Debat

Ingen sammenhæng mellem ønsker og indsats

DEBAT: Evalueringen af strukturreformen understøtter kun den strukturelle side og tager ikke udgangspunkt i handicappede borgeres behov for tværgående indsatser, mener Thorkild Olesen, landsformand for Dansk Blindesamfund.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thorkild Olesen
Landsformand for Dansk Blindesamfund

Evalueringen af struktur- og opgavereformen er i bogen. Det er i sig selv en lykkelig omstændighed, for så kan vi forhåbentlig få afsluttet mere end et år med adskillige rituelle stammedanse mellem kommunerne og regionerne om opgaveløsningen.

Spørgsmålet er imidlertid om evalueringen er ambitiøs nok og om den vil løse de problemer, som vi, de borgere der har behov for specialiseret rådgivning og støtte, i tiltagende grad oplever. Svaret er: næppe.

Et klart behov for forandring
Der er et klart behov for forandringer, hvis gruppen af blinde og stærkt svagsynede borgere skal kunne bidrage til samfundets udvikling. Der er oven i købet evidensbaseret viden, der støtter den påstand. Senest har Dansk Blindesamfund bedt Danmarks Statistik om at se på livsforholdene for medlemmerne mellem 18 og 40 år, og resultaterne er jammerlige:

  • 56 procent af de 733 medlemmer har folkeskolens afgangsprøve som højeste gennemførte uddannelse, for befolkningen som helhed er det samme tal 8 procent
  • 35 procent af medlemmerne mellem 18 og 30 år lever af kontanthjælp
  • 30 procent af medlemmerne mellem 18 og 30 år modtager førtidspension
Fakta

Fra 21. marts og en måned frem handler femte udgave af Socialdebatten om fremtidens specialiserede socialområde.

Mød Socialdebbattens debatpanel 

Socialdebatten på Altinget | Social har til formål at fokusere og styrke den socialpolitiske og socialfaglige debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget l Social eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for det sociale område.

Emnet for den første udgave af Socialdebatten, der startede i november måned, var anbringelser af udsatte børn. Det er nu femte gang, Socialdebatten kører.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til kafr@altinget.


 

I 2010 offentliggjorde SFI en undersøgelse som viste, at blinde og stærkt svagsynedes erhvervsfrekvens over de seneste 40 år er faldet fra at være næsten ens med resten af befolkningen til at være et sted mellem 1/3 og halvdelen af erhvervsfrekvensen i befolkningen som helhed.

Disse tal skal sættes i forhold til, at decentraliseringen i de seneste 40 år har medført, at ansvaret for specialrådgivning og undervisning/uddannelse af blinde og stærkt svagsynede er flyttet fra staten over amterne og til kommunerne.

Der er samlet set behov for, at der træffes mere ambitiøse beslutninger, end evalueringen lægger op til. Den manglende sammenhæng mellem politiske ønsker og den konkrete indsats for borgerne er nødt til at blive løst ved politiske beslutninger, som sætter borgerne i centrum.

Thorkild Olesen
Landsformand for Dansk blindesamfund

Der er nu omkring 25 kommunale og regionale instanser, som mener, at de ved noget om blinde og svagsynede, men antallet af blinde og svagsynede er ikke steget i de 40 år. Vi har i bedste fald fået flere, der ved mindre om synshandicappede.

Bedre styring
Nøgleordene i løsningen af problemerne for små handicapgrupper, som for eksempel blinde og svagsynede, er sammenhæng i specialrådgivningstilbuddet til borgerne, faglig, forskningsbaseret viden om, hvilke indsatser der hjælper målgruppen og finansiel stabilitet, der sikrer forsyningssikkerhed og fastholder et højt vidensniveau.

Analysen bag evalueringen viser, at der er et behov for bedre styring, som sikrer, at viden og specialrådgivning ikke forsvinder på grund af afspecialiseringen.

Evalueringens svar er et nationalt koordineringssystem, som skal aktiveres, når man mener, at specialviden er ved at forsvinde. Socialstyrelsen skal have et ansvar for at koordinere dette, men systemet er alt for reaktivt. Hvorfor skal viden og specialrådgivning først reddes, når det er ved at forsvinde? Hvem skal råbe vagt i gevær, når det sker? Hvilke af de kendetegn skal aktivere en koordinationsindsats?

Et nationalt ressourcecenter
Helt konkret er der for blinde og svagsynede behov for et nationalt ressourcecenter, som kan sikre, at der er sammenhæng i indsatsen for f.eks. blinde og svagsynede børn og unge i skolen.

Der er henholdsvis et halvt blind barn per kommune og i alt 2½ synshandicappede børn og unge per kommune i de 10 klassetrin i folkeskolen. 19 ud af landets 98 kommuner har ingen eller kun en enkelt synshandicappet mellem 18 og 40 år.

Det er svært at forestille sig, at faglig forsvarlig og kompetent tværgående specialrådgivning af børnene og deres forældre samt lærere kan ske i de enkelte kommuner. Der er heller ingen sammenhæng mellem evalueringen og politiske ønsker fra politikere lokalt og på landsplan.

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) har igangsat et arbejde for en socialreform.

Det er blandt andet et politisk ønske, at der skal være mere tværgående indsatser og nedbrydning af de traditionelle forvaltningssiloer. Evalueringen understøtter kun den strukturelle side og tager ikke udgangspunkt i borgernes behov for tværgående indsatser.

Ministerens ønsker om at den sociale indsats skal være vidensbaseret sikres heller ikke, når evalueringen ikke fokuserer på sikring af specialviden og –rådgivning.

På synsområdet er der behov for færre og fagligt stærkere enheder rundt omkring i landet, som kan yde tværgående specialrådgivning og voksenundervisning for især ældre, der får et alvorligt synshandicap.

Kommunerne ønsker i højere og højere grad, at ældre skal være mere selvhjulpne og skal kunne klare flere opgaver i hjemmet, men i dag er der ingen sammenhæng mellem det regionale sundhedssystem, hvor borgere bliver konstateret synshandicappede, og den kommunale indsats.

Lige som på hjerneskadeområdet er der på synsområdet behov for denne sammenhæng med faglig kvalificeret specialrådgivning og dermed habilitering/rehabilitering.

Objektiv finansiering nødvendig
Endelig er evalueringens forslag om finansieringen af området en hindring for en sikring af området.

Den objektive finansiering af lands- og landsdelsdækkende tilbud problematiseres helt urimeligt. De reelle problemer er derimod takstfinansiering af et område, som ikke kan takstfinansieres 100 procent. Hvis man ønsker faglig udvikling, og hvis man reelt ønsker at bibeholde viden på de små handicapområder, som for eksempel synsområdet, er en grad af objektiv finansiering uomgængeligt. Og det er sikring af efterspørgsel også.

Det er således helt umuligt at arbejde med små handicapgruppers viden og faglighed, hvis kommunerne kan melde sig ud af samarbejdet alt efter om de tilfældigvis har borgere, som har et særligt handicap.

Der er samlet set behov for, at der træffes mere ambitiøse beslutninger, end evalueringen lægger op til. Den manglende sammenhæng mellem politiske ønsker og den konkrete indsats for borgerne er nødt til at blive løst ved politiske beslutninger, som sætter borgerne i centrum. Det kan kun ske ved, at politiske ønsker følges op med organisering og finansiering, som hjælper borgerne i retning af større inklusion og samfundsdeltagelse.
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00