Justitia: Kommuner skal have frataget ansvaret for tvangsanbringelser

Af Birgitte Arent Eiriksson
Vicedirektør i Justitia

Når et barn fjernes fra sine forældre, er det en af de mest indgribende afgørelser, man kan opleve som borger i Danmark.

På den ene side står hensynet til borgernes ret til familieliv og respekten for det nære bånd mellem forældre og børn. På den anden side står hensynet til barnets sundhed og udvikling, som i nogle tilfælde kan lide alvorlig skade ved fortsat ophold i hjemmet.

Samtidig står både forældre og barn i en yderst udsat og sårbar situation, mens de gennemgår den proces, der skal danne grundlag for en afgørelse om tvangsanbringelse i kommunernes børn og unge-udvalg.

Der er flere greb, man kan skrue på for at styrke retssikkerheden. Men skal vi have en væsentlig forbedret løsning, bør afgørelserne flyttes fra kommunerne til det nye familieretssystem for sager om skilsmisse og samlivsophævelse.

Birgitte Arent Eiriksson
Vicedirektør i Justitia

Retssikkerheden halter
Og der er mange børn, som tvangsfjernes. Justitias undersøgelser har vist, at der i 2017 var mindst 2.557 tvangsanbragte børn, hvilket svarer til en stigning på 41 procent siden 2011.

Derfor er det også yderst vigtigt, at vi har den højest tænkelige grad af retssikkerhed i disse sager, og at der ydes den fornødne støtte til forældre og børn.

Barnet har en svag stemme i processen, som bestemt ikke er børnevenligt indrettet, og forældrene savner rettigheder, når der laves forældrekompetence-undersøgelser.

Birgitte Arent Eiriksson
Vicedirektør i Justitia

Men når man dykker ned i den komplicerede tvangsanbringelsesproces, står det klart, at der er flere af de retssikkerhedsgarantier – der i bedste mening er indsat i loven – som desværre ikke fungerer i praksis.

Manglende faglighed i udvalg
Andre problemer er af mere fundamental karakter. To af børn- og ungeudvalgets i alt fem medlemmer er kommunalpolitikere, der samtidig fungerer som henholdsvis formand og næstformand.

Udvalget kan imidlertid ikke anses for uafhængigt og upartisk, når der medvirker repræsentanter for den forvaltning, som har behandlet og lavet indstilling i sagen. Samtidig er det også kommunalpolitikere, der skal træffe de såkaldte formandsafgørelser, herunder afgørelser om akut anbringelse af børn.

Kommunalpolitikerne har dog ikke nogen faglige forudsætninger for at træffe disse afgørelser, ligesom de ikke har erfaring med at bedømme beviser og retssikkerhedsmæssige spørgsmål.

Det kan muligvis være en af grundene til, at det kun er cirka halvdelen af disse afgørelser, som stadfæstes i klageinstansen.

Blandt andre problemer kan nævnes, at mange forældre føler sig misvejledt og presset, når de skal tage stilling til en frivillig anbringelse, hvilket skal ses i lyset af, at deres retssikkerhedsgarantier, som for eksempel ret til gratis advokat, først træder i kraft på et senere tidspunkt, når tvangsprocessen er gået i gang.

Tvangsfjernelsessager er ikke altid børnevenlige
Der er også store problemer med kvaliteten af den generelle sagsbehandling på både foranstaltningsområdet generelt og i forhold til frivillige og tvangsmæssige anbringelser.

Det fremgår blandt andet af Ankestyrelsens omgørelsesprocenter og forskellige praksisundersøgelser. Dette kan betyde, at der er familier, der ikke får den nødvendige støtte, således at sagen unødigt udvikler sig til en tvangsanbringelsessag, eller at en tvangsanbringelsessag ikke bliver tilstrækkeligt oplyst.

Det kan dog også betyde, at der er børn, der burde tvangsanbringes, men som ikke bliver det tids nok. Herudover kan nævnes, at barnet har en svag stemme i processen, som bestemt ikke er børnevenligt indrettet, og at forældrene savner rettigheder, når der laves forældrekompetenceundersøgelser.

Der er således en lang række retssikkerhedsmæssige udfordringer, som vækker bekymring. Den nuværende proces kalder derfor på ændringer, der kan styrke retssikkerheden.

Afgørelser skal flyttes væk fra kommuner
Det er bestemt positivt, at partierne bag satspuljeaftalen for 2019-2022 er blevet enige om at afsætte midler til, at der skal laves vurderinger af forældrenes kompetencer i alle tvangsanbringelsessager, at der fremover skal anvendes autoriserede psykologer til forældrekompetenceundersøgelserne, og at retningslinjerne for udarbejdelse af undersøgelserne skal opdateres.

Det er nogle vigtige skridt, men der er lang vej endnu. Socialdemokratiet har i et nyligt udspil slået fast, at de vil anbringe flere børn, og det skal ske tidligere. Samtidig vil de oprette en række familiehuse, som skal fange de familier, hvor tingene går skævt fra start – for på den måde at undgå anbringelser.

Det er naturligvis godt, at børnenes trivsel får den nødvendige opmærksomhed, men hvis der skal anbringes flere børn, må der først tages hånd om børnenes og forældrenes retssikkerhed.

Der er flere greb, man kan skrue på for at styrke retssikkerheden. Men skal vi have en væsentlig forbedret løsning, bør afgørelserne flyttes fra kommunerne til det nye familieretssystem for sager om skilsmisse og samlivsophævelse.

Familieretssystem bør overtage ansvar, men det afviser minister
Dette system har en række åbenlyse fordele, herunder et særligt fokus på børnenes trivsel og rettigheder under processen, og at de svære sager skal afgøres af dommere med særlige kompetencer inden for det familieretlige område.

Med de nødvendige tilpasninger af det familieretlige system vil det også kunne skabe en væsentlig forbedring af retssikkerheden i sager om tvangsanbringelse af børn. Børne- og socialminister Mai Mercado har for nylig i et svar til Folketinget afvist at flytte tvangsanbringelsessagerne til det nye familieretssystem.

Hun peger blandt andet på, at kommunernes børn- og ungeudvalg er uafhængige, og at det vil indebære en risiko for forlængelse af sagsbehandlingstiderne.

Jeg er dog ikke enig i, at børn- og ungeudvalgene kan anses for uafhængige, så længe kommunalpolitikere er repræsenteret.

Og sagsbehandlingstiderne behøver bestemt ikke at blive længere, hvis to administrative instanser skæres fra til fordel for domstolsprøvelse i første instans, særligt ikke hvis der fastsættes sagsbehandlingsfrister for domstolene.

Retssikkerhed bliver styrket i familieretssystem
Men det er bestemt positivt, at ministeren samtidig tilkendegiver, at der skal igangsættes en undersøgelse af, hvorfor antallet af tvangsanbringelser stiger. Der er ingen tvivl om, at tvangsanbringelsesprocessen kalder på ændringer, der kan forbedre retssikkerheden.

I en rapport fra tidligere på året om tvangsanbringelser har Justitia foreslået en lang række initiativer, som kan forbedre retssikkerheden i det nuværende system.

Men som det også fremgår af rapporten, vil en flytning af tvangsanbringelsessagerne til det nye familieretssystem kunne sikre, at forældre og børn får den samme høje grad af retssikkerhed, som er forudsat i skilsmissesagerne.

Samtidig vil der kunne blive skabt den nødvendige uafhængighed til den forvaltning, der har behandlet sagen, og som forældrene har et naturligt modsætningsforhold til.

Det vil kunne imødekomme de retssikkerhedsmæssige udfordringer, som præger den komplicerede tvangsanbringelsesproces i dag, og skabe mulighed for et bedre samarbejde mellem forvaltningen og familien før og efter en afgørelse om tvangsanbringelse.