Forsker: Økonomiaftalen er et plaster på et åbent sår

Ingen øremærkning
Det fremgår desuden af aftalen, at: "Parterne er ligeledes enige om, at de årlige danmarkskort over afgørelsesprocenter i Ankestyrelsen vil kunne bidrage til denne vigtige dagsorden, men at de i den nuværende udformning giver et for unuanceret billede af kvaliteten i sagsbehandlingen." 

Det har parterne naturligvis ret i, men kortene er det bedste udgangspunkt på nuværende tidspunkt. Den oversigt, som førhen var tilgængelig for borgerne, så de kunne opnå et nogenlunde indblik i omgørelsesprocenterne i deres kommune, bliver dermed fjernet.

Det største problem ved aftalen må dog være det forhold, at ingen af de økonomiske midler er øremærket til konkrete områder eller målgrupper. Det står med andre ord kommunerne frit for at bruge pengene, som de ønsker.

Det decentrale styre i Danmark forudsætter naturligvis kommunalt selvstyre, men hvis kommunerne undlader at prioritere bestemte grupper, er det selvsagt ikke meget værd.

Svært at være taknemmelig
Jeg forsker selv i handicapområdet, og med afsæt i eksisterende forskning kan det generelt konkluderes, at mennesker med handicap i mindre grad er i beskæftigelse, de får i mindre grad en uddannelse, de udsættes i højere grad for diskrimination og forskelsbehandling.

En stor andel har oplevet, at hjælpen og støtten fra kommunen kom så sent, at det gav problemer, de oplever udfordringer med manglende tilgængelighed i det byggede miljø og ved offentlig transport, og det flyder mildt sagt med sager, hvor mennesker med handicap er blevet behandlet så skandaløst, at de har taget psykisk og fysisk skade af det – enkelte er døde.

En lang række af ovenstående problemer er helt eller delvist kommunernes opgave og ansvar, og det er regeringens opgave at levere en økonomisk ramme, hvor det reelt set er realiserbart. 

Derfor kunne en øremærkning af midler til handicapområdet måske havde været på sin plads – hvis ovenstående ellers var noget, der blev taget hensyn til.

Selvom aftalen er et udtryk for små enkelte skridt i den rigtige retning, er det alligevel svært at være taknemmelig taget ovenstående i betragtning, og jubeloptimisme har jeg aldrig rigtig været den store fan af.