Forælder Fonden yder førstehjælp efter skilsmisse

STAFET: Noget af det mest efterspurgte, når man står midt i en skilsmisse, er en bolig. Det er netop en af Forælder Fondens topprioriteter, som samtidig tilbyder rådgivning om økonomi og uddannelse.
Foto: Colourbox

Boligen, skilsmissen og uddannelsen har topprioritet i vores indsats. Vi vil have at enlige forældre har adgang til gode boligforhold, at skilsmissen kommer til at gå mindst muligt ud over børnene, og at uddannelsen kommer i hus

Lene Fiorini og Kristine Sørensen
Formand og leder, Forælder Fonden
Fakta

Altinget | Social har startet en socialstafet med fokus på alle de gode eksempler på socialområdet. Tiltag og projekter, der virker og finder sted i kommuner, stat, frivillige organisationer osv.

Det gode eksempel kan spænde mellem alt fra bedre udnyttelse af plejehjælperes tid til kommuner, som hjælper folk tilbage på arbejdsmarkedet efter svære sociale problemer.

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) satte stafetten i gang med et indlæg 16. marts 2012.  

Foreløbige modtagere af stafetten:

Herning Kommune
Faaborg-Midtfyn Kommune
Aarhus Kommune
Københavns Kommune
Familiecentret Spiren
Youth Explore - Et eksperiment
TV-Glad
Udsatsen
Place de Bleu
Kulturgyngen
Daghøjskolen FOKUS
Råd og Dåd
Hertha
Sidegadeprojektet
Områdefornyelse Centrale Vesterbro
Sundhedsplejen Nørrebro
Sundhedsplejen i Furesø
Sundhedsplejen i Sorø
Røde Kors' sundhedsklinik   
Projekt "Far Bag Tremmer"
Folkekirkens Feriehjælp
Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde 
Kirkens Korshærs stofindtagelsesrum i Odense
Home-Start Familiekontakt Danmark

Af Lene Fiorini og Kristine Sørensen
Formand og leder, Forælder Fonden

For de fleste er det at blive alene med et barn en voldsom livsbegivenhed. Drømmen om at være en familie er bristet, der har ofte været et langt forløb med skænderier, sårede følelser og uenighed om for eksempel deling af barnet.

Dertil kommer det praktiske, som kan være helt uoverskueligt: at finde et sted at bo, man kan betale, gerne i nærheden af barnets daginstitution eller skole. Og pludselig skal man klare sig på én indkomst og måske er der gæld og udgifter til at etablere sig igen.

Forælder Fonden er en privat social hjælpeorganisation, som støtter i den svære situation – det kan være rådgivning i forhold til skilsmisse, økonomi, fastholdelse af uddannelse og ikke mindst hjælp til at finde en bolig.

Akut bolighjælp
Noget af det vigtigste og mest efterspurgte, når man står midt i krisen, er en bolig. Vi råder over 42 lejligheder i Storkøbenhavn, hvor akut boligløse enlige forældre kan opholde sig i op til et halvt år.

Vores kollegium på Frederiksberg med 13 små lejligheder er også så eftertragtet, at vi håber, at kunne åbne endnu et kollegium. Her har næsten 200 studerende boet med deres barn gennem årene, og over 90 procent har gennemført eller fastholdt deres uddannelse på udflytningstidspunktet.

Forælder Fonden hjælper med at fastholde dem i uddannelse for eksempel med legater, hvis økonomien er for stram samt samtaler og rådgivning, hvis ting brænder på indimellem. Kollegiehuset er faktisk en stor succes i forhold til, at især enlige mødre har haltet langt efter resten af Danmark i forhold til at gennemføre en uddannelse. For blot få år siden var det kun hver anden enlig mor, der gennemførte en uddannelse. 

Netop det at få ro omkring sin boligsituation har været Forælder Fondens erklærede mål, siden fonden blev stiftet i 1966 under navnet Boligfonden for Enlige mødre og fædre.

Et stigende behov
Der var tidligere udenrigsminister Per Stig Møllers mor, Lis Møller, som tog initiativ til fonden, efter at hun som journalist på Danmarks Radio havde dokumenteret, hvilke kummerlige forhold enlige forsørgere og deres børn levede under.

Der blev samlet ind og især mange af de store gamle danske fonde har siden været det økonomiske grundlag for fondens arbejde. I 2010 var fonden igennem en fornyelsesproces, hvor vi blandt andet skiftede navn til det mere nutidige Forælder Fonden og samtidigt flyttede fra en baggård på Nørrebro til nye, lyse lokaler på Åboulevarden tæt på søerne i København. Samtidigt blev fondens fokus udvidet til at omfatte en helhedsrådgivning med særlig vægt på uddannelse.

Det skyldes nok ikke kun det nye navn, men også den generelle krise i samfundet, at vi får stadigt flere henvendelser. Sidste år oprettede vi 1.000 sager og vi har desværre næsten 100 på venteliste til en akutbolig og 72 til vores kollegium.

Vi møder enlige forældre, der har været enlige forældre i mange år og vi møder dem, der blev enlige forældre i går. Mange har oplevet, at kommunen ikke kunne hjælpe og kommer til os. Nogle er i ’det offentlige system’, mens andre aldrig har trukket på offentlige ydelser. Vi er som privat hjælpeorganisation ikke en del af systemet, men samarbejder gerne – hvis den pågældende ønsker det – med for eksempel kommunen om løsninger. 

Boligen, skilsmissen og uddannelsen har topprioritet i vores indsats. Vi vil have at enlige forældre har adgang til gode boligforhold, at skilsmissen kommer til at gå mindst muligt ud over børnene, og at uddannelsen kommer i hus. Når vi er med til at sikre tag over hovedet, praktisk og følelsesmæssig ro og at uddannelsen fastholdes, så opfylder vi vores formål.

Stafetten sendes videre til…
BorgerRetshjælpen fortjener efter vores mening at modtage socialstafetten. De har placeret sig i et af de mest udsatte boligområder i København og gør en unik indsats for at styrke borgeres adgang til retshjælp; gratis og anonymt.
 

Altinget logoSocial
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget social kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00