Kenneth Thue: Danske valg har ondt i ligestillingen

KOMMENTAR: Mere end to ud af tre kandidater til danske valg er mænd. Udviklingen i ligestilling ved valg til Folketinget har stået i stampe i 30 år. Det samme gør sig gældende ved de seneste tre regions- og kommunalvalg, skriver valgforsker Kenneth Thue Nielsen i sin klumme, hvor han ser nærmere på udviklingen.

Danske kvinder fik stemmeret til Rigsdagen ved grundlovsændringen i 1915. Det var to år efter, Norges kvinder fik stemmeret i 1913, og fire år før Sveriges kvinder kunne stemme fra 1919.

Valget i 1918 blev det første i Danmark, hvor kvinder både kunne stille op og stemme. Dengang blev fire kvinder valgt ind i det 140 personer store Folketinget, som på datiden var det ene af Rigsdagens to kamre. Det svarede til en kvinde-andel på 2,9 procent.  

I figuren nedenfor ser vi udviklingen i antallet af opstillede kvinder og mænd ved alle folketingsvalg i perioden fra 1918 til 2015. Årsagen til, at der fokuseres på opstillede (og ikke valgte) kandidater er, at de politiske partier selv bestemmer, hvem de opstiller. De kan dermed selv ændre fordelingen af opstillede kvinder og mænd, hvis de ønsker det. Hvis vi i stedet for opstillede kandidater havde fokuseret på valgte kandidater, havde historien og tendenserne været de samme. Statistisk set er tendensen klar: Jo højere andel af opstillede kvinder, desto højere andel af valgte kvinder. 

Figuren kan groft sagt deles op i tre tidsperioder. Den første periode dækker valgene fra 1918 til 1943. Efter euforien ved valget i 1918  hvor ti procent af de opstillede kandidater var kvinder – var skuffelsen stor over, at kun 2,9 % af de valgte kandidater var kvinder. Det var en medvirkende årsag til, at andelen af opstillede kvinder ved de efterfølgende otte folketingsvalg lå stabilt på lidt mere end tre procent.

Den næste periode dækker tiden efter anden verdenskrig og frem til og med folketingsvalget i 1987. I denne periode (1945 til 1987) blev der ved næsten alle valgene opstillet en højere og højere andel af kvindelige kandidater. Og valgresultaterne viste, at også andelen af valgte kvinder steg valg efter valg. Udviklingen gik langsomt, men i perioden steg andelen af opstillede kvinder fra 3,6 procent ved valget i 1943 til 10,6 procent ved valget i 1945 og stødt videre op til 31 procent ved valget i 1987.

Ud fra en ligestillingsbetragtning er perioden fra 1987 til 2015 en død periode i Folketinget. Den kontinuerlige periode med fremgang fra 1945 til 1987 er afløst af en periode med stilstand. Over en periode på næsten 30 år har andelen af opstillede kvinder ligget nogenlunde stabilt på ca. 31 procent. Ser vi på andelen af valgte kvinder, er der lidt fremgang for kvinderne i første del af perioden. Men siden 1994 har andelen af kvinder i Folketinget ligget på ca. 38 procent.

Kvinder i regional- og lokalpolitik
Hverken i regional- eller kommunalpolitik går det bedre for den politiske ligestilling i Danmark. Faktisk går det lidt dårligere. Siden 2005 har i gennemsnit 32 procent af de kandidater, som er opstillet til Folketinget, været kvinder. I tabellen nedenfor ser vi de tilsvarende tal for de seneste tre regions- og kommunalvalg.

Tabellen afslører to tydelige tendenser, som gør sig gældende ved begge typer valg.

For det første viser tabellen, at andelen af kvinder ved regionsvalg har ligget meget stabilt mellem 28,3 procent og 28,8 procent set over de seneste tre valg. Selv om udviklingen er svagt positiv, er andelen af kvindelige kandidater således blot steget med 0,5 procentpoint i perioden fra 2005 til 2013.

Tilsvarende pointe gør sig gældende, når vi ser på kvindeandelen ved de tre seneste kommunalvalg. Heller ikke her er der nogen entydig positiv udvikling i andelen af kvindelige kandidater. Ved valget i 2005 var 29,6 procent af kandidaterne kvinder. I 2009 voksede tallet 1,5 procentpoint for derefter at falde lidt tilbage igen ved valget i 2013. For det andet viser tabellen, at kvindeandelen ved alle seks valg ligger lavere end den tilsvarende andel af kvinder ved folketingsvalgene i samme periode.

Samlet set viser tabel 1, at der heller ikke i regional- eller kommunalpolitik er tegn til, at andelen af opstillede kvinder er stigende. Faktisk viser tabellen, at det ved disse to typer af valg står lidt dårligere til end ved valg til Folketinget.

Kvinder i folketingets partier
I dette afsnit dykker vi ned i de seneste to folketingsvalg for at undersøge, om der er forskelle mellem de politiske partier, når det kommer til at opstille kvindelige kandidater. Tabel 2 viser partiernes andel af opstillede kvinder ved valgene i 2011 og 2015. 

Partiernes andel af opstillede kvinder svinger mellem 23 procent (Liberal Alliance, 2011) og 42 procent (SF, 2011). Ved folketingvalget i 2011 skiller især fire partier sig ud. Ser vi på de Radikale og SF, har de to partier de højeste andele af opstillede kvinder i 2011 med hhv. 41,3 procent og 42,4 procent. Til sammenligning var den gennemsnitlige kvindeandel på 33,2 procent i 2011. I den modsatte ende ser vi Liberal Alliance og Venstre med en kvindeandel på hhv. 23 procent og 29 procent. 

Ved valget i 2015 var den gennemsnitlige andel af opstillede kvinder faldet til 31,3 procent. Ved dette valg skiller især Radikale, Konservative samt Enhedslisten sig ud som de tre partier med den højeste andel af opstillede kvinder. Omvendt skiller Socialdemokratiet, Venstre og Alternativet sig ud som de tre partier med den laveste andel af opstillede kvinder.

Kvindernes partier
Som afslutning forsøger vi at finde landets mest kvindevenlige parti på tværs af folketings-, regions- og kommunalvalg. I figur 2 nedenfor ser vi den gennemsnitlige andel af opstillede kvinder for hvert af partierne ved tre forskellige valg: regionsvalget i 2013 (RV13), kommunalvalget i 2013 (KV13) samt folketingsvalget i 2015 (FV15).

Den stiplede linje i figuren viser gennemsnitsværdien. Linjen ligger ved 31,4 procent, hvilket vil sige, at den gennemsnitlige andel af opstillede kvinder set over alle partierne ved de tre valg er 31,4 procent. Altså mindre end hver tredje. Figuren viser også, at især to partier skiller sig negativt ud. Med en andel på 24,4 procent er Liberal Alliance partiet med færrest opstillede kvinder. Dernæst følger Venstre med en tilsvarende andel på 26,6 procent. I den modsatte ende af spektret finder vi henholdsvis Enhedslisten og SF, der med 37 procent og 36,6 procent er de to mest kvindevenlige partier i Danmark (når vi set på andelen af opstillede kvinder ved de tre nævnte valg). Også Radikale ligger klart over gennemsnittet med en kvindeandel på 34,1 procent.

De nyeste befolkningstal fra Danmarks Statistik (tredje kvartal, 2017) viser, at i alt 50,23 procent af den danske befolkning er kvinder. Og tallene i denne klumme viser, at mindre end hver tredje af de opstillede kandidater er kvinder. Hvad skal vi så gøre ved denne skævhed, hvis vi ønsker at løfte den politiske ligestilling i Danmark? Og hvem skal gøre det?

Der er flere muligheder for dem, der ønsker at vise vejen til et mere ligestillet politisk Danmark. Den ene hovedvej ligger hos de politiske partier, der uden problemer kunne gøre en stor forskel og opstille flere kvindelige kandidater, hvis de ønsker det. Den anden hovedvej ligger hos vælgerne. Hvis du synes, vi har et problem, kunne du jo vælge at stemme på en kvinde, næste gang du har blyanten i hånden.

 

...

Kenneth Thue Nielsen er ejer af analysevirksomheden methods.dk. Han er ekspert i statistik og tidligere valgforsker. Han har arbejdet for blandt andre LO, DR og Socialdemokratiet. Han skriver klummen 'Politik & statistik' på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

  • Anmeld

    I.R.Bertelsen · Borger og vælger

    Ligestilling

    Når jeg går til valgurnen, har jeg nøje overvejet, hvilken person, der efter min opfattelse vil være bedst egnet til engageret og fordomsfrit at påtage sig et alvorligt, politisk ansvar....herunder at sørge for grundigt at undersøge tingene og at skabe sig viden, inden forslag fremsættes og beslutninger tages.
    **Om det er en kvinde eller en mand er i den forbindelse helt underordnet.**
    At sætte kryds ved den bedst egnede er vel den klareste form for ligestilling ?

Forsøg viser vejen til bedre sagsbehandling, men det koster

Forsøg viser vejen til bedre sagsbehandling, men det koster

FRIKOMMUNE: Ambitionen om at sikre udsatte borger og familier én samlet handleplan og indgang til kommunen er allerede omsat til lov. Forsøg viser, at omstillingen er ressourcekrævende, men gør en forskel for borgere og medarbejdere.