Debat

Socialrådgiverne: Børn før besparelser

DEBAT: Flere besparelser og mere papirnusseri har fået stor betydning for udsatte børn, unge og forældre, der ikke får den nødvendige hjælp. Der bør derfor nedsættes en arbejdsgruppe, som kan revurdere hele området, mener Niels Christian Barkholt, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening.

Det er simpelthen mangel på fremsynethed og sund fornuft, hvis det eneste, man gør, er at spare, skriver Niels Christian Barkholt, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening.
Det er simpelthen mangel på fremsynethed og sund fornuft, hvis det eneste, man gør, er at spare, skriver Niels Christian Barkholt, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening.Foto: pressefoto
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Niels Christian Barkholt
Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening

”Kære medarbejdere.

Som jeg orienterede om sidste torsdag for jer alle sammen, så har Borgmesterforvaltningen og Børne- og Ungeudvalget truffet beslutning om budgetoverholdelse. De sender et klart og tydeligt signal til os alle om, at budgettet skal overholdelse, og som konsekvens heraf et ændret serviceniveau for borgerne.

(…)

Der er gået excel-sving i tilgangen til det sociale område. Det er som at tisse i bukserne i frostvejr.

Niels Christian Barkholt
Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening

Det er derfor besluttet, at der samlet i CIBU og i BUR skal lukkes ca. 20 % (ca. 5 sager på hver sagsstamme) af de forebyggende sager (både internt og eksternt) med virkning fra 1. september 2015.”

Denne mail landede den 29. juli 2015 i indbakken hos socialrådgiverne i Odense Kommunes Familie- og Velfærdsafdeling.

Flere eksperter har påpeget, at opfordringen i mailen er ulovlig, og netop denne vurdering er med til at gøre sagen speciel. Vi har i årevis vidst, at økonomiske hensyn har overtrumfet de faglige vurderinger.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Dansk Socialrådgiverforening i 2014 oplever mere end hver tredje socialrådgiver, at kommunens økonomi i høj eller nogen grad forringer deres mulighed for at varetage barnets tarv. Kommunerne må ikke lade økonomiske hensyn stå over den faglige vurdering af barnets tarv og borgernes lovfæstede rettigheder.

Det er altså et særdeles omfattende problem, og det har alvorlige konsekvenser og skaber en nedadgående negativ spiral. Der bliver sparet og lavet serviceforringelser – serviceforringelser giver dårligere familier, som man hjælper alt for sent – de bliver markant dyrere og samtidigt underdrejer de hele organisationen. Problemerne flyder nu også over på andre områder i kommunen. F.eks. kan skolerne blive ekstra belastet. Lige nu ser vi også, at børnefamilieafdelingerne har noget af det dårligste psykiske arbejdsmiljø i Danmark som et direkte resultat af den belastning.

Flere undersøgelser viser, at det kan betale sig at investere tidligt i alle borgere. Især kan det betale sig med udsatte børn, fordi de har et langt liv foran sig. Det, man sparer lige nu i kortsigtede akutbesparelser på udsatte børn og familier, kommer man til at betale mange gange igen på længere sigt – til førtidspension, kontanthjælp, Kriminalforsorgen med flere. Når familierne bliver svigtet, så er det altså ikke bare synd for familierne ud fra et humanistisk synspunkt. Det koster også samfundet kassen.

Mangel på fremsynethed
Derfor er det simpelthen mangel på fremsynethed og sund fornuft, hvis det eneste, man gør, er at spare. Der er gået excel-sving i tilgangen til det sociale område. For at skære det helt ud, så er det som at tisse i bukserne i frostvejr.

Vores opråb er, at politikerne må skabe betingelserne for, at kommunerne kan investere. Løs op for det økonomiske jerngreb, kommunerne bliver fastholdt i og hold op med alene at styre på den kortsigtede økonomi. Tænd for det lange lys. Ellers bliver den deroute, vi allerede står midt i, forstærket.

Vi skal gøre op med budgetloven, som fastholder et underforbrug i kommunerne. Vi skal overveje, om det virkelig er klogt at kræve et omprioriteringsbidrag af kommunerne de næste fire år, når det får så store økonomiske konsekvenser på sigt. I kommunerne skal man finde besparelser på udvalgte områder, som skal gives til ældre og sygehusbehandling. Det vil ske på bekostning af både det almene og specialiserede børneområde. Det bliver dyrt på lang sigt. Kommunerne bør i stedet for måles på de udgifter, de sparer samfundet for på lang sigt.

DS opfordrer derfor regeringen til at arbejde for at sikre en ny finansiering af området og en anden incitamentstruktur, der dels fremmer og belønner sunde investeringer i udsatte familier – både over flere budgetår og mellem forvaltninger.

Kig mod Sverige
I mellemtiden bør landets kommuner lade sig inspirere af de adskillige gode eksempler på investeringer i den sociale forebyggelse, som allerede finder sted. Det gælder blandt andet Herning Kommune, som efter svensk forbillede har sænket arbejdsmængden, hvor hver enkelt socialrådgiver er ansvarlig for mellem 20 og 25 børn.

Det har givet tid til systematisk at inddrage familierne og deres netværk i indsatserne samt en meget tættere opfølgning på sagerne - lige som der er tid til et tæt samarbejde på tværs af sektorer med PPR-psykologer, sundhedsplejersker, lærere og pædagoger.

Denne investering har gavnet både indsatsen for de udsatte familier og socialrådgivernes arbejdsmiljø. Og så har kommunens investeringer desuden vist sig at give en økonomisk gevinst.

Derudover ved vi, at der er mange ressourcer at hente i den måde, området bliver styret på. Uhensigtsmæssige formkrav og registreringer fylder stort set alt i sagsbehandlingen. Det er rigtig meget tid, der går fra borgerkontakten. Her kan vi skabe forbedringer, som kan komme familierne, kommunens økonomi og fagfolkenes arbejdsmiljø direkte til gode.

Vi opfordrer Socialministeriet til hurtigst muligt at nedsætte en arbejdsgruppe, der kan komme med konkrete nye anbefalinger. I Dansk Socialrådgiverforening stiller vi hellere end gerne al vores erfaring og viden til rådighed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Christian Barkholt

Direktør, Social Talks, fhv. formand, LOKK (Landsorganisation af kvinders krisecentre), fhv. næstformand, Dansk Socialrådgiverforening
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00