Fra ghetto til udsatte boligområder

Af Garbi Schmidt,
Professor (MSO), Roskilde Universitet.

Mit sidste oplæg her på Altinget.dk handlede om ghetto-debatten og om, hvordan sprogbrug kan være med til at styrke udsatheden; en problematik, som jeg lovede at følge op på i mit følgende oplæg.

Siden da har vi fået en ny regering og et nyt regeringsgrundlag. En interessant dimension af regeringsgrundlaget, ikke mindst når jeg genlæser det, som jeg skrev for fem uger siden, er, at ordet ghetto ikke figurerer i teksten. I stedet bruges et helt andet udtryk, nemlig "udsatte boligområder". Stenene og beboerne er utvivlsomt de samme, ditto er problemerne, men farven på problemerne har fået en anden nuance, eller rettere, er blevet forholdsvis farveløse.

Social problematik frem for etnisk problematik 
For hvor ghettobegrebet peger direkte mod en etnisk, hvis ikke religiøs problematik (fx de jødiske ghettoer der igennem historien er etableret på tværs af Europa), peger det nye begreb mod sociale problematikker. Dette understreges også i regeringsgrundlaget, hvor man taler om "forskelligartede sociale problemer". Der er tydeligvis en ændring i fokus, hvor "ghetto-problematikken" bredes ud. Om det af den grund bliver "federe" at bo i sådanne områder må tiden og den konkrete udmøntning af de politiske intentioner så vise.

Hvor ghettobegrebet peger direkte mod en etnisk, hvis ikke religiøs problematik (...), peger det nye begreb mod sociale problematikker. Dette understreges også i regeringsgrundlaget, hvor man taler om "forskelligartede sociale problemer". Der er tydeligvis en ændring i fokus, hvor "ghetto-problematikken" bredes ud.

Garbi Schmidt
Professor (MSO), Roskilde Universitet

Men kan vi sige noget om, hvordan regeringsgrundlagets ambitioner på det indvandrings- og integrationspolitiske felt forholder sig til det socialpolitiske felt? Og i hvilken grad forholder det sig til forskning?

Tiltag i forlængelse af forskningen
For at tage det sidste først, og egentligt med udgangspunkt i noget af det, som jeg skrev i mit første indlæg her på Altinget.dk: Regeringsgrundlaget nævner eksplicit modersmålsundervisningen som noget, der skal prioriteres. Der er så ikke meget kød på hvorfor og hvordan, men prioriteringen kan (i hvert fald indtil modbevist) ses som liggende i forlængelse af den forskning, som siger, at modersmålsundervisning gavner indlæringen af andetsprog, i dette tilfælde dansk.

Et andet felt, som regeringsgrundlaget forholder sig til er asylområdet, hvor det bl.a. hedder, at asylansøgere skal have mulighed for at bo og arbejde uden for asylcentrene efter et halvt år. Givet, at forskningen har understreget, at både individer og familier går i stykker af for lange og passive ophold i centrene, er dette godt nyt.

Og hvad så med det sociale område? Her er ansatserne mange. Bemærkelsesværdigt er det, at der er en erkendelse i regeringsgrundlaget af, at ikke alle indvandrere og flygtninge kan klare sig i det danske samfund, fx hvis de er fysisk eller psykisk syge. Hertil kommer en prioritering af indsatsen mod kvinder, som udsættes for vold i nære relationer og de børn, som kommer hertil som følge af familiesammenføring. Endeligt er der hele uddannelses- og arbejdsmarkedsområdet, hvor man sætter ambitionerne højt. 10.000 flere indvandrere og efterkommere skal være i arbejde i 2020.

Og hvad vil effekterne af de fine ord så være, kan man spørge sig? Forskningsmæssigt er det jo absolut for tidligt at sige noget. Ordene er endnu ikke blevet til reelle initiativer, som vi på længere sigt kan måle effekten af. Her er der kun at opfordre til, at man også tager denne dimension med i betragtning. Integration forbliver en vigtig dimension for det danske velfærdssamfund - om vi taler om dem, som lander i Danmark, eller Danmarks forhold til en globaliseret verdensøkonomi og -orden.