Heunicke klar med sundhedsreform: Vil have paradigmeskifte i forebyggelse og løfte kvaliteten i kommunerne

Regeringens udspil til en sundhedsreform vil, baseret på meldinger fra Heunicke, indeholde et paradigmeskifte på forebyggelsesområdet og forslag til, hvordan kvaliteten kan løftes i kommunerne. Sundhedsministeriet har indkaldt til pressemøde på Rigshospitalet tirsdag.

Magnus Heunicke (S) kan tirsdag langt om længe præsentere regeringens samlede bud på en sundhedsreform.
Magnus Heunicke (S) kan tirsdag langt om længe præsentere regeringens samlede bud på en sundhedsreform.Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Signe Løntoft

Tirsdag løftes sløret for regeringens længe ventede udspil til en sundhedsreform.

Det sker på Rigshospitalet, hvor sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil præsentere reformen, skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

I oktober præsenterede sundhedsministeren sammen med indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) en plan om at oprette op til 20 nærhospitaler. I den forbindelse understregede Heunicke, at der var tale om første del af et samlet sundhedsudspil. 

I et interview med Altinget fortalte han efterfølgende lidt mere om, hvad patienter og sundhedsaktører ellers kan forvente sig af udspillet:

"Jeg kommer ikke til at gå i detaljer i dag, men jeg kan sige, at vi i det samlede sundhedsudspil beskriver, hvordan vi foreslår at løfte og ensarte kvaliteten i kommunerne," sagde Heunicke.

Han fortalte desuden, at målet med det samlede udspil blandt andet er at forebygge indlæggelser for at lette presset på kapaciteten på akutsygehusene.

Paradigmeskifte på forebyggelsesområdet

Udover at tage hul på en kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen vil regeringens udspil indeholde nye forebyggelsesinitiativer målrettet unge.

Det siger Magnus Heunicke i en kommentar til Altinget i forbindelse med udgivelsen af befolkningsundersøgelsen Sundhedsprofilen:

"Vi må konstatere, at de hidtidige indsatser for forebyggelse for denne aldersgruppe er slået fejl. Derfor skal vi sætte ind langt mere målrettet, langt mere massivt med en tidlig indsats," siger ministeren og slår fast, at sundhedsreformen vil "indeholde et paradigmeskifte inden for forebyggelsesindsatsen for vores unge".

Altinget kunne tidligere i marts fortælle, at regeringen har været langt i overvejelserne om et livstidsforbud mod køb af tobak for alle født efter 2010. Det er dog endnu uvist, om dette forslag er med i det færdige udspil.

I sidste uge skærpede Sundhedsstyrelsen sine anbefalinger på alkoholområdet og fraråder nu helt, at unge under 18 år drikker alkohol. I den forbindelse fortalte Magnus Heunicke, at regeringen snart vil præsentere initiativer for at ændre alkoholkulturen blandt unge. Det kan være et tegn på, at regeringen er klar til at foreslå den 18-års-grænse for salg af alkohol, som to af dens støttepartier - Enhedslisten og Radikale - længe har ønsket.

Kritiske læger

Udover forslaget om at oprette nærhospitaler indeholder udspillet fra oktober tiltag om bedre lægedækning og hurtigere hjælp ved akut sygdom.

Udspillet skal ses i sammenhæng med de kommende sundhedsklynger, som regeringen i sommeren 2021 indgik en aftale med KL og Danske Regioner om at oprette.

Klyngerne skal blandt andet skabe et mere forpligtende samarbejde på sundhedsområdet mellem kommuner, regioner og almen praksis. De skal oprettes med udgangspunkt i landets 21 akuthospitaler og de omkringliggende kommuner og alment praktiserende læger. 

PLO, som repræsenterer de praktiserende læger, har udtrykt kritik af sundhedsklyngerne, da de ikke mener, de sikres tilstrækkelig indflydelse i den nye konstruktion.

Lige nu er et udkast til et lovforslag, som baner vejen for sundhedsklyngerne, i høring. 

Undervejs i fem år

Regeringen var allerede før corona-krisen under kraftigt pres for at få vedtaget reformer af sundhedsvæsenet, der kan sikre, at sygehusene kan følge med, når der kommer et stigende antal patienter på grund af flere ældre.

For knap to år siden appellerede den samlede sundhedssektor i klare vendinger til snarlig politisk handling i et åbent brev til Magnus Heunicke. 

Mette Frederiksen (S) lovede ved Folketingets åbning i 2020 et udspil i løbet af 2021. I december måtte statsministeren dog aflyse den ambition på grund af vinterens corona-bølge.

Også den tidligere borgerlige regeringen med Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen lovede gentagne gange større reformer af sundhedsvæsenet.

Løkke-regeringen fremlagde og indgik et forlig med de blå støttepartier om en sundhedsform. Reformen blev dog aldrig vedtaget efter magtskiftet ved folketingsvalget i 2019.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00