EL: Evidens skævvrider indsats

Og så kan politikerne gemme sig bag de flotte ord, mens ansatte og borgere står med virkelighedens problemer i hænderne. Og så er evidens blot et finere ord for ansvarsforflygtigelse.

Pernille Skipper
Socialordfører for Enhedslisten

Af Pernille Skipper
Socialordfører for Enhedslisten

Det har slået mig flere gange, at ordet ”evidens” bliver brugt med langt større entusiasme i Socialministeriet end blandt de mennesker, der arbejder med udsatte borgere i hverdagen.

Men det giver faktisk helt god mening. Jeg tror nemlig, at evidensbaserede metoder i højere grad tilgodeser politikernes og styrelsernes behov end borgernes.

Som medarbejder på det sociale område må man konstant være i stand til at håndtere komplekse problemstillinger og borgere, som alle er vidt forskellige med vidt forskellige problemer.

De evidensbaserede metoder søger at indfange denne kompleksitet i standardiserede modeller med det formål at måle, styre og sikre kvalitet i det sociale arbejde.

Problemet er, at når evidensbaserede metoder flytter ind, medfølger der også skemaer, bureaukrati og en tendens til at putte det sociale arbejde i små, firkantede kasser, som ikke nødvendigvis passer til virkeligheden. Det er klart, at det ikke afføder stor entusiasme.

Grundlag for politiske prioriteringer
Som politiker er det en anden sag. Som politiker kan evidens smage lidt af en højere og ufejlbarlig sandhed – nærmest en guddommelig magt – der kan retfærdiggøre svære valg.

Som den eneste socialordfører, der ikke er med i satspuljeforliget, kigger jeg ofte udefra på de svære valg, som de øvrige partier må træffe i disse tider. Ikke nok med, at satspuljen er finansieret af arbejdsløse, syge og udsatte borgeres indkomst, så bliver den også konstant mindre og mindre i disse år efter den økonomiske krise og stagnation i løn- og prisudviklingen.

Det betyder, at man sidder med alt for få penge til alt for mange gode og nødvendige sociale projekter. Det viser for det første, at satspuljen som finansiering af det sociale arbejde er hul i hovedet, men det viser også, hvor desperate politikere kan blive.

Der er ingen tvivl om, at når man skal skære gode projekter fra, mærker man presset som politikker. Derfor leder man med lys og lygte efter noget at hænge sine beslutninger op på – og det er her, evidens kommer ind i billedet.

Sidste gang, jeg oplevede ”den højere sandhed”, var, da Socialministeriet skulle uddele midler til exitprojekter for prostituerede. Og ét af de få eksisterende projekter, som har høstet anerkendelse for resultaterne, måtte undvære, fordi de ”ikke arbejder evidensbaseret”. Og det er da belejligt for en minister at kunne sige det, når man får mikrofonerne stukket i ansigtet, og aviserne skriver, at et godt projekt må lukke ned på grund af ministerens beslutning. Med andre ord: ”Det var ikke mig, der var evidensen.”

Evidens er altså ikke bare metoder til at måle effekt. Det danner grundlag for økonomiske og politiske prioriteringer. Og der er ingen tvivl om, at det er komfortabelt, hvis man som politiker kan gemme sig bag ved effektmålinger, skemaer og flotte ord som ”evidens”, når man prioriterer mellem flere sociale projekter. Ikke mindst når beslutningen viser sig at være upopulær.

Skrævvrider den sociale indsats
Problemet er, at den objektive sandhed ikke findes inden for socialt arbejde. Mennesker med sociale problemstillinger passer sjældent ned i de samme kasser, og deres problemstillinger er ofte komplekse og altid individuelle.

Når man snakker om evidensbaserede metoder, er det netop ud fra en ide om, at man kan finde én model til at sikre kvalitet og en ensartet ydelse for alle borgere i den samme kasse. Men i forløbet kommer man til at forenkle det komplekse, og dermed risikerer vi, at borgere ikke får den støtte og hjælp, de har behov for.

Samtidig må man indse i socialpolitikken, som på alle andre politiske områder, at det ikke er alt, der reelt er målbart. Nogle ting kan bare ikke måles kvantitativt. Risikoen er, at når det vigtige ikke er målbart, bliver det målbare vigtigt. Og den sociale indsats skævvrides.

Ingen garantier
Denne kritik betyder ikke, at man ikke skal vidensdele, at evidensbaserede metoder ikke kan bidrage til en faglig udvikling, eller noget andet tilsvarende tosset. Men det er farligt, hvis man tror, at man kan bruge evidens som et politisk styringsredskab, der sikrer, at man altid træffer de rigtige beslutninger.

Der er ingen garanti for, at man ikke putter penge i sociale projekter, der ikke virker. Der er ingen garanti for, at der ikke er borgere, der ender i den forkerte indsats med den forkerte hjælp. Og der er ingen garanti for, at man som politiker ikke bliver stillet til ansvar for det.

Pointen er, at evidens kan kvalificere fagligt, men der er så mange politiske interesser i det, at der næsten automatisk medfølger dokumentationskrav, stram styring og manglende tillid og ansvar til de mennesker, der skal udføre egentligt socialt arbejde – langt væk fra forhandlingslokalerne i Socialministeriet.

Og så kan politikerne gemme sig bag de flotte ord, mens ansatte og borgere står med virkelighedens problemer i hænderne. Og så er evidens blot et finere ord for ansvarsforflygtigelse.