Fornyet debat om 24-års reglen

Det er virkeligheden meget få politikere, der vil påstå, at 24-års reglen er en pæn konstruktion. Den er ikke indført af lyst, men udelukkende i mangel af bedre.

Erik Holstein
Redaktør af Altinget/Integration

DET VAKTE betydelig opsigt, da Venstres Eyvind Vesselbo i weekenden lagde op til en kritisk undersøgelse af de senere års stramninger af udlændingelovgivningen. Vesselbo er blevet delvis fejlfortolket, men alligevel må diskussionen hilses med tilfredshed.

Pointen i Vesselbos udtalelser var ikke, at der nødvendigvis skal lempes på udlændingeloven. Det ville da også have været overraskende, da Vesselbo var en af de første til at pege på det uholdbare i de familiesammenføringer, der fortsatte generation efter generation. Men Venstre-manden ønsker en grundig undersøgelse af, hvorvidt stramningerne også virker efter hensigten.

VK-REGERINGENS OPSTRAMNINGER fra 2002 havde et dobbelt formål: dels at forhindre tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber, dels at begrænse tilstrømningen af uuddannede fra den tredje verden. Det første formål blev dengang formuleret betydelig klarere end det andet.

Men selvom der er bred opbakning til målet, kan midlerne naturligvis godt diskuteres. For det er virkeligheden meget få politikere, der vil påstå, at 24-års reglen er en pæn konstruktion. Reglen har åbenlyse svagheder, rammer ufleksibelt og skævt, og der kan samtidig spekuleres i at omgå den. 24-års reglen er ikke indført af lyst, men udelukkende i mangel af bedre.