Debat

Forsker: Økonomiaftalen er et plaster på et åbent sår

DEBAT: Det er et stort problem, at ingen af de økonomiske midler i aftalen om kommunernes økonomi for 2020 er øremærket til konkrete områder eller målgrupper, skriver forsker.

En øremærkning af midler til handicapområdet havde været på sin plads, skriver Emil Søbjerg Falster.
En øremærkning af midler til handicapområdet havde været på sin plads, skriver Emil Søbjerg Falster.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Emil Søbjerg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Institut for Samfund & Erhverv, Roskilde Universitet

6. september var en god dag for mange, idet regeringen og KL indgik aftalen om kommunernes økonomi for 2020.

Parterne fandt samlet set 2,2 milliarder kroner til kommunerne. 

Indenrigs- og socialminister Astrid Krag (S) fremhævede aftalen som et markant løft.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Det fremgår dog af Socialpolitisk Redegørelse fra 2018, at antallet af mennesker med behov for hjælp og støtte er steget med 16.500 personer i perioden fra 2014 til 2016, mens andelen af udgifter er faldet med 1,3 milliarder kroner i perioden fra 2012 til 2016. 

Det er derfor svært at se, hvordan den umiddelbare underfinansiering af socialområdet bliver udbedret med en aftale, hvor en milliard kroner går til det såkaldte demografiske træk og de resterende til 1,2 milliarder kroner til velfærd.

Selvom aftalen er et udtryk for små enkelte skridt i den rigtige retning, er det alligevel svært at være taknemmelig.

Emil Søbjerg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Institut for Samfund & Erhverv, Roskilde Universitet

Bibeholder status quo
Aftalen bidrager derfor ikke med et "markant løft", men må vel nærmere betragtes som et plaster, der forsøger at stoppe blødningen på et område, der bedst beskrives som et åbent sår. 

Aftalen bibeholder blot status quo på socialområdet, men forhindrer formentlig, at problemerne vokser sig endnu større. Det er godt for mennesker med behov for hjælp og støtte – men i udgangspunktet ikke noget, jeg personligt ville drikke boblevand på.

Aftalen indeholder dog også et udkast til et "nyt og fælles samarbejde" og "rimelig individuel tilpasning" for børn og unge med handicap, der går i dagtilbud eller skole. 

Det er altid godt med samarbejde og rimelig individuel tilpasning, men hvad er retfærdigheden i at voksne med handicap ikke omfattes af kravet om rimelig individuel tilpasning ved andre lignende områder? 

Det eksisterer allerede i de skandinaviske lande, som vi normalt sammenligner os med, og her har det ikke ført til stigende udgifter i et nævneværdigt omfang.

Læs også

Ingen øremærkning
Det fremgår desuden af aftalen, at: "Parterne er ligeledes enige om, at de årlige danmarkskort over afgørelsesprocenter i Ankestyrelsen vil kunne bidrage til denne vigtige dagsorden, men at de i den nuværende udformning giver et for unuanceret billede af kvaliteten i sagsbehandlingen." 

Det har parterne naturligvis ret i, men kortene er det bedste udgangspunkt på nuværende tidspunkt. Den oversigt, som førhen var tilgængelig for borgerne, så de kunne opnå et nogenlunde indblik i omgørelsesprocenterne i deres kommune, bliver dermed fjernet.

Det største problem ved aftalen må dog være det forhold, at ingen af de økonomiske midler er øremærket til konkrete områder eller målgrupper. Det står med andre ord kommunerne frit for at bruge pengene, som de ønsker.

Det decentrale styre i Danmark forudsætter naturligvis kommunalt selvstyre, men hvis kommunerne undlader at prioritere bestemte grupper, er det selvsagt ikke meget værd.

Svært at være taknemmelig
Jeg forsker selv i handicapområdet, og med afsæt i eksisterende forskning kan det generelt konkluderes, at mennesker med handicap i mindre grad er i beskæftigelse, de får i mindre grad en uddannelse, de udsættes i højere grad for diskrimination og forskelsbehandling.

En stor andel har oplevet, at hjælpen og støtten fra kommunen kom så sent, at det gav problemer, de oplever udfordringer med manglende tilgængelighed i det byggede miljø og ved offentlig transport, og det flyder mildt sagt med sager, hvor mennesker med handicap er blevet behandlet så skandaløst, at de har taget psykisk og fysisk skade af det – enkelte er døde.

En lang række af ovenstående problemer er helt eller delvist kommunernes opgave og ansvar, og det er regeringens opgave at levere en økonomisk ramme, hvor det reelt set er realiserbart. 

Derfor kunne en øremærkning af midler til handicapområdet måske havde været på sin plads – hvis ovenstående ellers var noget, der blev taget hensyn til.

Selvom aftalen er et udtryk for små enkelte skridt i den rigtige retning, er det alligevel svært at være taknemmelig taget ovenstående i betragtning, og jubeloptimisme har jeg aldrig rigtig været den store fan af.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00