Forsker: Overvågningssag er i pinlig modstrid med handicapkonventionen

Af Emil Søbjerg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, RUC

Et nyt lovforslag har netop været i høring. Det drejer sig om de bestemmelser, der skal virke som hjemmel til bevillingen af hjælp til overvågning af unge med vidtgående funktionsnedsættelse i hjemmet.

Af forslaget fremgik det, at overvågningen kun bevilliges i alderen 18-23 år, men at den kunne forlænges med to år, hvis den unge forventes at dø inden for de to år.

Der var lagt op til, at en læge skulle vurdere den unges forventede levetid. Det fik Kristeligt Dagblad til at skrive en artikel med overskriften ”Nyt lovforslag: Unge må ikke få hjælp, medmindre de forventes at dø inden for to år”.

Forslag ændret
Der er intet faktuelt forkert i artiklen, og det er da også rigtigt, at der i lovforslaget var lagt op til, at den unge ikke ville modtage overvågning, hvis vedkommende ikke forventes at dø inden for to år.

Astrid Krags særlige rådgiver, Lynne Birch Hansen, forsøgte efterfølgende at få artiklen ændret, da den eftersigende var misvisende på grund af dens vinkel.

Med konventionen har Danmark ellers forpligtet sig til at sikre, at for eksempel unge med vidtgående funktionsnedsættelse selv kan vælge, hvor de ønsker at bo, med hvem, og at de kan modtage den fornødne hjælp i hjemmet.

Emil Søbjerg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, RUC

Efterfølgende er dele af forslaget da også blevet ændret, da det nu ikke længere er nødvendigt, at en læge vurderer den unges forventede levetid. Det er nu tilstrækkeligt, at den unge har en livstruende sygdom.

Tvinger unge på institution
Man kan mene meget om forlaget, men det er et ubestrideligt faktum, at vi i Danmark stadig vil tvinge unge med vidtgående funktionsnedsættelse på institution, hvis de har behov for overvågning efter det 23 år – med mindre de har en livstruende sygdom, hvorefter overvågningen kan forlænges med maksimum to år.

Uafhængigt af ovenstående forekommer hele sagen som pinlig, når den sammenlignes med handicapkonventionens artikel 19, hvorigennem staten blandt andet har forpligtet sig på, at sikre:

a) at personer med handicap har mulighed for at vælge deres bopæl, samt hvor og med hvem de vil bo, på lige fod med andre og ikke er forpligtet til at leve i en bestemt boform,

b) at personer med handicap har adgang til et udvalg af støttetilbud i hjemmet og på boligområdet samt andre lokale støttetilbud, herunder den nødvendige personlige bistand for at kunne leve og være inkluderet i samfundet samt for at forebygge isolation fra eller udskillelse af samfundet.

Direkte modstrid med konvention
Det er nu 11 år siden, at Danmark ratificerede handicapkonventionen.

Derfor kan det undre, hvorfor det politiske niveau tager initiativ til et lovforslag, der stadig ikke gør op med det forhold, at unge tvinges på institution – et forhold som isoleret set må betragtes som i direkte modstrid med ovenstående uddrag af konventionen.

Besvares, forslaget kan sagtens tolkes som et udtryk for en ydereligere implementering af konventionen, men ved at operere med en aldersbegrænsning på hjælpen forpligter vi jo netop unge med vidtgående funktionsnedsættelse til at leve i en bestemt boform på et bestemt tidspunkt.