Fleksjobreform: Husk at vise begge sider af medaljen

Af Tue Byskov Bøtkjær
Formand for Det Centrale Handicapråd

Hvilke krav kan man stille til, at en regering redegør for konsekvenserne af de reformer, den foreslår - og lægger de indbyggede dilemmaer åbent frem? Det spørgsmål er i høj grad aktualiseret af regeringens udspil til reform af førtidspension og fleksjob, som også er en komponent i den nys fremlagte 2020-plan.

Reformen indebærer både en omlægning af det offentlige tilskud, en kraftig reduktion i tilskuddet og i processen et opgør med det princip om kompensation for et handicap, som ordningen bygger på. Men det er svært at se i regeringens salgsmateriale.

Lad mig illustrere:
Benny og Lis arbejder på det samme kontor med de samme arbejdsopgaver til den samme løn. De har begge en familie, som er afhængig af deres indtægt. En dag får Benny en blodprop i hjernen, der markant nedsætter hans evne til at udføre sit arbejde. Han fortsætter i fleksjob på samme arbejdsplads. Benny og Lis får stadig de samme opgaver, og Benny bruger nu endnu flere af sine kræfter på at passe sit arbejde, men er dobbelt så lang tid om sine opgaver på grund af sit handicap. Men Benny får den samme løn som før, fordi det offentlige giver et tilskud. Det er nemlig et af hovedelementerne i det nuværende og mangeårige handicappolitiske princip om, at man kompenserer personer med nedsat arbejdsevne for deres funktionsnedsættelse.

Sådan vil det ikke være i fremtiden, hvis regeringens forslag bliver til virkelighed. Så vil en person i Bennys situation for alle de kræfter, han lægger i sit arbejde, få en langt lavere løn at forsørge sig selv og sin familie for.

Det er vel også kun fair, at vi i offentligheden får lov at forholde os til netop prioriteringen - både forsiden og bagsiden af medaljen. Så vi f.eks. kan udfordre overskriften "En del af fællesskabet" i forhold til, at mange får færre penge til både familie og sociale aktiviteter.

Tue Byskov Bøtkjær
Formand for Det Centrale Handicapråd

To sider
Regeringens argument for at ændre reglerne er, at fleksjobberne skal tilskyndes til at arbejde mere, og arbejdsgiverne opmuntres til at ansætte mennesker, der kun kan arbejde i få timer. Det er denne forside af medaljen, som regeringen vælger at præsentere under udspillets overskrift "En del af fællesskabet".

Men der er også ting, regeringen IKKE siger - bagsiden af medaljen:
For det første, at kompensationsprincippet reelt forsvinder. Fremover vil mennesker som Benny mærke en voldsom økonomisk konsekvens af at få et handicap - også selvom de arbejder alt, hvad de overhovedet kan.

For det andet gør tilskyndelsen til at arbejde sig væsentligt bedre på papir end i virkeligheden. En undersøgelse af fleksjob i Københavns Kommune viser, at kun tre procent af fleksjobberne oplever en bedring i deres tilstand - og vil måske derfor kunne arbejde mere, end de gør i dag. Men de resterende 97 procent kan altså risikere at få mindre i løn uden nogen mulighed for at kunne ændre det. Og så viser en helt ny undersøgelse i øvrigt, at det kun er en fjerdedel af arbejdsgiverne, der vil være parate til at ansætte folk i ganske få timer om ugen.

Ingen dækkende reform
Lad mig understrege: Det er helt fair, at man som regering gerne vil reformere - det er vel en regerings opgave at forholde sig til prioriteringen af samfundets ressourcer. Men set i det lys er det vel også kun fair, at vi i offentligheden får lov at forholde os til netop prioriteringen - både forsiden og bagsiden af medaljen. Så vi f.eks. kan udfordre overskriften "En del af fællesskabet" i forhold til, at mange får færre penge til både familie og sociale aktiviteter.

Hvis ikke udgangspunktet for debatten om reformen er dækkende, får vi aldrig en reel afklaring af, om vi er enige. Vi risikerer at havne i en situation, hvor den diskussion først bliver taget, når konsekvenserne viser sig for de 53.000 mennesker, der er i fleksjob. At tage den omvej vil være ulykkeligt både menneskeligt og demokratisk.