Direktør for LOS: Få nu mere fokus på akutpsykiatrien

Af Michael Graatang
Direktør LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud

Forestil dig, at du ankommer med din søn til skadestuen med et brækket ben. Efter ventetiden tilses han af sundhedspersonalet. Et af følgende scenarier finder sted: Lægen må desværre afvise at behandle den brækkede arm på grund af manglende kapacitet, og I må forlade skadestuen med en ubehandlet arm. Eller din søn indlægges i otte timer, bliver smertelindret og udskrives herefter uden yderligere behandling.

Når jeg indleder med dette fortegnede scenarie, så er det, fordi det er hverdag i dagens velfærdssamfund på psykiatriområdet, hvor en lang række af psykisk syge mennesker i udsatte og sårbare positioner og på bo- og opholdssteder afvises indlæggelse trods behovet eller udskrives for tidligt.

Kapacitetsmanglen i akutpsykiatrien er nu så åbenlys, at det hver eneste dag hindrer ansatte i socialsektoren i at udføre et godt fagligt arbejde, og det kan få voldsomme konsekvenser. Både for det enkelte menneske, de pårørende, personalet i socialsektoren og for samfundet som helhed.

Afviste borgere
Brancheorganisationen LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud – udarbejdede sidste år en undersøgelse blandt medlemsvirksomhederne om omfanget af problemerne med kapacitet i akutpsykiatrien.

Den viste, at en tredjedel af medlemsvirksomhederne i LOS har oplevet, at en borger er blevet afvist på psykiatrisk skadestue, selvom personalet på bostedet skønnede en indlæggelse nødvendig. Og vi hører alt for ofte, at borgerne bliver udskrevet alt for hurtigt – ind imellem blot timer eller et døgn efter indlæggelsen.

Konsekvenserne af den manglende kapacitet i akutpsykiatrien er åbenlyse for de borgere, der ikke får den nødvendige behandling. Deres sygdom og symptomer forværres betydeligt, og ind imellem udvikler de en adfærd, der kan være til fare for dem selv og andre.

Michael Graatang
Direktør LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud

Samme oplevelse hører vi fra politiet. I næste nummer af LOS’ magasin ”Gi LOS” kan man blandt andet læse et interview med formanden for Vestegnens Politiforening, Jørgen Jensen, der fortæller:

”Vi kan mærke hver dag, at antallet af hændelser, som politiet bliver kaldt ud til, der omhandler psykisk syge medborgere, har været i uendelig stigning siden 2009. Det gælder både tvangsindlæggelser, assistance til bosteder, psykisk syge i det offentlige rum eller hændelser hvor politiet har været ude og skabe ro i private hjem. (…) Vi står som politi så med ansvaret, fordi vi er der 24/7 365 dage om året.”

Udsat personale
Konsekvenserne af den manglende kapacitet i akutpsykiatrien er åbenlyse for de borgere, der ikke får den nødvendige behandling. Deres sygdom og symptomer forværres betydeligt, og ind imellem udvikler de en adfærd, der kan være til fare for dem selv og andre.

Det kan skabe voldsomme problemer for de øvrige beboere på et bosted, naboer, pårørende og ikke mindst for det personale, der har til opgave at hjælpe dem til en god og tryg hverdag.

Her tænker jeg ikke mindst på det pædagogiske personale. De udsættes ikke kun for hårde arbejdsbetingelser og fare for deres liv, men arbejdet med borgerne bliver også konstant sat tilbage, når de støder på problemer med at få den nødvendige psykiatriske behandling.

Hvordan skal en pædagog på et bosted kunne udføre et godt fagligt arbejde i samarbejde med en udsat borger, når begge må forlade psykiatrisk afdeling uden den nødvendige hjælp?

Insistere på debat
Selvom vi har adskilt socialt arbejde og psykiatri i to selvstændige sektorer og delt det mellem både kommuner og regioner, så er begge områder flettet ind i hinanden, og både psykiatrien og det sociale og pædagogiske arbejde er helt afgørende for at skabe en god og tryg tilværelse for psykisk og socialt udsatte borgere.

Derfor er vi – der arbejder i socialsektoren – nødt til at insistere på denne debat. Jeg vil vove den påstand, at problemerne med kapacitet i akutpsykiatrien lige nu er en af de allerstørste udfordringer i socialsektoren. Vi ved, at noget af det, der har størst indflydelse på manglende beskæftigelse, misbrug og hjemløshed, er psykisk sygdom.

Får vi ikke en bedre kapacitet i akutpsykiatrien, så får vi ikke rykket afgørende på det, og vi giver ikke de sociale tilbud muligheden for at folde deres faglighed helt ud og dens værdi i gøre en forskel for mennesker i udsatte og sårbare positioner.

Sundhed er kerneopgave
Vi er nødt til at få styrket psykiatrien og etablere et stærkere bånd til socialsektoren med bedre rammer for samarbejdet. Men vi skal også tage os af det, der ligger ligefor her og nu. Det er flere sengepladser og mere akutpsykiatri. Den udfordring skal løses – alle skal have ret til at blive behandlet uanset årsag.

Psykiatriområdet skal være en væsentlig del af forhandlingerne om sundhedsreformen. Men strander forhandlingerne i valgkamp og ny regering, så må og skal psykiatrien stadig stå øverst på listen over opgaver, der skal tages hånd om.

Sundhed er en bunden kerneopgave for vores velfærdssamfund, og det betyder også at sikre, at alle borgere kan få den nødvendige psykiatriske behandling, og pædagoger, politifolk og andre faggrupper ikke skal dække ind for den manglende kapacitet.