver næsten sig selv, hvor vigtigt det er, at en læge eller sygeplejersker har en relevant uddannelse. Mit spørgsmål er så, hvorfor er det ikke sådan på socialområdet? Det vil jeg og Dansk Folkeparti meget gerne se nærmere på. For der er ingen tvivl om, at nytænkning er hårdt påkrævet på dette område.