Hovedstaden peger på Frederiksberg som tilsynskommune

KORT NYT: Frederiksberg Kommune skal varetage tilsynsopgaven i Region Hovedstaden. Det har regionens 29 borgmestre besluttet.
Pernille Diana Castle Møller

Frederiksberg Kommune står til at skulle holde et vågent øje med anbringelsesstederne i hovedstadsregionens 29 kommuner.

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) præsenterede i september en ny tilsynsreform, hvori tilsynet i de 98 kommuner bliver flyttet til fem udvalgte kommuner. Og borgmestrene i Kommunekontaktrådet (KKR) i Region Hovedstaden peger nu på Frederiksberg som tilsynskommune. Det skriver Lokalavisen Frederiksberg.

”Social- og integrationsministeren har efterspurgt et stærkt kommunalt forankret tilsyn med sociale tilbud til børn og voksne. Det er min klare overbevisning, at vi får det ved at placere opgaven i Frederiksberg Kommune," siger formand for KKR Hovedstaden og borgmester i Albertslund Kommune Steen Christiansen (S).
 
Det er Center for Afklarende og Forebyggende socialt Arbejde (CAFA), der skal varetage tilsynsopgaven for Frederiksberg Kommune, hvis social- og integrationsministeren godkender Frederiksberg som tilsynskommune.

Karen Hækkerup skal godkende de fem tilsynskommuner i starten af 2013, før de kan trække i arbejdstøjet 1. november næste år.

De fem tilsynsenheder skal indledningsvis nygodkende alle institutioner for udsatte børn og voksne, hvor tilsynet efterfølgende skal forbedre forholdene på institutionerne gennem en kombination af anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg.

0:000:00