DF: Se på helheden

Af Karina Adsbøl (DF)
Handicapordfører

Noget af det som slog mig, da jeg for alvor blev optaget af politik, var, hvor meget økonomien fylder. Det er både i de politiske debatter, i medierne og i det, som man kan kalde for hverdags-politik. Altså der, hvor man forhandler, laver lovarbejder og nogle gange får politik igennem. Det er selvfølgelig meget naturligt.

For penge hænger ikke på træerne, og det nytter ikke noget, at der er store underskud på budgetterne. Man kan nu engang ikke bruge pengene to gange. Nogle gange må jeg så også sige, at jeg oplever, at den økonomiske diskussion fylder for meget. At ellers gode idéer bliver plaffet ned lige med det samme med påstanden om, at ”det er da alt for dyrt”.

Det kan man godt undre sig lidt over af flere grunde. Hvordan ved den pågældende, der siger det med, at det er alt for dyrt, det? Hvis ikke der er lavet beregninger, og man ikke har undersøgt sagen til bunds, så er der vel ikke tale om andet end en mavefornemmelse? Og når der så bliver lavet beregninger, så synes jeg alt for ofte, at en del beregninger bliver udeladt. Det er problematisk.

Det er ingen nyhed, at det ikke er nemt at spå om fremtiden. Når man skal lave beregninger, må man jo indsætte nogle forudsætninger. Hvordan regnestykket falder ud, afhænger så af hvilke forudsætninger, som er blevet indlagt.

Et konkret eksempel på dette kunne man se tilbage i 2007. Her stod Transportministeriet bag et notat, som viste, at prisen på en Kattegatbro ville blive svimlende 110 milliarder kroner. Prisen for en tur over broen ville blive på 1500 kroner. Noget som nok ville kunne afholde de fleste fra at tage den tur. Ikke noget godt argument for en fast forbindelse over Kattegat.

Nogle gange må jeg så også sige, at jeg oplever, at den økonomiske diskussion fylder for meget. At ellers gode idéer bliver plaffet ned lige med det samme med påstanden om, at ”det er da alt for dyrt”.

Karina Adsbøl (DF)
Handicapordfører

Men den beregning blev udfordret af en finansiel analyse, som revisionsselskabet KPMG senere lavede for Kattegatkomitéen. Den viste, at en bro over Kattegat med brugerbetaling på 495 kroner, samme pris som det koster at sejle over, ville kunne afdrage sin gæld på bare 25 år. Dermed ville broen være mindst lige så rentabel som broerne over Storebælt og Øresund.

Medtag beregningerne
Hvem har så ret? Det kan og vil jeg ikke være dommer over her. Min pointe er sådan set, at man generelt bør være forsigtig med at tage en enkelt beregningsmodel for gode varer, lige som man bør granske beregninger for, om det hele nu også er kommet med.

Når det gælder den handicap- og sundhedspolitiske debat, savner jeg ofte, at der medtages beregninger for, hvilke gevinster der kan ligge i et forslag. Sat på spidsen, hvad kan man spare ved for eksempel at yde en person en hjælp, som betyder, at den pågældende hurtigt kan komme igennem et sygdomsforløb og tilbage på arbejdsmarkedet.

Konkret har jeg for eksempel set et eksempel fra Vordingborg, hvor en scleroseramt mand kan slippe for smerter og siddesår, hvis han får en ny kørestol med bedre siddekomfort. Men kommunen vil af økonomiske hensyn ikke bevillige en sådan. Manden blev sidste sommer indlagt, fordi der gik stafylokokker i et siddesår. Han var indlagt i mere end to måneder, og en lægeerklæring koblede den dårlige siddekomfort sammen med infektionen.

Vi taler altså om, at en indlæggelse over to måneder kunne være undgået, hvis manden havde fået sin kørestol. Der havde altså været penge for samfundet at spare der, foruden at manden havde været smerte, svie, ringere livskvalitet og indlæggelsen foruden.

Eller et andet eksempel. Scleroseforeningen har fået CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse) til at regne på, hvordan det økonomisk ville se ud, hvis der blev indført rettidige foranstaltninger i familier med en forældre med sclerose. Resultatet blev, at der ville spares 94 millioner kroner årligt.

Jeg er med på, at den slags beregninger er umådeligt svære at få indført i praksis. Og jeg siger heller ikke, at for eksempel CASA's regnemodel er den rigtige. Men jeg vil nu gøre mit til, at vi som samfund går i den retning.

At vi også får husket og taget med, at der kan være omkostninger forbundet med ikke at genbevillige hjælp, yde tilskud til eller betale for hjælpemidler og så videre og så videre. For i politik er man nødt til at se på helheden. Det er de færreste nok, forhåbentligt da, uenige med mig i.