Hjemløs-alliance: Fra nødhjælp til bolighjælp

Af Vibe Klarup
Sekretariatschef i Hjem til Alle Alliancen

Formanden for Udsatterådet Jan Sjursen sætter i sit debatindlæg et berettiget fokus på forsorgshjem og herberger i Danmark.

Det er svært at være uenig i, at der behov for gode nødforanstaltninger til landets hjemløse. I Hjem til Alle Alliancen vil vi imidlertid gerne arbejde for, at forsorgshjem og herberger skal være netop nødforanstaltninger til de situationer, hvor livet slår så hårdt, at mennesker ender uden hus og hjem.

For alle har brug for et hjem, og med Housing First-tilgangen, hvor hjemløse tilbydes en bolig med intensiv social støtte, har vi beviset for, at der ikke er behov for andre trin på vejen til et hjem end dørtrinnet til egen bolig.

Canada som eksempel
Hjem til Alle var i uge 7 på besøg i to byer i Canada. Et land med mange hjemløse og med stort fokus på at overkomme det vanskelige problem. Der er meget, man ikke kan lære af. Men også nogle elementer, der er værd at lægge mærke til. Vi så eksempelvis et herberg for 1200 mennesker i Calgary. Hver nat fyldtes det med unge og gamle hjemløse, der havde brug for et varmt sted for natten. Det forfærdelige var, at nogle af de borgere, der sov der var kommet der hver nat i 30 år. Det var på 30. år deres midlertidige overnatning.

Vi besøgte også, endog meget velpolstrede, herberger for unge i Toronto. Her var der social støtte, kreative værksteder, undervisningstilbud og socialøkonomiske små-virksomheder. Men ingen steder kom de unge ud af deres hjemløshed. De hang fast, for der manglede boliger at flytte ud i. Herbergerne fundraisede og lobbyede for programmer og flere hænder til at aktivere de unge, men lige lidt effekt var der af det. De hjemløse forblev hjemløse.

Der er brug for, at samtlige ministerier, der har en rolle at spille, går sammen om en fælles dagsorden med et tydeligt mål om at forebygge, at hjemløsheden vokser.

Vibe Klarup
Sekretariatschef i Hjem til Alle Alliancen

Fra herberg til boligorganisation
Samtalen i Canada er derfor blevet, hvordan disse herberger i stedet kan omdanne sig selv til boligorganisationer med permanente boligløsninger til hjemløse unge – såvel som gamle. Det samme mener vi bør være en relevant overvejelse i en dansk kontekst.

Dette betyder, at en ny hjemløsestrategi kun er effektfuld, hvis der er en strategi for at etablere billige boliger. Flere debattører har peget på, at billige boliger ikke kan drives frem på et ophedet boligmarked.

Men der er ingen grund til at se passivt til. Politisk indgriben er bestemt muligt. Et sted at starte er at give kommunerne de redskaber, der skal til. Det kan handle om at åbne for, at flere reelt kan bo sammen i større lejligheder, at det er muligt at opføre containere på ubrugte grunde, mulighed for huslejetilskud, mulighed for nytænkning af skæve boligordningen så den kan udvikle sig i takt med efterspørgslen.

Rungende tavshed fra ministerier 
Frikommuneforsøget er en gylden mulighed for at eksperimentere med præcis, hvordan den slags kan afprøves. Det er derfor en gåde, at første runde af ansøgninger er mødt med næsten rungende tavshed fra de ministerier, der har nøglen til at åbne døren til boligmarkedet for blandt andet hjemløse.

Der er brug for en hel anderledes ambitiøs tilgang til problemet. Der er brug for, at samtlige ministerier, der har en rolle at spille, går sammen om en fælles dagsorden med et tydeligt mål om at forebygge, at hjemløsheden vokser, og at udsatte borgere bliver yderligere marginaliserede.

Der er brug for billige boliger, fordi vi skal forhindre, at udsatte borgere bliver endnu sværere at hjælpe på fode igen. Det kræver mest af alt en regering og et folketing, der sætter sig i spidsen for en samlet løsning. Hvis ikke, bliver en ny hjemløsestrategi alene til en drøftelse af antal og kvalitet af herberger og forsorgshjem. Det flytter alt for få fra hjemløshed til hjem.