Debat

Familiecenter til S: Drop ubrugelige virkemidler i socialindsatsen

DEBAT: Socialdemokratiets udspil om udsatte unge er fyldt med løsninger, der endnu ikke har virket. Der er behov for forskning på området og mere hjælp til forældrene, skriver Iver Hecht, der er forstander på Familiecentret Vibygård.

<span> Det er vigtigt, at tiltagene over for børn, unge og deres familier tager udgangspunkt i denne viden om den psykologiske arv, skriver Iver Hecht fra Familiecentret Vibygård. (Arkivfoto).<br></span>
Det er vigtigt, at tiltagene over for børn, unge og deres familier tager udgangspunkt i denne viden om den psykologiske arv, skriver Iver Hecht fra Familiecentret Vibygård. (Arkivfoto).
Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Iver Hecht
Cand.psych. aut., forstander på Familiecentret Vibygård

Socialdemokratiet har sat udsatte børn og unges ve og vel højt på dagsordenen i deres nyeste udspil.

Desværre ser vi et udspil, som lægger op til at bruge mange af de samme virkemidler som før – og som indtil videre ikke har hjulpet.

Forældre bliver igen dømt uegnede, og Socialdemokraterne vil handle (endnu) hurtigere, for at få børnene fjernet – gerne permanent.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Det er desværre ikke uden grund, at det på denne måde ikke er lykkedes nævneværdigt at bryde den sociale arv, da vi ofte kommer til at overse betydningen af den psykologiske arv.

Den psykologiske arv videregives nemlig netop gennem de nære relationer.

Kære Socialdemokrater, tak for at sætte denne problematik højt på dagsordenen, men desværre er problematikken mere kompliceret end som så.

Iver Hecht
Forstander, Familiecentret Vibygård

Den allervigtigste faktor for vores trivsel i verden er den tilknytning, vi har til andre mennesker. Biologisk er forældre særligt knyttede til deres spædbørn – og gennem den omsorgsfulde kontakt skabes en tryg og sikker tilknytning i barnet, som det tager med videre i livet.

Det er derfor meget vigtigt, at tiltagene over for børn, unge og deres familier tager udgangspunkt i denne viden om den psykologiske arv.

Mere hjælp til udsatte familier
Som forstander på Familiecentret Vibygård igennem 32 år ved jeg, at det er muligt at bryde den negative sociale og psykologiske arv gennem et intensivt terapeutisk arbejde med tilknytningen mellem forældre og barn.

Det er min erfaring, at langt de fleste forældre elsker og vil det allerbedste for deres børn – dette gælder også for udsatte familier. Der er derfor som udgangspunkt ikke en modsætning mellem, hvad myndighederne og forældrene ønsker for børnene.

Ofte bør der afsættes langt mere hjælp til familien, så forældrene kan få bearbejdet de traumer, overgreb og omsorgssvigt, som de selv har været udsat for i barndommen – ellers risikerer vi netop, at de gentager sig.

De har brug for at få bearbejdet disse, før de bliver helt i stand til at varetage omsorgen for deres børn.

I andre tilfælde vil den bedste løsning selvfølgelig være, at barnet anbringes uden for hjemmet, men i disse tilfælde er det også barnets tarv, at samfundet tager sig godt af forældrene, mens barnet er anbragt. Dette indebærer en massiv hjælp til forældrene for eksempel i form af tilbud om behandling og terapi, hjælp til uddannelse m.m.

Forældreskabet ophører ikke
Dels skal vi huske på, at forældrene meget ofte har haft den selvsamme opvækst, som er baggrunden for, at vi vil adskille dem fra deres børn.

Dels er forældreskabet ikke et forhold, som nogensinde kan ophøre. Børn vil – på den ene eller anden måde – altid relatere sig til deres biologiske forældre hele livet.

Og ofte er det også de biologiske forældre, der står der, når samfundets foranstaltninger hører op.

Selvfølgelig skal der gribes ind, når vi oplever, at børn lider overlast og mistrives. Dette kræver modige og dygtige socialarbejdere, som vil møde familien med lydhørhed og empati – og med en villighed til at handle i forhold til barnets bedste.

Dette kræver, at man har de nødvendige ressourcer i sit bagland. Og der bør derfor afsættes markant flere ressourcer til socialrådgiverne i kommunen – og især til de forebyggende foranstaltninger.

Så kære Socialdemokrater, tak for at sætte denne problematik højt på dagsordenen, men desværre er problematikken mere kompliceret end som så.

Jeg håber, at I er klar til at lytte til de mange gode erfaringer herude og undersøge problematikken dybere. Og ikke mindst afsætte ressourcer til forskning på området.

Det er på tide, at vi kommer til bunds i, hvad der virker på lang sigt, så vi har et bedre grundlag at handle ud fra.

Det kan gøre os bedre til at forebygge, så vi kan fjerne færre børn fra deres familier i stedet for flere.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Iver Hecht

Forstander emeritus, Familiecentret Vibygård
Cand.Psych. Aut (1981)

0:000:00