Analyse af 
Jakob Nielsen

Her er favoritterne til de øverste topjob på Slotsholmen  

ANALYSE: Der skal findes ny departementschef i Finansministeriet – og muligvis også i Statsministeriet. Favoritterne har det til fælles, at de har arbejdet sammen med Mette Frederiksen før.

Justitsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, er en af favoritterne til at blive departementschef i Statsministeriet, hvis den nuværende, Christian Kettel, vælger at stoppe.
Justitsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, er en af favoritterne til at blive departementschef i Statsministeriet, hvis den nuværende, Christian Kettel, vælger at stoppe.Foto: Justitsministeriet / Ritzau Scanpix
Jakob Nielsen

Torsdag præsenterer Mette Frederiksen sine ministre, men på Slotsholmen tales der lige så meget om, hvem der skal betjene det nye hold.

Med Martin Præstegaards afgang fra Finansministeriet skal der findes en ny departementschef på den helt centrale post, og samtidig spekulerer mange i, om også Statsministeriets departementschef bliver skiftet ud i forbindelse med dannelsen af den nye regering.

To favoritter går igen, når man taler med såvel politikere som embedsmænd:

Peter Mørch, som er administrerende direktør for Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune, er storfavorit til at overtage jobbet som departementschef i Finansministeriet.

Barbara Bertelsen, der er departementschef i Justitsministeriet, nævnes som den mest sandsynlige departementschef i Statsministeriet, når og hvis Christian Kettel vælger at stoppe.

Peter Mørch og Barbara Bertelsen har det til fælles, at de begge har prøvet at være departementschef for Mette Frederiksen i henholdsvis Beskæftigelsesministeriet og Justitsministeriet.

Frederiksen håndplukker
Rygterne om nye departementschefer har svirret længe før folketingsvalget.

Både Martin Præstegaard og Christian Kettel har på rygtebørsen været på vej væk. Den første, fordi han offentligt og meget offensivt har forsvaret Finansministeriets regnemodeller mod kritik fra Socialdemokratiet. Den anden, fordi han spillede en central rolle i det kontroversielle forløb, da Henrik Sass Larsen i 2011 måtte opgive at blive minister på grund af mulige rockerkontakter.

Den slags rygter kører gerne på Slotsholmen, inden nye regeringer tager over, men det er langtfra altid, de også bliver til virkelighed. Anders Fogh Rasmussen havde eksempelvis udtalt sig kritisk om Finansministeriets daværende departementschef Karsten Dybvad inden regeringsskiftet i 2001, men alligevel endte Fogh med at hente Dybvad over i Statsministeriet i 2005.

Omvendt har Mette Frederiksen demonstreret viljen til at skifte sine øverste embedsmænd ud. Både i Beskæftigelsesministeriet og Justitsministeriet skiftede Frederiksen departementscheferne ud. Og hun har i det hele taget ry for at håndplukke de folk, hun arbejder tættest sammen med.

ATP ville have Kettel
Derfor var det ikke nogen stor overraskelse, at Martin Præstegaard kort efter valget kunne meddele, at han skiftede til Danmarks største pensionsselskab, ATP.

Men det er værd at bemærke, at Martin Præstegaard ikke blev administrerende direktør i ATP, men derimod ”kun” viceadministrerende direktør og finansdirektør. Posten som topchef gik i stedet til den i offentligheden temmelig ukendte Bo Foged, der har en baggrund i finanssektoren og har været finansdirektør i ATP siden 2015.

Ifølge Altingets oplysninger er baggrunden den, at ATP’s bestyrelse frygtede, at Finanstilsynet ikke ville godkende Martin Præstegaard som topchef, fordi han ikke lever op til de såkaldte fit & proper-regler, der gælder for ledere af finansielle virksomheder.

I oktober 2018 afviste Finanstilsynet således at godkende en kandidat til jobbet som topchef i Danske Bank, med henvisning til at han ikke havde bestået den såkaldte fit & proper-vurdering.

Med sin baggrund som embedsmand og økonomidirektør i Danmarks Radio er det ikke givet, at Martin Præstegaard ville kunne bestå den samme test.

Ifølge Altingets oplysninger er det også grunden til, at Statsministeriets departementschef, Christian Kettel, ikke kom i betragtning til jobbet som topchef i ATP, selv om stærke kræfter i bestyrelsen faktisk foretrak ham til jobbet.

Modsat den 43-årige Præstegaard kunne den 59-årige Kettel imidlertid ikke sættes ind som nummer to for at opbygge den nødvendige finansielle erfaring.

Derfor er det Christian Kettel, der styrer processen, når Mette Frederiksen i denne uge danner regering. Om han også sidder på posten om et år, er et åbent spørgsmål. Når eller hvis han vælger at gå, er Barbara Bertelsen storfavorit til at overtage posten som landets øverste embedsmand. Hun blev departementschef umiddelbart efter, at Mette Frederiksen blev justitsminister og har angiveligt et godt forhold til den nye statsminister.

Som outsider nævnes Udenrigsministeriets tidligere departementschef Ulrik Vestergaard Knudsen, der netop er tiltrådt stillingen som vicegeneralsekretær i OECD. Mens departementscheferne blev hjemme fra årets Folkemøde i Allinge, dukkede Ulrik Vestergaard op for at pleje sit i forvejen meget stærke netværk.

Mørch er favorit
I Finansministeriet forventer de fleste, at den nye departementschef hedder Peter Stensgaard Mørch.

Han er øverste chef for økonomiforvaltningen i Danmarks største kommune, hvor han sammen med overborgmester Frank Jensen har formået at skabe en høj grad af stabilitet trods den temmelig kaotiske styreform med en lang række autonome forvaltninger med borgmestre fra mange forskellige partier.

På mange måde er Københavns Kommune billedet på det, Mette Frederiksen og Socialdemokratiet nu skal forsøge på Christiansborg: et socialdemokratisk mindretalsstyre, der regerer på venstrefløjens stemmer, men som også ofte sigter efter brede forlig.

Netop derfor er det også stemmer på Slotsholmen, der spekulerer i, om Peter Mørch ender med at hive sin chef, overborgmester Frank Jensen, med sig over i Finansministeriet. Afgørelsen er selvsagt Mette Frederiksens, men der er næppe tvivl om, at Frank Jensen ville takke ja, hvis han fik tilbuddet.

Outsider er også fra København
En outsider til posten som departementschef i Finansministeriet er en anden tidligere topchef fra Københavns Kommune, Claus Juhl.

Ligesom Peter Mørch har han erfaring fra Finansministeriet, og siden han forlod Københavns Kommune i 2014, har Claus Juhl fungeret som en af centraladministrationens foretrukne konsulenter i forhold til udvikling af den offentlige sektor.

Han var således formand for VLAK-regeringens forenklingsudvalg, der skulle gøre livet lettet for iværksættere og virksomheder. Siden stod han i spidsen for en stribe såkaldte udfordringspaneler, der skulle komme med bud på, hvordan man udvikler den offentlige sektor og skaber større kvalitet for den enkelte borger.

Mette Frederiksens sammensætning af regeringen kan også føre til behov for rokader blandt de eksisterende departementschefer, fordi ministeriernes ressortområder deles op på nye måder.

I den forbindelse vil kredsen af departementschefer have fokus på at sikre ordentlige vilkår for den eller de departementschefer, der måtte miste deres nuværende job.

Det er, som en tidligere højtplaceret departementschef forklarer, noget, der bliver lagt stor vægt på i kredsen. Der er behov for en vis grad af tryghed i det ellers så udsatte job som departementschef, for ellers vil der være risiko for, at en departementschef ikke tør slå i bordet og give sin minister den rigtige rådgivning, også når den gør ondt.

Derfor er én ting givet: Der vil ikke blive tale om fyringer, hvor Slotsholmens topchefer pludselig står tilbage uden job.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Barbara Bertelsen

Departementschef, Statsministeriet, statsrådssekretær
cand.jur. (Aarhus Uni. 1998)

Peter Stensgaard Mørch

Viceadm. direktør, PensionDanmark, kommende adm. direktør (15/8-24)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2003)

0:000:00