Forsker om handicapudspil: Fire opmærksomhedspunkter skal tages med i de politiske forhandlinger

Regeringens udspil på det specialiserede socialområde har gode elementer. Men vi er nødt til at spørge os selv, om vi kan forvente forandringer, hvis vi bliver ved med at gøre det samme, skriver Emil Falster.

Forhandlingerne om handicapudspillet skal tage fat i socialrådgivernes vilkår, brugerundersøgelsernes bias og kommunernes økonomiske incitament, skriver Emil Falster. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Emil Søbjerg Falster

ph.d., post.doc. ved Universal Design Hub/Bevica Fonden og Aalborg Universitet.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er flere gode elementer i regeringens udspil ”Et liv med ligeværdige muligheder – En styrket specialisering for børn, unge og voksne med handicap eller sociale problemer,” eksempelvis det stærke fokus på at opbygge og udbrede specialiseret viden gennem en specialeplan.

Men udspillet giver også anledning til fire opmærksomhedspunkter i forbindelse med de kommende politiske forhandlinger.

Mangler fokus på strukturer

Det første punkt vedrører udspillets individualiserede forståelse af sårbarhed, udsathed og handicap som forhold, der alene opstår og udgår fra det enkelte menneske, herunder den enkeltes familie.

Det adresseres kun i begrænset omfang, at eksklusion, marginalisering og diskrimination også opstår, fordi de offentlige systemer ikke responderer effektivt på menneskers forskellige behov. Løsningerne kan være mange, eksempelvis bedre arbejdsvilkår i form af et loft over antallet af sager per sagsbehandler, at de efterhånden mange digitale løsninger, der anvendes i forbindelse med ansøgningen om hjælp og støtte, gøres mere tilgængelige og brugervenlige for borgerne eller generelt bare initiativer, der skaber anerkendende og tillidsfulde relationer og kommunikation.

Socialrådgiverne skal ikke kun have adgang til specialiseret viden – betingelserne for at anvende den skal også være til stede
Emil Falster
Ph.d. og postdoc, Bevica Fonden og Aalborg Universitet

Socialrådgiverne skal ikke kun have adgang til specialiseret viden – betingelserne for at anvende den skal også være til stede. Det gælder i øvrigt også socialpædagoger og andre fagprofessionelle. Med andre ord: Vi mangler flere bud på, hvordan vi styrker det sociale og relationelle arbejde med borgerne, og som forholder sig til de eksterne forhold, der også har indflydelse på det professionelle arbejde.

Hvordan undersøger vi afspecialisering?

Det næste opmærksomhedspunkt handler om, at regeringen lægger op til at opbygge, styrke og udbrede specialiseret viden.

Det er umiddelbart positivt i sig selv, men i evalueringen af det specialiserede socialområde konkluderede ministeriet jo netop, at det hverken kan be- eller afkræftes, at der er fundet en afspecialisering sted, idet der: ”ikke er og aldrig har været centralt fastsatte og præcise kriterier for, hvornår tilbud og indsatser på socialområdet er højt specialiseret.”

Jeg antager, at alle aktører hele tiden har vidst, at disse kriterier aldrig har eksisteret. Det kan derfor undre, hvorfor der er iværksat en evaluering, hvis fraværet af centralt fastsatte og præcise kriterier udgør et afgørende argument for, at det ikke kan be- eller afkræftes, at der er fundet en afspecialisering sted. Måske kunne et fænomen som afspecialisering også undersøges på andre måder?

Læs også

Knud Aarup: Ministerens handicapudspil er blottet for socialpolitisk vision

Debat

Bias i brugertilfredshedsundersøgelser

Det tredje punkt vedrører det forhold, at det efterhånden er fremført flere gange, blandt andre af Astrid Krag og Ulrik Wilbek, at borgerne på det specialiserede socialområde generelt er tilfredse med den hjælp og støtte, som de modtager.

Disse udsagn understøttes af en række brugertilfredshedsundersøgelser, der er udarbejdet i forbindelse med evalueringen af det specialiserede socialområde. Ved denne udlægning tages der imidlertid ikke hensyn til undersøgelsernes metodiske forbehold.

Følgende pointe fremgår eksempelvis af en af undersøgelsernes metodeafsnit: "Resultaterne bør imidlertid fortsat kun ses i perspektivet af den lave deltagelse og det skæve frafald, hvorfor vi ikke med sikkerhed kan konkludere, at de er repræsentative for hele målgruppen."

De borgere, der faktisk modtager hjælp og støtte er tilfredse, men hvad med alle dem, der ikke gør?
Emil Falster
Ph.d. og postdoc, Bevica Fonden og Aalborg Universitet

Som udgangspunkt skal vi forholde os kritiske til brugertilfredshedsundersøgelser og være varsomme med, hvordan de anvendes, da vi som mennesker bærer rundt på en række kognitive bias, når vi besvarer dem. Hvis vi eksempelvis har modtaget en behandling i sundhedssystemet, da vil flertallet af os ofte berette, at vi er tilfredse eller meget tilfredse med behandlingen.

Det samme vil formentlig være tilfældet for borgere på socialområdet. De borgere, der faktisk modtager hjælp og støtte er tilfredse, men hvad med alle dem, der ikke gør? Var det ikke dem, vi skulle interessere os for? Alle dem, der oplever, at det økonomiske hensyn vejer tungest, og hvis kritik var selve baggrunden for, at evalueringen blev iværksat i sin tid?

Hvordan styrer vi kommunerne økonomisk?

Det fjerde og måske vigtigste punkt er, at der i udspillet ikke indgår et initiativ, der for alvor adresserer de økonomiske incitamenter i kommunerne. Den efterhånden årelange kritik fra borgerne på handicapområdet går blandt andet på, at de vedbliver med at erfare, at økonomiske hensyn vejer tungest ved afgørelsen af deres sag – og en lignende oplevelse har socialrådgiverstanden.

På et generelt plan har det længe været en afgørende udfordring, at vi grundlæggende anskuer mennesker med handicap som udgifter – og ikke mennesker der kan/bør investeres i – og det vil ikke ændre sig med regeringens udspil.

Derfor kunne vi med fordel stille os selv spørgsmålet: Styres kommunerne økonomisk på en måde, hvor de gør det, som vi gerne vil have dem til at gøre? Det giver, alt andet lige, ikke mening, at der foreligger det fornødne udbud af specialiserede tilbud og viden, hvis kommunerne ikke benytter sig af det.

I henhold til denne del af udspillet, vil jeg afslutte med følgende retoriske spørgsmål: Kan vi forvente et andet resultat, hvis vi vedbliver med at gøre det samme?

Politik har aldrig været vigtigere