Debat

Forælder: Har børn ikke ret til at gå og stå i Danmark?

DEBAT: Børn med handicap bliver tabere, når hjælpemidler som gåvogne eller ståstativer ikke bliver bevilget, fordi kommuner og regioner skubber ansvaret frem og tilbage mellem hinanden, skriver Lena Larsen.

Har børn i Danmark ikke krav på at kunne stå og gå, også selvom at de skal have hjælp til denne funktion? skriver Lena Larsen. (ARKIVFOTO)
Har børn i Danmark ikke krav på at kunne stå og gå, også selvom at de skal have hjælp til denne funktion? skriver Lena Larsen. (ARKIVFOTO)Foto: Vicki Cronis-Nohe/Ritzau Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lena Larsen
Muskelsvindfondens repræsentant i DH-Gladsaxe

Da min datter var et par år gammel, var vi på en strand på Malta. Ved siden af os lå en yngre kvinde, båret ned til vandkanten af sin familie. Ryggen var helt skæv, og både hænder og fødder var deforme, noget, som sker, når musklerne ikke fungerer, og senerne forkortes.

Det var så her, jeg blev dybt taknemmelig. Taknemmelig over at bo i Danmark.

Min datter sad helt rank i sandet, holdt oppe af sit korset. Hun brugte sine hænder, for de var behandlet med skinner, fra hun var spæd. Og hun kunne stå i sit kommunalt bevilgede ståstativ, da hendes fødder var opereret op til flere gange og havde været i skinner døgnet rundt.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Modsat kvinden i sandet på Malta, som ikke havde nogen synlig funktion på grund af manglende behandling og manglende hjælpemidler.

Held at bo i den rigtige kommune
Dengang var jeg taknemmelig over at bo i Danmark, i dag er jeg taknemmelig for at bo i en kommune, som stadigt bevilger de hjælpemidler, der skal til, for at min datter ikke ender som kvinden i sandet. En kommune, som lige har bevilget min datter en gåvogn.

Ingen, som kender børn uden selvstændig stå- og gangfunktion, kan være i tvivl om, at det har fatale konsekvenser for både børnenes fysiske og kognitive udvikling, hvis de ikke kommer op at stå og gå.

Lena Larsen
Muskelsvindfondens repræsentant i DH-Gladsaxe

Vi kan glæde os over, at mange års træning betyder, at hun i dag kan gå rundt indenfor. Men vi er kun nået dertil, fordi vi er heldige − heldige at bo i en kommune, som anerkender, at ståstativ eller gåvogn kan være et hjælpemiddel, der kan sikre barnets positive udvikling gennem øget leg og andre kognitive stimuli.

I mange andre kommuner bevilger man ikke længere hjælpemidler til at hjælpe med at komme op at stå og gå. Disse kommuner mener, at børn er tilstrækkeligt kompenseret, når der er bevilget en kørestol.

Kommunerne henviser i øvrigt til, at behovet for at stå og gå er en behandling og derfor ikke er deres ansvar, men regionernes. Men regionerne synes heller ikke, det er deres ansvar, for det blev lagt ud til kommunerne med kommunalreformen.

Læs også

Grelt eksempel fra Sjælland
Det sidste grelle eksempel er fra en kommune på Sjælland, hvor der på hjælpemiddeldepotet står fuldt funktionsdygtige gåvogne, men de udleveres ikke til børnene i kommunen, fordi der er lavet et nyt serviceniveau, hvor gåvogne bare ikke bevilges.

Kommunen i eksemplet tilsidesætter dermed servicelovens krav om, at der skal laves en konkret individuel vurdering af, om barnet kan have nytte af hjælpemidlet.

Ankestyrelsen har i en principafgørelse (principafgørelse 4-15) afgjort, at en gåvogn kan bevilges som hjælpemiddel, hvis gåvognen i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne og dermed i væsentlig grad lette den daglige tilværelse for barnet.

Børn har krav på at stå og gå
Børnene bliver taberne! Ingen, som kender børn uden selvstændig stå- og gangfunktion, kan være i tvivl om, at det har fatale konsekvenser for både børnenes fysiske og kognitive udvikling, hvis de ikke kommer op at stå og gå.

De fratages den store glæde, de har ved at kunne gå og være "normale", og deres funktionsniveau reduceres. På sigt kommer følgeskader som skoliose (skæv ryg), nedsat ledbevægelighed og respirationsfunktion og dermed øgede offentlige udgifter.

Kassetænkning og den kommunale prioritering betyder, at de kortsigtede besparelser bliver dyrere for alle på den lange bane.

Men hvorfor denne kassetænkning? Har børn i Danmark ikke krav på at kunne stå og gå, også selvom at de skal have hjælp til denne funktion? Hvordan kan et så åbenlyst behov blive til en kampplads mellem forældre, kommune og region? Er vi virkelige så fattige i Danmark, at vi ikke har råd til at hjælpe børn med at stå og gå?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00