Fond til politikerne: Hvornår lytter I til de udsattes stemme?

Af Helle Øbo
Administrerende direktør for Askovfonden

Nu er der udskrevet valg, og det betyder i praksis, at alle partierne er i gang med at positionere sig selv og deres holdninger til fremtidens Danmark.

Selvom det ser ud, som om klima tager den store føring som danskernes vigtigste valgtema, så bliver socialpolitikken af 28 procent af vælgerne prioriteret som vigtigt.

Når jeg hører de forskellige politikere debattere, så undrer det mig, at det eneste, vi hører om, er, hvor mange penge vi skal bruge på velfærd, men ikke én nævner noget om indhold.

Ikke blot økonomisk dårlig prioritering
Lars Løkke udtaler i Berlingske søndag 28. april, at der grundet den stærke danske økonomi er plads til udvikling af den danske velfærd: "I dag er der større luft. Og Venstre har altid været et parti, som synes, at vi skal have ordentlig velfærd".

Ligesom Mette Frederiksen taler om, at det er tid til at sætte velfærd først, eller som overskriften på deres socialpolitik lyder "Altid på børnenes side".

Vi møder dagligt mennesker, som gerne vil tage ansvar og ejerskab for eget liv, hvis blot de får den rigtige hjælp til at komme videre. Men der er for langt fra politiske intentioner til den oplevelse, de møder i praksis.

Helle Øbo
Administrerende direktør i AskovFonden

Her udstikker Socialdemokratiet 18 pejlemærker, der skal skabe bedre muligheder for alle.

Udfordringen fra mit perspektiv er dog, at det er altafgørende for fremtidens velfærd, at vi anvender den viden, vi allerede har, og fortsat er optagede af, hvad der virker, hvordan og hvorfor.

Vi bruger i dag 46 milliarder på sociale indsatser, og vi ved omtrent, hvad der kommer ud af 10 procent af indsatserne. Det er ikke bare en økonomisk dårlig prioritering, men en katastrofe for de mennesker, som er afhængige af at få den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt.

En rettidig socialfaglig indsats
Vi er stadig ikke gode nok til at bryde den negative sociale arv, som i praksis betyder, at børn, der vokser op i udsathed, har særdeles dårlige odds i forhold til selv at ende i udsathed.

Derfor er mit spørgsmål: Hvilken slags velfærd er det, politikerne ønsker? Og hvordan kan vi sikre, at mennesker får den rigtige hjælp på det rette tidspunkt og med en forventet effekt?

Knud Aarup, som har arbejdet 30 år inden for det sociale område, mener, at det danske velfærdssamfund koster mere end 100 milliarder kroner mere om året i offentlige udgifter, end det er nødvendigt – svarende til 7 procent af BNP – og at op imod 200.000 personer i den erhvervsaktive alder på overførselsindkomst kunne klare sig selv, hvis de havde fået den rette socialfaglige indsats i tide.

Dette er desværre meget lig den erfaring, jeg har fra praksis.

Vi møder dagligt mennesker, som gerne vil tage ansvar og ejerskab for eget liv, hvis blot de får den rigtige hjælp til at komme videre.

Men der er for langt fra politiske intentioner til den oplevelse, de møder i praksis.

Store statslige omkostninger
I Askovfonden møder vi hver dag mennesker, som kæmper for at komme tilbage på sporet efter et liv med vold, spiseforstyrrelse, psykisk sygdom, skoleværing med mere.

Vi møder unge, som næsten har tabt pusten, før de er kommet i gang med livet

Og når man tænker på, at det koster 7,3 millioner at miste et ungt menneske til et liv i udenforskab, så burde det være et meget aktuelt valgtema, uanset partifarve og holdning til velfærd i øvrigt.

Vi ved, at 51.800 børn og unge i Danmark er udsatte ifølge Danmarks Statistik, hvilket betyder, at samme antal er i risikozonen for at koste samfundet 7,3 millioner kroner per person.

Hvis vi blot antager, at 50 procent af dem ikke kommer i uddannelse og arbejde, betyder det en samfundsmæssig omkostning på 190 milliarder kroner.

Og her er ikke medregnet de mange følgeomkostninger, der kan være af behandlinger, dyre indlæggelser og fysiske sygdomme.

280.000 bruger 41 milliarder
Ifølge VIVE tilhører omkring 180.000 personer én af de marginaliserede grupper, som er psykisk sygdom, misbrug eller hjemløshed. Det svarer til 8,4 procent af alle voksne mænd og kvinder i den arbejdsdygtige alder i Danmark.

På samme måde har det store omkostninger, når der bliver skåret på indsatsen til psykisk syge, eller når voldsramte familier ikke kan få den fornødne hjælp til at bryde med et liv i voldens skygge.

Ifølge SFI vokser hvert 20. danske barn op i en familie, hvor der forekommer grov fysisk vold. Vold i hjemmet koster ikke alene dyrt for det enkelte barn. Volden har også en høj pris for samfundet.

Samfundsøkonomisk koster den sociale og sundhedsmæssige hjælp ifølge en undersøgelse fra Egmont Fonden 450 millioner kroner per fødselsårgang indtil det 15. år.

Kun hver femte af de socialt svageste danskere modtager bostøtte eller lignende sociale indsatser, som gør dem bedre i stand til at klare deres hverdag.

Samtidig trækker den samme gruppe i stort omfang på sundhedsvæsenet og andre offentlige ydelser. 280.000 udsatte borgere bruger i alt indsatser og ydelser for 41 milliarder kroner.

Kræver en master i velfærd
Ud over det økonomiske incitament så mener jeg, at vi som samfund bliver nødt til at tale om, hvor vores bundgrænse skal være.

Skal alle hjælpes? Eller kun de, der selv er umiddelbart motiveret? Eller de, der koster mest i følgeomkostninger?

Skal vi resignere og opgive mennesker? Fordi de er for dyre, for umotiverede eller for besværlige?

Igennem de 23 år jeg har arbejdet indenfor det sociale område, har jeg desværre måttet konstatere, at det er blevet sværere at få hjælp i dag, end det var for bare fem år siden.

Selv når mennesker gerne vil tage ansvar og ejerskab for deres eget liv ved at opsøge hjælp, så er vores systemvelfærd blevet så funderet på strukturer, regler og bureaukrati, at det nærmest kræver en master i velfærd at nå frem til den rigtige hjælp.