Et forbud mod sexkøb leder os på vildspor

Prostitution indebærer principielt set ikke andet, end at to voksne mennesker udveksler penge i forbindelse med en eller anden udfoldelse af seksuel aktivitet. Tilhængerne af et forbud må mene, at det er lige præcis denne involvering af penge, der fører forholdet over i et område, som samfundet skal lægge moralsk afstand til. Jeg forstår ikke det synspunkt.

Niels Jul Nielsen
Lektor i etnologi og historie ved Københavns Universitet

Af Niels Jul Nielsen
Lektor i etnologi og historie ved Københavns Universitet

Kan prostitution overhovedet diskuteres sagligt på lige fod med andre emner? Som alle ved, der har fulgt prostitutionsdebatten i medierne gennem de sidste 5-10 år, er vejen belagt med knubbede ord og mudderfyldte vandhuller for dem, der deltager i debatten.

Aspekterne af prostitution er mange, og en ytring på et enkelt område, bliver hurtigt til en åben slagudveksling om hardcoreområder som menneskehandel, foragt for kvinder, seksuel udnyttelse af udsatte mennesker og det, der er værre. Jeg har en formodning om, at det er dét, der får mange – også folk med et nuanceret moralkodeks og stor tolerance over for de mange måder, mennesker indretter sig på – til at vælge den skudsikre løsning: at lægge afstand til alt, hvad der har med prostitution at gøre. I den aktuelle debat betyder det et ja til et forbud mod sexkøb.
 
Ingen betvivler, at der i mange tilfælde foregår forkastelige ting i tilknytning til prostitutionsmiljøet, men et forbud mod sexkøb er i mine øjne en kortslutning. Vi lever i et samfund, der i stigende grad accepterer det meste af det, der tidligere betragtedes som seksuelt afvigende. Det være sig bi- og homoseksualitet, sadomasochisme og i øvrigt diverse former for seksuelle handlemønstre og udfoldelser.

Blot en handel om en seksuel ydelse
Prostitution indebærer principielt set ikke andet, end at to voksne mennesker udveksler penge i forbindelse med en eller anden udfoldelse af seksuel aktivitet. Tilhængerne af et forbud må mene, at det er lige præcis denne involvering af penge, der fører forholdet over i et område, som samfundet skal lægge moralsk afstand til. Jeg forstår ikke det synspunkt.

Selvom det er grænseoverskridende for de fleste, er der jo i udgangspunktet 'alene' tale om, at der handles om en seksuel ydelse mellem de to involverede parter; og ikke, at man uden modpartens samtykke kan ”købe sig adgang til et andet menneske”, som formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og en række fagforbundsformænd for nylig ytrede. Vi har desuden allerede forbud mod udnyttelse af andres prostitution i kraft af lovgivning mod menneskehandel, rufferi og alfonseri.

Med de mange muligheder for afsporing af diskussionen mener jeg, at den principielle stillingtagen i første omgang må indskrænkes til følgende modsætning: a) Skal køb og salg af seksuelle ydelser mellem to gensidigt indvilgende myndige parter accepteres, eller b) skal det fordømmes, fordi den ene part (sælgeren) altid vil være i et underordnelsesforhold til den anden part (køberen).

Den nylige og meget omtalte Politiken-kronik af fire regeringspolitikere, der nu ser med skepsis på et forbud, kan være et lovende udtryk for, at folk med magt til at tage beslutninger – beslutninger, der gerne skulle have en vis langtidsholdbarhed – har følt et behov for en tænkepause fra en mere bombastisk signalpolitik. Det er måske også et udtryk for, at det, der i årevis har været to uforenelige yderpoler i debatten, kan begynde at tale sammen.

På den anden side er der fortsat mange debattører, der i alle tilfælde ser prostitution som et overgreb mod kvinder (i færre tilfælde mænd), og i det tilfælde er der naturligvis ingen mulighed for kompromisser. Ud fra en sådan logik vil prostitution altid – på linje med for eksempel pædofili, hvor den ene part med rette betragtes som umyndig og ude af stand til at beskytte sig selv – være et uacceptabelt forhold. Og følgelig er det fuldstændig ligegyldigt, hvor mange kvinder der måtte stå frem og hævde, at de ikke ser sig selv som ofre, eller hvor mange rapporter der måtte fremkomme med differentierede konklusioner om, hvordan kvinder (og mænd) lever med prostitution.

Et stigmatiserende forbud
Prostitution forekommer i mangfoldige former, men at undlade at respektere udsagn fra folk, der som voksne og myndige personer selv er involveret i det, er ikke en rimelig måde at bekæmpe, hvad der i øvrigt måtte være af udnyttelse og undertrykkelse i tilknytning til miljøet.

Anerkender man derimod, at udveksling af seksuelle ydelser for penge ikke i sig selv er moralsk forkasteligt, kan man måske begynde at tage fat i, hvordan prostitution rent faktisk kan indpasses i samfundet på en måde, hvor den ikke ledsages af kriminel adfærd, hvor unge og umyndige mennesker beskyttes mod pres, og hvor dem, der ønsker at forlade prostitutionen, får mulighed for det. Uden den stigmatisering, der ligger i et forbud, er der desuden håb om at få de prostituerede selv som deltagere i den proces.

Som jeg vil komme ind på i mit næste panelindlæg, så handler prostitution i øvrigt ikke kun om samfundsmoral, men også om, hvordan den helt konkret eksisterer blandt medborgerne – i gadebilledet, i beboeropgange, i nattelivet. Og hvis man ikke blot blankt afviser prostitution som en del af samfundet, får man mulighed for sagligt at forholde sig til og diskutere, hvordan og på hvilke præmisser den faktisk kan være det.