Udskiftning i Rådet for Socialt Udsatte: Her er de syv nye medlemmer

UDSKIFTNING: Børne- og socialministeren har udpeget nye medlemmer til Rådet for Socialt Udsatte, og der er både nye ansigter og gengangere. Jann Sjursen fortsætter som formand.

Når Rådet for Socialt Udsatte påbegynder den nye rådsperiode ved årsskiftet, er det både erfarne rådsmedlemmer og nye ansigter, der skal sidde med ved bordet. 

Det skriver Børne- og Socialministeriet i en pressemeddelse. 

Jann Sjursen fortsætter som formand, og det glæder ham:

"Jeg er meget glad for, at børne- og socialministeren har bedt mig være formand i endnu en periode. Jeg ser frem til sammen med både de garvede og de nye rådsmedlemmer at deltage i debatten om indsatsen for socialt udsatte med synspunkter og forslag, der har udgangspunkt i socialt udsattes virkelighed," siger Jann Sjursen i pressemeddelsen. 

Rådet består af 12 medlemmer, der primært kommer fra brugerorganisationer og organisationer på det sociale område. Deres vigtigste opgave er at fungere som talerør for socialt udsatte og rådgive regeringen og Folketinget om problematikker indenfor området. 

Børne- og socialminister Mai Mercado ser frem til samarbejdet med det nye råd. 

"Jeg ser et meget kompetent råd, som vil fortsætte den linje, som de hidtidige råd har stået for: At være konstruktivt kritiske overfor den førte socialpolitik, så regeringen får gode input til den fremtidige indsats inden for meget vigtige områder som for eksempel hjemløshed, stofmisbrugsbehandling og prostitution," siger hun i pressemeddelsen. 

Hvem er inde, og hvem er ude?
Her følger et overblik over, hvem der er gengangere og nye ansigter i Rådet fra 1. januar 2018. Samtidigt kan du se, hvem der ikke længere er medlem.  

Gengangere: 

  • Jann Sjursen, formand (Generalsekretær i Caritas Danmark)
  • Robert Olsen (Forstander på Kofoeds Skole)
  • Knud Kristensen (Formand for SIND)
  • Flora Ghosh (Direktør i LivaRehab)
  • Anja Plesner Bloch (Formand for Brugernes Akademi)

Nye:

  • Thomas Fuglsang (Centerleder for KABS)
  • Steen Moestrup (Medlem af LAP's landsledelse)
  • Nanna W. Gotfredsen (Leder af Gadejuristen)
  • Christina Strauss (Formand for SAND)
  • Morten Skov Mogensen (Generalsekretær i KFUM's Sociale Arbejde)
  • Trine Hammershøy (Direktør i Det Sociale Netværk)
  • Helle Christiansen (Chef i Kirkens Korshær)

De ryger ud:

  • Hanne Thomsen (Forstander for Blå Kors Rold Skov)
  • Henrik Thiesen (Hjemløselæge i Københavns Kommune)
  • Nina Brünés, tidl. næstformand i Rådet (Socialsygeplejerske, faglig konsulent i Region Hovedstaden)
  • Karl Bach Jensen (Tidl. konsulent i Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere)
  • Ole Skou (Socialjurist og udviklingskonsulent i SAND - De hjemløses landsorganisaion)
  • Mille Schiermacher (Projektlederi Det Grønlandske Hus i København)

Læs mere om Rådet for Socialt Udsatte her.

Forrige artikel Letland overhaler Danmark indenom på socialøkonomi Letland overhaler Danmark indenom på socialøkonomi Næste artikel DF skoser regeringen: Viser ingen interesse for SOSU-uddannelserne DF skoser regeringen: Viser ingen interesse for SOSU-uddannelserne