DH: Inklusionsproblemet i skolerne skal løses nu

Børn har brug for at opleve mangfoldighed og tolerance, hvis de skal lære at respektere forskelligheder. Derfor er mødet mellem børn med og uden et handicap afgørende for at sikre respekten for hinanden som unge, voksne og ældre. Min opfordring til kommunerne er derfor, at I skal tage forældrenes bekymringer alvorligt og tage ansvar for, at inklusionsopgaven bliver løst på en ordentlig måde

Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

Af Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisation

Forældre er bekymrede over, at flere børn med særlige behov skal inkluderes i almenskolen. Det har vi hørt før, og det blev igen påvist. Denne gang i Danmarks Lærerforenings (DLF) undersøgelse blandt forældre til børn i folkeskolen. Går der et barn med særlige behov i klassen, svarer to tredjedele af forældrene, at de oplever, at der er for lidt støtte til barnet med særlige behov. Og halvdelen af alle forældrene ser det som en af folkeskolens største udfordringer.

Lærerne er også bekymrede for udviklingen mod en øget inklusion. De giver udtryk for, at de ikke er klædt godt nok på til opgaven, og at der ikke er tilstrækkelige ressourcer til at løfte opgaven. Bekymringerne udspringer af en blanding af viden, erfaringer og forestillinger om det, der skal ske, og er et klart udtryk for, at der mange steder ikke tages godt nok hånd om inklusionsopgaven. Det er et reelt problem, der skal tages alvorligt, hvis ikke vi skal risikere at tabe inklusionen på gulvet.

Forældre til børn med handicap er også bekymrede
Jeg forstår godt de mange forældre, der i DLF's undersøgelse giver udtryk for deres bekymringer. Jeg hører tilsvarende bekymringer fra forældrene i Danske Handicaporganisationers medlemsorganisationer – altså fra forældrene til de børn, der nu i stigende grad skal inkluderes i almenundervisningen frem for at gå i specialiserede tilbud.

Forældrene er bekymrede for, om deres børn nu skal rives ud af det specialiserede tilbud, som de er endelig er faldet til ro i og trives i, efter år med mistrivsel og nederlag på den lokale folkeskole. Nu spørger deres forældre bekymret, om det betyder, at de nu skal tilbage til den folkeskole, de forlod?

Og de er bekymrede for, om deres børn fremover i almenskolen vil få den støtte og hjælp, som de har behov for, om de vil blive udfordret på det rette faglige niveau, om de bliver overset af læreren i en klasse med 25 andre elever, og om de vil blive mødt i øjenhøjde af de nye klassekammerater, eller om de vil blive mobbet og frosset ude af klassens sociale fællesskab.

Forældrenes bekymringer er udtryk for, at alt for mange kommuner ikke er kommet godt nok fra start og ikke har fået løftet inklusionsopgaven tilfredsstillende. Havde de det, er jeg overbevist om, at de hurtigt havde manet forældrenes bekymringer i jorden, og at DLF’s undersøgelse så havde set helt anderledes ud.

Inklusion tager tid
”Inklusion er en langvarig proces”. Det udsagn hører jeg ofte. Desværre ofte som argument for, at tingene ikke fungerer og at skolen og undervisningen endnu ikke er lykkedes med at inkludere børn med særlige behov, og underforstået – hvis vi bare væbner os med tålmodighed, så skal det nok blive godt en gang i fremtiden. Men det er ikke godt nok. Hvis skolen ikke satser massivt på at skabe en succes på inklusionsområdet her og nu, svigter vi de børn, der har særlige behov, og det fører til nye nederlag for børnene.

Samtidigt må det ikke tages for givet, at de bekymrede forældre, der er blevet spurgt i DLF's undersøgelse ikke bare vil sætte sig med hænderne i skødet og vente på den dag, inklusionen pludselig virker. De gør kort proces og stemmer med fødderne. Så hvis skolen ikke er god nok, vil mange finde et privat alternativ til den lokale folkeskole. Det er kun en uge siden, en undersøgelse viste, at flere højtuddannede flytter deres børn over på privatskoler. Det gør ikke kommunernes inklusionsopgave lettere i fremtiden.

Inklusion handler blandt andet om, at undervisningen skal tilrettelægges, så alle børn kan deltage og får et fagligt udbytte. For mange skoler vil det kræve nytænkning af den måde, man tilrettelægger timerne på, når der i klassen fremover også vil være et stærkt ordblindt barn, et barn med ADHD og et barn med en diagnose inden for autismespektret.

Jeg kan godt forstå, at man ikke kan skabe en fuldt ud inkluderende grundskole på alle klassetrin fra det ene skoleår til det næste. Derfor ser jeg også inklusion som en langvarig proces. Men det er ikke ensbetydende med, at vi skal acceptere, at skolen skal være dårlig indtil den dag om ti år, hvor vi har opnået fuld inklusion. Det handler om, hvordan man vælger at gribe opgaven an.

Inklusion fra neden
I DH mener vi, at inklusionen langsomt skal realiseres hen over en tiårig periode, så de børn, der fra dette skoleår og de kommende år begynder i 0. klasse i langt højere grad bliver fastholdt i almenundervisningen i stedet for at være i specialiserede tilbud. På den måde kan man arbejde massivt og målrettet med at implementere inklusion ”fra neden” i et tempo, hvor lærere, forældre og ikke mindst elever har en chance for at følge med og for at opleve en succes med en styrket inklusion.

År efter år vil inklusionen i et naturligt tempo følge med op i de større klassetrin og det vil langsomt blive normen, at der i klasserne er elever med særlige behov. Og i 2022 vil der være kommet mange flere elever med særlige behov på alle klassetrin, sammenlignet med i dag. Uden at det er blevet et spørgsmål om børn, der bliver flyttet fra specialiserede tilbud over i almenundervisningen.

Stadig behov for specialiserede tilbud
Når vi taler om inklusion af børn med handicap, er det vigtigt for mig at fremhæve de børn, der fremover fortsat vil være i specialiserede tilbud, fordi de har så særlige behov, at de ikke umiddelbart kan understøttes i almenskolen. Samtidigt med at vi er optagede af, om der er ressourcer til de elever, der skal inkluderes i almenskolen, skal vi altså også sikre, at vi ikke dræner de specialiserede skoler for viden, ressourcer og kvalitet.

Vi skal blive bedre til at tænke på en styrket inklusion for denne gruppe børn, som kan foregå gennem tvillingeskoler med fælles timer i for eksempel kreative fag på tværs af de almene og de specialiserede klasser eller etablering af venskabsklasser på tværs af specialskoler og almenskoler. Det vil være til gavn og glæde for alle børn.

Inklusion er en god investering
Der er ingen tvivl om, at det for kommunerne vil være en god investering at satse på inklusion. Også selvom det koster penge her og nu. På sigt skal gevinsten nok komme i form af lavere udgifter til den specialiserede undervisning. For ikke at nævne en større mangfoldighed, forståelse for hinandens forskelligheder og alle de andre positive sidegevinster ved styrket inklusion.

Børn har brug for at opleve mangfoldighed og tolerance, hvis de skal lære at respektere forskelligheder. Derfor er mødet mellem børn med og uden et handicap afgørende for at sikre respekten for hinanden som unge, voksne og ældre. Min opfordring til kommunerne er derfor, at I skal tage forældrenes bekymringer alvorligt og tage ansvar for, at inklusionsopgaven bliver løst på en ordentlig måde, så vi i fællesskab får skabt en succes. Det skylder vi vores børn.