Forfatter: Politikere glemmer syge og handicappede

Af Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag., forfatter og redaktør

Som allerede problematiseret her på Altinget er retssikkerheden under massivt pres for mennesker med handicap eller sygdom i kontakt med social- og beskæftigelsesforvaltningen. Advokatrådet har identificeret grænsesøgende forvaltning som et af de allerstørste retssikkerhedsproblemer her.

Denne forvaltningspraksis har store negative konsekvenser for de berørte borgere, som lider økonomiske tab eller tab i form af afsavn. For eksempel betyder manglende hjælp, at det daglige liv og livsmulighederne for borgere med handicap bliver yderligere begrænset, besværliggjort eller i værste fald umuliggjort.

Men selvom borgere klager over en forvaltning, vinder sagen og får fuldt medhold hos ankeinstansen, så er lovgivningen indrettet sådan, at de alligevel sjældent kan få erstatning for fejlagtig forvaltning, hvis de har lidt en skade eller et afsavn, som ikke er af direkte økonomisk karakter. Og det er ofte tilfældet på socialområdet.

DF vil sikre syge og handicappede
19. januar 2016 førstebehandlede Folketinget to beslutningsforslag fremsat af Dansk Folkepartis handicapordfører Karina Adsbøl. Det er forslag, som følger op på retssikkerhedsproblemerne og nogle af de konkrete retssikkerhedsanbefalinger, som Advokatrådet kom med sidste år.

Det ene beslutningsforslag, B35, er et forslag til folketingsbeslutning om at indføre økonomisk kompensation i forbindelse med klagesager. Det handler om, at borgere skal have en økonomisk kompensation, hvis de får medhold fra Ankestyrelsen i en klage om, at kommunen har truffet en forkert beslutning efter Serviceloven. Den myndighed, der har truffet den forkerte beslutning, skal afholde kompensationen. Og kompensationen skal tjene to formål: Den skal dels være et plaster på såret til borgerne, dels være et signal til kommunen om, at den skal være mere omhyggelig med at træffe den rigtige afgørelse første gang.

De signalerer med denne modvilje, at de som lovgivere dybest set tolererer kommuners lovbrud og deres økonomiske vinding derved.

Lisbeth Riisager Henriksen
Forfatter og redaktør

Det andet beslutningsforslag, B36, er et forslag til folketingsbeslutning om at indføre opsættende virkning i klagesager for borgere med handicap. Dansk Folkeparti ønsker altså at sikre borgere med et handicap, som en kommune vil fratage allerede tildelt hjælp, at de, i modsætning til den aktuelle retspraksis, kan beholde denne hjælp, så længe de har deres klagesag kørende. Det ønsker de, fordi nogle borgere er så afhængige af hjælp, at deres liv kan falde helt fra hinanden uden, og fordi kommunerne ellers har et incitament til at køre klagesager i langdrag med store tab for borgernes liv til følge.

Venstre afviste beslutningsforslagene
Venstre afviste begge disse beslutningsforslag. Det gjorde de med de ofte anvendte udsagn om, at de grundlæggende har tillid til, at kommunerne følger lovgivningen og sikrer borgerne deres ret. De anerkendte ikke præmissen om, at der er kommuner, der spekulerer i at forholde borgere deres ret. Således sagde socialminister Karen Ellemann (V), suppleret af socialordfører Jan E. Jørgensen (V), at kompensation og opsættende virkning i klagesager ville være administrativt tungt og omkostningsfuldt for kommunerne og staten, og at det ville være svært at udregne et kompensationssystem. Endvidere er Venstre tilhænger af kommunernes selvstyre og foretrækker i den sammenhæng at lade kommunerne følge loven af egen fri vilje frem for at skulle indføre sanktioner fra Folketingets side, hvis de ikke gør.

Karen Ellemann udtalte for eksempel om forslaget om opsættende virkning, at det vil ”betyde, at der vil blive ydet hjælp i klageperioden, også i de klagesager, hvor Ankestyrelsen når frem til, at kommunens afgørelse er korrekt, og det er alt andet lige tilfældet i omkring to tredjedele af klagesagerne efter serviceloven. Med opsættende virkning som foreslået vil en række borgere altså få adgang til ydelser, de viser sig ikke at være berettiget til, og det forekommer (…) mindre rimeligt.”

Her tilkendegav hun direkte, at hun prioriterer kommunernes økonomiske sikkerhed over borgernes retssikkerhed. Hun undlod helt at forholde sig til retssikkerheden for den tredjedel af borgerne, der har fået Ankestyrelsens ord for, at de har mistet en berettiget hjælp i klageperioden.

Førstebehandlingen delte vandene

Venstres svar på retssikkerhedsproblemerne – som de altså kun anerkender i meget begrænset omfang – lød derimod, at Serviceloven skal reformeres, så den bliver ”enklere” at forstå og administrere fra kommunernes side.

Det tydeliggjorde Jan E. Jørgensen med udsagnet om, at ”det er min erfaring som advokat for ganske mange kommuner, at når der bliver truffet forkerte afgørelser i kommunerne, så skyldes det ikke ond vilje. Så skyldes det en kompleks lovgivning, som er vanskelig at navigere i.”

Han anerkendte altså, at der sker fejl i kommunernes sagsbehandling, men ikke, at der er behov for at styrke retssikkerheden for borgerne. Han fremlagde det synspunkt, at forkerte afgørelser kan undskyldes af, at lovgivningen er kompliceret, men at de ikke har noget at gøre med økonomiske incitamenter hos kommunerne.

Socialdemokraterne tilsluttede sig med socialordfører Orla Hav Venstres bastante afvisning af beslutningsforslagene. Næsten samme argumentation. Næsten samme afledningsmanøvre, hvor retssikkerhedsspørgsmålet blev gjort til et spørgsmål om at ”forenkle” Servicelovens voksenbestemmelser. Det klingede som under Helle Thorning-Schmidts (S) regeringstid, hvor vi også så et lovforslag om ”forenklinger” af Serviceloven, dengang fremsat af daværende socialminister Manu Sareen (R). Det var det forslag, som i januar 2015 blev taget af bordet efter massiv kritik. ”Forenklingerne” viste sig nemlig at dække over massive forringelser af borgernes rettigheder.

På den mere valne side stod De Radikales socialordfører Marianne Jelved, De Konservatives socialordfører Mette Abildgaard og Alternatives socialordfører Torsten Gejl. De var afvisende eller skeptiske over for beslutningsforslaget om kompensation, men positive over for forslaget om opsættende virkning i klagesager.

Til gengæld udviste Liberal Alliances socialordfører Laura Lindahl, Socialistisk Folkepartis socialordfører Trine Torp og Enhedslistens socialordførere Jakob Sølvhøj og Pernille Skipper alle meget stor villighed til at imødegå Karina Adsbøls beslutningsforslag. De anerkendte også, at det er et faktum, at mange kommuner har brudt lovgivningen og borgernes tillid igennem de senere år. Og de lagde ikke skjul på, at det er et retssikkerhedsproblem, som Folketinget bør tage sit ansvar for at rette op på.

Modvilje mod at sikre borgerne deres ret
Hvorfor er der sådan en modvilje fra især Venstre og Socialdemokraterne, men også delvist fra Radikale, Konservative og Alternativet mod at sikre borgerne deres lovgivne ret? De signalerer med denne modvilje, at de som lovgivere dybest set tolererer kommuners lovbrud og deres økonomiske vinding derved. Det, synes jeg, er et beskæmmende synspunkt at have i en såkaldt retsstat.

Adspurgt om sine reaktioner på førstebehandlingen af de to beslutningsforslag, skriver Karina Adsbøl i en mail til undertegnede:

”Jeg er oprigtigt skuffet over det foreløbige forløb. For det er mig en gåde, at der ikke er større interesse for borgernes retssikkerhed. At der er partier, som finder det i sin orden, at kommuner kan spekulere i uberettiget at tage for eksempel hjælpemidler fra borgere, som både har ret til og brug for dem. Kommunerne har et økonomisk incitament til ikke at overholde loven, og det må vi altså få sat en stopper for. Jeg håber meget, at alle, som gerne vil have dette gennemført, henvender sig til de partier, som ikke vil det her lige nu. Det er Socialdemokratiet, Venstre, De Radikale og De Konservative. Hvis vi sammen sætter pres på dem, så kan det jo være, at de kommer til fornuft.”

Socialudvalget forventes at udvalgsbehandle beslutningsforslagene på torsdag 28. januar 2016.

Førstebehandlingen af de to beslutningsforslag kan ses her (fra klokken 19.07 og frem).