Handicaporganisationer: Hjælpeordningen er udhulet og undergravet

Af Susanne Olsen, Lone Møller og Lisbeth Koed Doktor
Landsformænd for hhv. Dansk Handicap Forbund, CP Danmark og Muskelsvindfonden

8. marts markerede otte handicaporganisationer i et fælles indlæg her på Altinget.dk vores bekymring over det, vi oplever som en systematisk udhuling af en af verdens bedste kompensationsordninger: BPA-ordningen.

Ordningen udgør en helt afgørende livsnerve for de mennesker, som har et så indgribende handicap, at de har brug for hjælp til alle funktioner i hverdagen – hjælp til alt det, vi andre tager for givet.

Med den hjælp, der gives i BPA-ordningen, kan de mennesker faktisk leve en fuldt ligeværdig tilværelse som aktive samfundsborgere.

BPA-ordningen
I handicaporganisationerne har vi igennem de seneste år kæmpet fra hus til hus for at hjælpe de mennesker, som får skåret deres hjælp ned, og vi har et utal af gange gjort opmærksom på, hvor skadeligt det er, når kommunerne indfører strammere og strammere standarder for hjælpen.

Nu har den nyligt udsendte praksisundersøgelse bekræftet sort på hvidt, at denne udhuling finder sted.

Men virkeligheden er, at administrationsbeløbet udgør et vigtigt fundament for BPA-ordningen. For langt de fleste er det nemlig en forudsætningen for overhovedet at kunne have en ordning.

Susanne Olsen, Lone Møller og Lisbeth Koed Doktor
Landsformænd hhv. for Dansk Handicap Forbund, CP Danmark og Muskelssvindfonden

Et af de mest markante resultater er det faktum, at kommunerne ikke udmåler tilstrækkelige beløb til, at borgerne kan købe hjælp til at få administreret deres ordning.

En BPA-ordning indebærer i praksis, at borgeren ansætter et antal hjælpere, som udfører hjælpen for borgeren. At administrere lønudbetaling, pensionsindbetaling, forsikringer, personalejura og alt det andet, som følger af, at man er arbejdsgiver for et hjælperteam på 6 til 12 hjælpere, er for de fleste en stor opgave. Derfor er det en del af ordningen, at man kan købe en professionel virksomhed/forening til at løfte opgaven for sig.

For lavt beløb
Men vi ser desværre oftere og oftere, at borgere er blevet frataget det valg, ganske enkelt fordi kommunerne ikke udmåler tilstrækkelige beløb til, at man kan få nogen til at løse opgaven.

Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre for de virksomheder og foreninger, som tilbyder at tage opgaven for borgeren, at påtage sig opgaven. Resultatet er desværre, at ingen kan løfte opgaven, og man derfor står uden reel mulighed for at få eller bevare sin ordning.

Vi har eksempler på BPA-ordninger, hvor seks-syv etablerede BPA- virksomheder/-foreninger har sagt nej til at administrere en ordning, kun fordi det vil koste mere at administrere ordningen end det administrationsbeløb, kommunen vil udmåle.

Kommunerne bevilger en hjælp, som de reelt ikke kan indløse. Det er helt uden for skiven og helt absurd, at nogle mennesker nægtes hjælp på grund af noget, der burde være en teknikalitet.

Beløbet er forudsætningen
Diskussionen om administrationsbidraget er en teknisk og lidt nørdet diskussion, som ofte glider under radaren, når vi drøfter BPA-ordningen. For det meste er fokus i drøftelserne på selve tildelingen af BPA, og hvor meget eller lidt hjælp borgeren har brug for.

Men virkeligheden er, at administrationsbeløbet udgør et vigtigt fundament for BPA-ordningen. For langt de fleste er det nemlig en forudsætningen for overhovedet at kunne have en ordning.

Når tallene viser, at niveauet for kommunernes udmåling til denne opgave er faldet støt, siden man i 2009 indførte BPA, så må vi råbe vagt i gevær.

Og løsningen er enkel.

Absolut nødvendig
Der er brug for, at der øjeblikkeligt indføres et fast niveau for administrationsbeløbet, som gælder for alle kommuner. Beløbet skal afspejle en realistisk vurdering af, hvad det koster at løse denne opgave.

Det er sådan set et lovkrav allerede i dag, men det overholdes ikke. Det er helt uacceptabelt, at BPA-ordningen undergraves af bagvejen ved at udhule rammevilkårene for ordningen, og at det sker gennem systematiske lovbrud fra kommunerne.

Det er absolut nødvendigt, at vi får genskabt trygheden og det frie valg for nogle af de allermest sårbare borgere.

Vi kan ikke være andet bekendt, og det kan undre, at vi som handicaporganisationer skal blive ved med at sige det.