Ghettoer godt for noget

Vi skal modvirke en kedelig tendens til at vi gammeldanskere skelner mellem ”dem” og ”os”. Vi er alle ombord på det danske landkort. Vi har lige ret til at skabe os personlig rigdom og fremgang for vores nærmeste.

Rasmus Nielsen
Altinget

INTEGRATION ER BLEVET det måske mest spændende politiske fagområde i lille ligheds-Danmark. I landet, hvor ingen har for meget og få for lidt, er udlændingepolitikken gået over i en ny fase, hvad de sidste dages intense debat om indvandrer-ghettoer vidner om.

Efter en massiv indvandring i årene 1983-2001 af personer fjernt fra vestligt sindelag er tiden kommet for samfundet til at få mest muligt ud af dem, vi så tog. Eller skulle man sige: Få så få problemer og udgifter som muligt. De nye medborgere skal i uddannelse og arbejde i langt større grad end i dag. Ellers er der ikke råd til fremtidens velfærd. Samfundets sammenhold vil blive truet. Faren for øget selvtægt lurer. Derom er alle enige.

For 15 år siden hånede store dele af samfundsdebatten de socialdemokratiske vestegns-borgmestre, der allerede dengang led under den ustyrlige indvandring. Statistikeren, det senere folketingsmedlem Eyvind Vesselbo (V), leverede næste profetisk det talmateriale, som i dag er blevet virkelighed. Hans prognose for antallet af familiesammenføringer med følgevirkninger er gået i opfyldelse. I dag bøjer hverken Vestegnen eller Vesselbo nakken.

Vellykket integration af vores nye medborgere er noget, der optager alle danskere. De nytilkomne bor efterhånden over hele landet, og en koncentration om provinsbyer finder sted. Det er givetvis sundt for integrationsdebatten, at større og større dele af de danske vælgere får problemerne tæt ind på kroppen.