Både sexarbejdere og samfund skal tilgodeses

Af Niels Jul Nielsen
Lektor i etnologi og historie ved Københavns Universitet

Seksualitet er noget andet end hårklipning. Nabolagets frisør eller skopudseren, der faldbyder sine ydelser til de forbipasserende, kan derfor ikke blot sammenlignes med den lokale massageklinik eller den prostituerede, der trækker på gaden.

Med andre ord: Selv om man har den holdning, at det ikke giver mening at forbyde et seksuelt forhold mellem to – myndige og gensidigt indvilligende – parter, alene fordi penge indgår i udvekslingen, så kommer man ikke uden om, at salg af seksuelle ydelser af mange opfattes som stærkt grænseoverskridende; og dermed ikke blot kan paralleliseres med køb og salg en hvilken som helst anden serviceydelse.

Imidlertid får en moralsk fordømmelse af prostitution – som den, der karakteriserer den aktuelle forbudsdebat – meget let den konsekvens, at man ikke anser det for tilbørligt overhovedet at forholde sig ræsonnabelt og nøgternt til, hvordan prostitution faktisk kan fungere på en måde, der er acceptabel også for de medborgere, den eksisterer iblandt.

Prostitution mod sexsygdomme
Prostitution kalder altid på stærke følelser, men en så udpræget berøringsmodvilje er ikke hensigtsmæssig. Der kan derfor være brug for en bredere kultur- og samfundsfaglig indsigt i prostitutionens sameksistens med medborgerne og det omgivende samfund. Og historien opviser faktisk et helt katalog af forskelligartede måder at forsøge at forholde sig til området på, som man kan trække på i den nutidige politiske diskussion. Lad os kort se på nogle af disse.

I slutningen af 1800-tallet var prostitution accepteret i en række europæiske lande, herunder Danmark, først og fremmest med det formål at skabe et bolværk mod udbredelsen af kønssygdomme – der betragtedes som en bombe under folkesundheden – gennem et system med registrering og sundhedskontrol af de prostituerede.

Imidlertid får en moralsk fordømmelse af prostitution – som den, der karakteriserer den aktuelle forbudsdebat – meget let den konsekvens, at man ikke anser det for tilbørligt overhovedet at forholde sig ræsonnabelt og nøgternt til, hvordan prostitution faktisk kan fungere på en måde, der er acceptabel også for de medborgere, den eksisterer iblandt.

Niels Jul Nielsen
Lektor i etnologi og historie ved Københavns Universitet

I en københavnsk sammenhæng førte dét blandt andet til, at man udpegede et dusin bordelgader, hvortil man henviste den del af de prostituerede, der antoges at kræve et vist formynderskab. En bordelmutter tildeltes ansvar for overholdelse af de mange adfærdsrestriktioner (blandt andet måtte man ikke trække på gaden eller anråbe mænd fra vinduerne) og sundhedskrav (for eksempel ugentlige visitationer).

Kort fortalt var en sådan koncentration ikke en hensigtsmæssig løsning. Gaderne gennemløb en massiv social deroute (og faldende huspriser), og beboere uden tilknytning til prostitutionsmiljøet forsvandt fra dem. Efterhånden blev gaderne kun forbundet med bordellerne, larmende gadeliv, tøjlesløs adfærd og manglende overholdelse af reglementerne.

Nutidens udfordringer
Systemet med bordelgader i 1800-tallets København kan minde om vore dages udpegede Red Light Districts i andre storbyer. Som de fleste nok vil vide er en af disse Amsterdam. Og her er erfaringerne mere blandede. I det mest kendte af distrikterne har myndighederne haft stadig sværere ved at styre udviklingen, hvor man – ikke mindst efter EU's østudvidelse – har oplevet stigende problemer med udenlandske bagmænd og handlede kvinder.

I et af byens andre distrikter, ukendt af turisterne, drives bordellerne i det store og hele af kvinderne selv i tråd med myndighedernes intentioner. Til gengæld har en større andel af resursestærke beboere i det attraktive kanalkvarter givet gnidninger – de nye beboere ønsker ikke et naboskab til prostitutionen og har startet en forening mod bordellerne.    

En lignende udvikling er vores eget Vesterbro et eksempel på. En undersøgelse af prostitutionen og synet på den gennem de sidste 3-4 årtier – det vil sige før, under og efter byfornyelsen i 1990erne – peger på, at de nu mere mondæne og langt dyrere lejligheder har tiltrukket en type af borgere, der i hvert fald af nogle af de prostituerede opleves som fjendtligt stemt over for nabolagets massagekliniker.

Men igen er billedet ikke entydigt. Vesterbro er stadig socialt sammensat – og paradoksalt nok er det jo også denne dimension, som mange af de nye beboere efterspørger. Sammenligner man i øvrigt et kort over dagens københavnske massageklinikker med et over bordellerne i slutningen af 1800-tallet, fremgår det tydeligt, at datidens markante koncentration i afgrænsede kvarterer er afløst af klinikker, der er spredt over det meste af byen. De fleste steder lægger man knapt mærke til dem.

Kan ikke reguleres en gang for alle
New Zealand opviser formentlig det mest gennemarbejdede forsøg på at balancere en accept af, at prostitution kan være et personligt valg, der skal respekteres, med den gennemgribende regulering af området, der kaldes på, hvis det skal fungere.

I 2003 vedtoges en lov – under stort ståhej og med snævrest muligt flertal – hvor man legaliserede prostitution, samtidig med at en række beskyttelsesforanstaltninger og reguleringer blev indført. Man har blandt andet haft en intention om, at små bordeller med maksimalt fire personer skal accepteres i almindelige byområder, forudsat at de ikke er til gene for naboerne. Af en grundig evaluering af loven i 2008 fremgår det, at bordellerne i mange tilfælde drives i al ubemærkethed ligesom anden virksomhed drevet hjemmefra, men også at man indimellem fra lokalt hold har kæmpet imod deres placering i nabolaget.

Det new zealandske eksempel på lovgivning, evaluering og lovrevision – der jo også omfatter gadeprostitution og sexindustrien mere bredt, som jeg af pladshensyn har måttet udelade her – viser ret klart, at prostitution er et område, der ikke reguleres en gang for alle, men løbende kræver grundig evaluering af de måder, man forvalter det på.

Ovenstående eksempler peger på to hovedudfordringer i forhold til den håndtering af prostitutionsområdet, der er nødvendig, hvis man ikke blot vil dømme det moralsk uacceptabelt: For det første at sikre, at den prostituerede kan fastholde integritet og dermed indflydelse på sin egen situation, for det andet at forholde sig til den flade, der er mellem prostitutionen i dens mange forskellige udgaver og det omgivende samfund, som den er en del af. Begge dele er en stor udfordring.