Debat

DI: Giv de ældre et reelt frit valg

DEBAT: Der er udfordringer med at skabe et velfungerende frit valg for de ældre. Indfør et uafhængigt tilsyn på ældreområdet, så leverandørerne ligestilles, og skab bedre oplysning, skriver Jakob Scharff, branchedirektør i DI Service.

Et velfungerende frit valg kræver grundlæggende, at de ældre har kendskab til muligheden for selv at vælge leverandør og kendskab til information om de tilgængelige leverandører, skriver Jakob Scharff.
Et velfungerende frit valg kræver grundlæggende, at de ældre har kendskab til muligheden for selv at vælge leverandør og kendskab til information om de tilgængelige leverandører, skriver Jakob Scharff.Foto: /pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jakob Scharff
Branchedirektør, DI Service

Regeringen har med sit udspil til et styrket frit valg igangsat et serviceeftersyn af fritvalgsordningerne.

Det er en rigtig klog beslutning, for det frie valg er reelt kun frit, hvis de ældre ved, at de kan vælge selv, og at der er flere leverandører at vælge imellem.

Et velfungerende frit valg kræver grundlæggende, at de ældre har kendskab til muligheden for selv at vælge leverandør og kendskab til information om de tilgængelige leverandører.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Der skal være lige adgang til et nemt, hurtigt og trygt leverandørvalg og et varieret udbud af leverandører.

Og endelig skal der være ligestilling og fair konkurrence mellem leverandørerne.

Både på ældreområdet og de øvrige velfærdsområder med frit valg har borgerne en berettiget forventning om, at deres frie valg er reelt og ikke blot en symbolsk rettighed.

Jakob Scharff

Mange kender ikke til det frie valg 
Fire ud af ti ældre, der er visiteret til hjemmehjælp, ved ikke, at de selv kan vælge leverandør.

Det viser den seneste undersøgelse fra Sundheds- og Ældreministeriet. Det er alarmerende og svækker konkurrencen om at levere den bedste kvalitet, hvilket netop er formålet med det frie valg.

De ældre har i dag ikke indblik i brugertilfredsheden og kvaliteten, og det er generelt svært at få et overblik over leverandørerne i de enkelte kommuner.

Den kommende plejehjemsportal bør også indeholde oplysninger om hjemmehjælpsleverandører og sammentænkes med Tilfredshedsportalen, der oprindeligt er udviklet med henblik på at øge gennemsigtighed i brugertilfredsheden på tværs af leverandører og kommuner.

De ældre må i dag nøjes med overordnede tilfredshedsmålinger og subjektive anbefalinger i medierne eller fra venner, bekendte og andre, når de skal vælge leverandør.

Vi kunne understøtte de ældres frie valg med let tilgængelig, opdateret og sammenlignelig information om brugertilfredshed og kvalitet.

Det er imidlertid ikke nok at have kendskab til det frie valg – det skal også være let at vælge.

En ny DI-analyse viser, at en række ældre reelt ikke har et frit valg, når de visiteres til hjemmehjælp. Det er eksempelvis tilfældet, når de ældre først skal igennem et tvunget rehabiliteringsforløb med den kommunale leverandør.

Det kan vi helt enkelt løse med en udvidelse af de ældres frie valg til også at omfatte rehabilitering, genoptræning og hjemmesygeplejen.

De ældre skal have et mangfoldigt udbud
En tredje afgørende forudsætning for frit valg er, at borgerne har noget at vælge imellem.

Hvis borgerne kun har mulighed for at vælge forskellige nuancer af den kommunale drift, skaber det frie valg ikke kvalitetskonkurrence og et mangfoldigt udbud.

Særligt på plejehjemsområdet er der i dag meget begrænsede valgmuligheder. Det betyder, at de ældre har få muligheder for at vælge andet end et kommunalt plejehjem, eller det der ligner til forveksling (selvejende på driftsoverenskomst).

Vi kan sikre et mere mangfoldigt udbud ved at udfase driftsoverenskomsterne med de selvejende plejehjem, som i stedet overgår til at blive friplejehjem. De selvejende plejehjem vil dermed slippe for de snævre rammer og få større frihed til at udvikle deres tilbud til de ældre.

Derudover bør man fra politisk side justere den mellemkommunale betaling, så betalingskommunen også skal afholde udgifter til hjemmesygepleje svarende til reglerne for praktisk hjælp og personlig pleje.

Med disse to lette greb kan plejehjemsområdet for alvor slippes fri, og det er med til at sikre et reelt frit valg og et mangfoldigt udbud til gavn for de ældre.

Fair og lige konkurrence mellem leverandørerne
En effektiv kvalitetskonkurrence til gavn for de ældre kan vi kun sikre ved en fair og lige konkurrence mellem leverandørerne.

Det betyder eksempelvis, at der ikke må være skattemæssige fordele forbundet med særlige selskabskonstruktioner, og at afregningspriserne til de private leverandører skal afspejle kommunernes reelle omkostninger, så der reelt er konkurrenceneutralitet (jævnfør principperne fra OECD).

Det bør desuden igen være muligt at få en uafhængig vurdering af, om kommunernes afregningspris er korrekt. Derfor bør det klagenævn, som regeringen vil oprette, også omfatte fritvalgsområderne.

Kommunerne har i dag mange kasketter på i forbindelse med ældreplejen, og det vil være oplagt at etablere et uafhængigt tilsyn i stil med det, der blev etableret på socialområdet for år tilbage.

Det vil ligestille leverandørerne, og kommunerne kan koncentrere sig om at levere den bedst mulige pleje og omsorg til de ældre.

Enkle løsninger
Vores serviceeftersyn viser, at der – på trods af at der har været frit valg i 15 år – er en række betydelige udfordringer i at sikre de ældre et reelt frit valg.

Der er imidlertid ganske enkle løsninger på udfordringerne.

Det frie valg er vigtigt for de ældre. Både på ældreområdet og de øvrige velfærdsområder med frit valg har borgerne en berettiget forventning om, at deres frie valg er reelt og ikke blot en symbolsk rettighed.

Vi håber derfor, at regeringen og Folketinget vil have ovenstående udfordringer for øje, når serviceeftersynet skal behandles politisk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Scharff

Branchedirektør, DI Service og Offentlig-Privat Samspil
cand.scient.adm. (RUC 2000)

0:000:00