FADD: Pas på med at give udsatte børn for meget selvbestemmelse

Nu hvor de første glædestårer over indholdet og ambitionsniveauet i regeringens udkast til Barnets lov, er tørret ind, er det blevet tid til eftertanke. For hvad er det egentlig, der står? Hvad er det nu, de vil? Og hvilke konsekvenser kan det få for udsatte børn og unge og deres familier?

Først og fremmest er der dog grund til fortsat at kippe med flaget for udspillet forstået, som det, det også er - et relevant og velskrevet problemkatalog. Sine steder kniber det måske lidt mere med løsningerne, men omvendt skal der jo også være noget at komme efter for aktørerne på området

Optakten på debattørsiderne var ellers rigeligt forudsigelig.

Forskerne mente således, at der skal mere forskning til. Socialrådgiverne mente, at der bør ansætte flere socialrådgivere. Socialpædagogerne mente, at der må flere socialpædagoger til. Måske det samlet set ville være bedre at tænde for følgespotten, og holde fokus på, hvad der er godt for de børn og familier, som har brug for hjælp, inden vi går i detaljer med, hvem der er brug for flere af hvor.

Men holder man udspillet op mod lyset, står det klart, at inddragelse af børn og unge er sat hårdt på dagsordenen. Det bifalder vi, men advarer samtidig mod at give børn ned til ti år mulighed for at skulle træffe beslutninger om deres eget behandlingsbehov.

Børn tænker ikke altid i konsekvens
Et barn på ti år er sjældent i stand til at beregne konsekvenserne af for eksempel at fravælge kontakt til sin psykisk syge far, som barnet måske ovenikøbet på et alt for tidligt tidspunkt, har skullet tage et alt for alvorligt ansvar for. Nogle udsatte børn vil utvivlsomt kunne profitere af, at de netop ikke skal vælge.

Dertil kommer, at vi i disse år ikke sjældent oplever børn og unge, der lykkes med at true eller tale sig ud af anbringelsessystemet, og som i affekt og deraf følgende oppositionel adfærd insisterer på "at ville klare sig selv".

Udfordringen er den samme: at barnet/den unge kan blive bragt i situationer, som de ikke kan gennemskue de langsigtede konsekvenser af.

Vi savner anerkendelse af, at social dynamik forekommer og kan udvikles. Mennesker har det med at kunne forbedre sig.

Charlotte Møller Pedersen
Formand, FADD

Der er i forhold til at inddragelse helt afgørende at skelne mellem de tre niveauer: Medinddragelse, medbestemmelse og selvbestemmelse: Man skal have hovedet oven vande for at kunne vælge den rigtige retning. Barnets modenhed, livsomstændigheder og netværk er vigtige retningsgivende pejlemærker i den proces, som kræver tilstedeværelse af fagpersoner med viden, varme og visdom og vedholdenhed.

Vi er ligeledes betænkelige ved udspillets betydelige fokus på tvangsforanstaltninger.

Når kvalificerende indsatser og fagligt begrundede håb er afløst af en afklaring af, at svag forældreevne ikke har et udviklingspotentiale, bør tvang naturligvis kunne komme på tale.

Selv med den nuværende lovgivning har man mulighed for på eksempelvis landets familiedøgntilbud at skabe den nødvendige sikkerhed og tryghed for barnet samtidig med, at man undersøger forældres evne til at tage vare på barnet. 

Vi savner anerkendelse i udspillet af, at social dynamik forekommer og kan udvikles. Mennesker har det med at kunne forbedre sig. 

Risiko for følelsesmæssig overstimulering 
Det er vores erfaringer, at både-og-løsninger med den nødvendige faglige støtte til parterne ofte fungerer bedre end enten-eller løsninger.Herunder  i de situationer, hvor det giver mening  at tænke døgninstitutioner og plejefamilier sammen i én organisation for at skabe tæthed og nænsomhed i overgangene i børns liv

Som udgangspunkt er der altid behov for familiestøttende indsatser, når et barn anbringes. Ligesom den forebyggende indsats, hvis placering i udspillet kun er sporadisk, fortsat må betyde, at der foreligger en lang række indsatser af mindre indgribende karakter, der kan legitimeres af, at man ud fra en børnefaglige kriterier vurderer, at det er det, barnet brug for. 

Flere anbringelse må aldrig være et mål i sig selv. Vi foretrækker rigtige indsatser på det rigtige tidspunkt. 

{{toplink:204355)}}

Og de kan og må ikke omfatte straf. Fordi straf ikke reducerer udsathed. For eksempel mangler vi da vist lige den undersøgelse, der sort på hvidt viser, at forældre holder op med at slå deres børn, hvis de risikerer fratræk i offentlige ydelser.

I stedet for automatik-løsninger må vi fastholde, at det er og skal være den grundige udredning og børnefaglige vurdering, der skal kvalificere disse afgørende beslutninger for menneskers liv. 

Herunder bør forslaget om venskabsfamilier til anbragte børn og deres familier tilpasses, så det lander hos børn og familie, der har brug for et stilladserende netværk. Vi ser en fare for, at nogle børn vil møde en følelsesmæssig overstimulering, der vil kunne føre øget belastningsoplevelse for barnet med sig.

Nye standarder skal grundlægges
Det vigtige må være, at vi til enhver tid med børneperspektivet og fagligheden i hånden kan sikre, at børn får den indsats, de kan profitere af udviklings- og trivselsmæssigt, også hvis problemstillingerne kalder på en anbringelse som det første.

På den måde er det glædeligt, at vi med Astid Krags bemærkning om, at man ikke skal forebygge anbringelser, men omsorgssvigt, er nået et godt skridt længere bevidsthedsmæssigt hen i retning af, hvad udsatte børn og deres familier har brug for.

Vi politikere, embedsmænd, forskere, børnesagkyndige og praksisfolk har nu en opgave i at grundlægge nye standarder for behandlingen af udsatte børn og unge, så vi fremover vil kunne opleve færre sammenbrud i anbringelser og flere sammenhængende, velkoordinerede, meningsfulde og opfølgende indsatser.