DS: Fattigdom får ikke nødvendigvis folk i arbejde

Af Majbrit Berlau
Formand for Dansk Socialrådgiverforening

Argumentet om det økonomiske incitament – at det skal kunne betale sig at arbejde – har gennem adskillige år været skiftende regeringers begrundelse for at skære i kontanthjælpen. Det på trods af, at både vi socialrådgivere og en række andre fagfolk gennem de seneste år har påpeget, at det ensidige fokus på økonomiske incitamenter medfører stadig større sociale problemer for en voksende andel af kontanthjælpsmodtagerne.

7. september offentliggjorde Rockwool-fondens forskningsenhed så et anseligt indspark i debatten i form af den 300 sider tykke rapport ”Kontanthjælpen gennem 25 år.”

Rapporten er ikke bare en guldkilde til data og statistik over udviklingen på kontanthjælpsområdet i årene 1987-2012. Den understreger også, at et entydigt politisk fokus på økonomiske incitamenter er særdeles problematisk, hvis målet er at få flere kontanthjælpsmodtagere ind på arbejdsmarkedet.

For selvom andelen af kontanthjælpsmodtagere i befolkningen er stort set identisk set hen over de 25 år, som rapporten dækker, er der sket en drastisk stigning i andelen af kontanthjælpsmodtagere, der sidder fast i velfærdssystemets nederste sikkerhedsnet i årevis.

Samtidig udgør den gruppe af kontanthjælpsmodtagere, som har et markant økonomisk incitament til at komme i arbejde – enlige uden børn og kort uddannelse – en stadig større andel af den samlede mængde kontanthjælpsmodtagere.

Hvis politikerne ønsker at skabe fremdrift for de mest udsatte ledige, vil jeg opfordre dem til at investere i en helhedsorienteret social indsats på voksenområdet.

Majbrit Berlau
Formand for Dansk Socialrådgiverforening

De rigtige redskaber
Det er veldokumenteret, at sociale problemer forværres, jo længere man har været i kontanthjælpssystemet, og forekomsten af psykiske diagnoser og medicinforbrug er da også væsentlig hos de ”erfarne” kontanthjælpsmodtagere.

Vi socialrådgivere er enige med politikerne i målet om at få så mange kontanthjælpsmodtagere som muligt ind på arbejdsmarkedet. Men vi efterspørger, at politikerne overvejer det ensidige fokus på økonomiske incitamenter, når det kun er en lille del af de ramte mennesker, der har ressourcerne til at reagere på de nedsatte ydelser.

Den resterende – og mest udsatte – gruppe oplever bare yderligere social isolation som følge af fattigdom. Vi har påpeget det før og ser det nu understreget i Rockwool-rapporten, både i forhold til kontanthjælpsmodtagerne og i forhold til 00’ernes starthjælp rettet mod flygtninge.

Og selvom politikerne kan have en værdipolitisk holdning til, hvor stor forskellen på sociale ydelser og lavtlønsjob bør være, er de nødt til at forholde sig til, at gruppen af kontanthjælpsmodtagere bliver stadigt svagere og dermed sværere for socialrådgiverne at hjælpe ind på arbejdsmarkedet, hvis vi ikke har de rigtige redskaber.

Derfor er jeg glad for, at beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) under offentliggørelsen af Rockwool-fondens nye rapport kvitterede for vores ønske om at inddrage uddannelse og tættere samarbejde mellem jobcentre og virksomheder som vigtige redskaber til at hjælpe kontanthjælpsmodtagere ind på arbejdsmarkedet.

Ønsket om at komme i arbejde
For når en overvejende del af kontanthjælpsmodtagerne ikke har anden uddannelse end folkeskolen, er det helt oplagt at fokusere på at styrke eksempelvis ordningerne med voksenlærlinge, revalidering og brobygning til uddannelserne. Det vil også gøre det lettere for kontanthjælpsmodtagere at opkvalificere sig, så de matcher virksomhedernes ønsker om kvalificeret arbejdskraft.

Men samtidig bør politikerne kæmpe for at sikre et arbejdsmarked, som er parat til at tage imod dem, som ikke nødvendigvis kan gennemføre en uddannelse.

Og netop dette er en vigtig pointe. For godt nok viser undersøgelser, at private, virksomhedsrettede indsatser er effektive i forhold til at få kontanthjælpsmodtagere i job. Men netop disse indsatser henvender sig i høj grad til de stærkeste kontanthjælpsmodtagere, som i forvejen har lettest ved at få foden inden for på det etablerede arbejdsmarked.

Hvis politikerne ønsker at skabe fremdrift for de mest udsatte ledige, vil jeg opfordre dem til at investere i en helhedsorienteret social indsats på voksenområdet. Og så give socialrådgiverne arbejdsro, som i den grad har været en mangelvare under de seneste års reformstorm på beskæftigelsesområdet.

For der er både menneskelige og økonomiske gevinster at hente ved at foretage sociale investeringer i en stærk, helhedsorienteret indsats for udsatte ledige, viser forskningen. Eksempelvis har en analyse fra KORA slået fast, at samfundet i løbet af seks år kan spare godt 700.000 kroner for hver udsat ledig, som kommer i job i bare tre måneder.

Og netop ønsket om at komme i job er det, som langt de fleste kontanthjælpsmodtagere har til fælles. Jeg har til gengæld aldrig mødt en person i arbejde, som bare ønskede at komme på kontanthjælp. For den tilværelse er ikke misundelsesværdig.