Debat

Evidens kan ikke trækkes ned over socialområdet

DEBAT: Vi skal lade evidensmonstret sove sin evige tornerosesøvn og i stedet måle på den værdi, der bliver skabt i det frivillige sociale arbejde. Det mener Vibe Klarup Voetmann, formand for Frivilligrådet.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mange frivillige organisationer har desuden en årelang erfaring med at skulle levere rituelle afrapporteringer, som ikke har været reelt vidensdannende.

Vibe Klarup Voetmann
Formand for Frivilligrådet

Af Vibe Klarup Voetmann
Formand for Frivilligrådet

Lad mig slå det fast med det samme: Som udgangspunkt er jeg træt af evidensmonstret!

Jeg vedkender, at evidens har sin berettigelse rent sundhedsfagligt, men det er blevet for meget, når alt nu også tilsyneladende skal være evidensbaseret på det sociale område.

I den sociale verden higer vi efter anerkendelse og tror, den kommer ved, at vi overfører sundhedsvæsenets paradigmer på socialt arbejde.

Alt for tit har jeg siddet i møder og hørt folk fable om, at der er evidens for, at det ene eller det andet virker. Nej, der er ikke! Først og fremmest, fordi der ikke er foretaget evidensbaserede forsøg!

I den medicinske verden har man tradition for at undersøge og bedømme især behandlingseffekt ud fra videnskabelige metoder, og man bruger megen tid på at anonymisere data og opsætte kontrolgrupper etc.

De evidensbaserede forsøg er med andre ord krævende, når det gælder både de tidsmæssige og økonomiske ressourcer. Så at kalde forskellige undersøgelser for evidensbaserede på det sociale område må siges at være noget af en tilsnigelse og medfører ofte blot, at vi forsøger at trække en model ned over noget, som slet og ret ikke kan modelleres ind i et tankesæt, der ligger fjernt fra den frivillige sociale verden.

Ikke raketvidenskab
Det positive er, at når vi taler om evidens, har vi fået fokus på metoder og effekt. Det er kun godt, og alle, også i den frivillige sociale sektor, bør være særdeles ydmyge over for de mennesker, som beder om vores hjælp.

Vi bør se på, om vi faktisk hjælper dem. Om det, vi gør for dem eller sammen med dem, har værdi. Men ofte er det jo et enkelt spørgsmål, vi kan stille, som ofte har et enkelt svar, der ikke behøver videnskabelige udredninger eller lange, trange rapporter.

Evidensræset har desværre en tendens til at overbureaukratisere og gøre sociale indsatser til raketvidenskab. Det er det sjældent.

Fakta

Fra 27. marts og en måned frem sætter Socialdebatten fokus på evidens i socialpolitikken.

Mød denne måneds debatpanel her.

Socialdebatten på Altinget | Social har til formål at fokusere og styrke den socialpolitiske og socialfaglige debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget l Social eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for det sociale område.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].

Afrapporteringer samler støv
Frivillige sociale organisationer slås i særlig grad med kravet om evidens, fordi det er så umiddelbart korrekt, at man skal kunne forklare, hvad man gør og godtgøre, at støttekroner har givet afkast.

Det er naturligt nok, at dem, der giver, også gerne vil vide, om det, der er givet, også har en effekt. Selvfølgelig skal vi dokumentere det. Men mange frivillige organisationer har desuden en årelang erfaring med at skulle levere rituelle afrapporteringer, som ikke har været reelt vidensdannende.

Første skridt på vejen mod bedre viden om, hvad der reelt virker, handler først og fremmest om at få ryddet ud i og gjort op med, at disse afrapporteringer bliver brugt til snart sagt andet end at samle støv. Det er spild af alles tid og ressourcer.

Samtidig oplever organisationer tit at blive målt på kortvarige projekter frem for at få støtte til at udvikle kapacitet til i fremtiden at løse problemerne bedre.

Frivilligt arbejde er baseret på ligeværdighed
Når man trækker evidens-paradigmet ned fra den medicinske verden, er der en risiko for, at man derved får blandet pærer og bananer. For eksempel er frivilligt socialt arbejde baseret på en ligeværdighed. Hos os er du et medmenneske, der fik brug for hjælp. Du er ikke en klient, kunde eller borger, som vi rubricerer i en kategori, der skal måles og vejes.

I den frivillige verden har vi desuden den store udfordring, at vi taler om den værdi, vi tilfører ud fra parametre, som sjældent indgår i evidensberegningen: de frivilliges medvirken betyder også noget for den frivillige selv. De er ikke kun ydere af en indsats, men en integreret del af de relationer, der er selve indsatsen. En besøgsven er en ven, ikke blot en ydelse. Venskaber er værdifulde for begge parter og har afledte effekter for alle involverede.

Den sociale sektor bør altså i stedet for blot at overtage det sundhedsfaglige paradigme og krav om evidens satse på at udvikle andre evalueringsmodeller, som kan favne den proces, det sociale, frivillige arbejde udgør, så evalueringsværktøjet passer til den sociale verden og ikke blot bliver en model, vi har lånt fra en helt anden virkelighed baseret på helt andre og ikke-sammenlignelige vilkår.

Vi skal i stedet måle værdien

Mit forslag er, at vi lader evidensmonstret sove sin evige tornerosesøvn på det sociale område og i stedet sætter os for at se på, hvordan vi ud fra enkle spørgsmål kan afdække den værdi og effekt, som frivilligt socialt arbejde sigter efter: aktiv deltagelse, hvor vi hjælper hinanden og derigennem også hjælper os selv.

Frem for evidens har vi brug for at udvikle metoder til at måle SROI – Social Return on Investment – så vi kan afdække og sætte ord på den sociale værdi, der bliver skabt. Det er værdien – og ikke evidensen – vi har brug for at måle på det sociale område.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Vibe Klarup

Generalsekretær, Amnesty International Danmark, formand, Foreningen Folkemødet
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1996)

0:000:00