Københavns nye socialborgmester: Jeg vil være hende, som udfordrer loven

PORTRÆTINTERVIEW: Man skal turde gribe magten, når chancen byder sig. Mia Nyegaard har vekslet tilværelsen som ildsjæl, iværksætter og fritidspolitiker ud med et fuldtidsjob som politisk overhoved for Danmarks største socialforvaltning. Herfra varsler hun opgør med bureaukrati og hjerteløs lovgivning. Og så skal tilliden fra det radikale bagland genskabes efter efterårets politiske nedsmeltning.

43-årige Mia Nyegaard har været opstillet flere gange til både kommunal- og folketingsvalg, men betragtede i mange år sig selv som listefyld. I 2015 kom hun i Borgerrepræsentationen som suppleant.
43-årige Mia Nyegaard har været opstillet flere gange til både kommunal- og folketingsvalg, men betragtede i mange år sig selv som listefyld. I 2015 kom hun i Borgerrepræsentationen som suppleant.Foto: Katja Holm/Altinget
Søren Elkrog Friis

"Alt kan ske i politik... og det gør det nogen gange."

Mia Nyegaard lægger tryk på de sidste ord i sætningen og smiler skævt, mens hun med kontrollerede yoyo-bevægelser lader tebrevet hoppe op og ned i koppen på borgmesterkontoret på Københavns Rådhus.

For tre måneder siden var politik en fritidsbeskæftigelse. Noget hun gjorde ved siden af en travl og omskiftelig karriere, senest som strategisk forretningsudvikler og tidligere som direktør for et chokoladefirma, EU-konsulent og partner i et kommunikationsbureau.

"Politik har aldrig været en karriere for mig. Det har været noget, jeg har gjort ved siden af mit job og min karriere. Så det passede mig egentlig ret godt at være udvalgspolitiker," fortæller hun.

Fakta
BLÅ BOG
  • Født 1974
  • Opvokset i Fredericia
  • Uddannet cand.scient.pol og MA i afrikastudier fra Københavns Universitet
  • Forretningsudvikler med fokus på start-ups, tidligere administrerende direktør i Friis-Holm Chokolade A/S
  • Har arbejdet i både det offentlige og private i København, London, Malmø og Bruxelles
  • Medlem af Radikale siden 2000
  • Første gang opstillet til Folketinget i 2007
  • Opnåede ikke valg til Borgerrepræsentationen ved valget i 2013, men kom ind som suppleant i 2015
  • Socialordfører fra 2015-2017, tidligere plads i Børne- og Ungdomsudvalget
  • Opstillet som nummer fem på den radikale liste i 2017, men blev sidst i oktober valgt som partiets borgmesterkandidat efter en afstemning blandt medlemmerne
  • Blev med 3.844 personlige stemmer den største radikale stemmesluger i København
  • Bor i København K
  • Kæreste med IT-arkitekt Thomas Boel Sigurdsson
  • Har engang arbejdet som strudseguide i Sydafrika

Lynafstemning med tre dages varsel
Som nummer fem på den radikale opstillingsliste i København havde Mia Nyegaard gode chancer for et valg til Borgerrepræsentationen, hvor hun kom ind som suppleant i 2015. Men forventningen rakte ikke videre end til at fortsætte arbejdet som fritidspolitiker med et ordførerskab eller to.

Onsdag 25. oktober – knap fire uger før kommunalvalget – meddelte Anna Mee Allerslev, at hun trak sig som radikal borgmesterkandidat. To måneder forinden havde hun ganske gratis holdt sin bryllups-reception i Rådhushallen. Mediestormen omkring brylluppet og andre personsager var nu nået et niveau, hvor det skyggede for den radikale politik og muligheden for at føre valgkamp, lød begrundelsen fra integrations- og beskæftigelsesborgmesteren.

Mia Nyegaard var ikke i tvivl, da der med tre dages varsel blev indkaldt til lynafstemning i partiforeningen om den nye spidskandidat.

"Det var ikke planlagt. Processen op til havde været mærkelig, ja, rent ud sagt meget uskøn, men da muligheden opstod, var jeg ikke i tvivl om, at det var det, jeg ville," siger hun.

Carpe diem
Pilen pegede ellers på den radikale gruppeformand Tommy Petersen, som allerede på dagen for Anna Mee Allerslevs politiske exit blev konstitueret som ny politisk leder og fungerende integrations- og beskæftigelsesborgmester.

Som medlem siden år 2000 og organisatorisk slider i partiforeningen stod Mia Nyegaard som baglandets kandidat – og da stemmerne var talt op fredag aften, stod hun som sejrherre med 52 procent af de radikale stemmer, mens Tommy Petersen måtte nøjes med 44 procent.

På tre dage havde det udadtil nærmest komplet ukendte ansigt bevæget sig fra en position som nummer fem på stemmelisten til kandidat til en nærmest sikker borgmesterpost i Danmarks største kommune.

"Det var lidt carpe diem-agtigt. Man skal gribe dagen, men man skal også turde tage magten, det er jo ikke noget, man får," siger Mia Nyegaard.

Var der noget protestkandidatur i det fra din side?

"Nej, men jeg var nået dertil, at jeg følte, at jeg havde en masse at byde på og en masse ting, som jeg gerne ville politisk i København. Og nu var der en mulighed, det er helt reelt det, det handler om."

Har du ekstra meget at bevise, fordi du i offentlig sammenhæng er et ubeskrevet blad?

"Nej, jeg føler, jeg skal gøre mig umage, men det ville jeg føle mig forpligtet til, uanset om jeg var kendt eller ej. Men jeg føler nok en særlig forpligtelse i forhold til det radikale bagland, og at vi nu skal videre sammen på en anden måde," siger Mia Nyegaard.

Hviler der et særlig ansvar på dig for at rette op på det lidt ramponerede radikale image i København?

"Det, synes jeg, faktisk mest er i forhold til baglandet, hvad resten angår må vi ud og føre radikal politik i bedst mulig grad."

Mia Nyegaard understreger, at Radikale trods mediestormen om Anna Mee Allerslev fik et virkelig godt valg i København. Partiet mistede kun ét mandat, selv om Alternativet stormede ind i Borgerrepræsentationen med seks mandater.

"Så måske har det ikke betydet så meget for vores kernevælgere, som det har for pressen," siger hun.

Liberal med hang til forpligtende fællesskab
Københavns nye socialborgmester er opvokset i et gult parcelhus i Fredericia i en socialdemokratisk middelklassefamilie. Mor var sekretær på borgmesterkontoret, og far var togfører for DSB.

"Men jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg var radikal. Jeg kan slet ikke se, hvilket andet parti jeg skulle være en del af," siger hun.

Men det har altid været det socialliberale – frem for det kulturradikale – som har tiltrukket hende ved partiet.

"Jeg er enormt liberal, når det kommer til de personlige frihedsværdier, og hvad jeg mener, at staten skal bestemme. Men jeg går samtidig meget op i, at der er og skal være et forpligtende fællesskab, som er super vigtigt for vores sammenhængskraft," siger hun.

Vil afskaffe hjemløshed
Konstitueringsforhandlingerne i København faldt ud på den måde, at Radikale havde valget mellem sundheds- og omsorgsborgmesterposten og socialborgmesterposten. Ifølge Mia Nyegaard var valget oplagt.

"Jeg ser ikke mig selv som nogen Florence Nightingale, men jeg har altid arbejdet frivilligt og været engageret i alle mulige ting. Og så har jeg jo siddet som socialordfører, så for mig var det et helt naturligt valg."

Din mærkesag er at afskaffe hjemløshed, hvordan vil du gøre det?

"Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at vi fik afskaffet hjemløshed i København i løbet af de næste fire år. Det gør vi sikkert ikke, men jeg vil gøre forsøget og være med til at udfordre, hvordan man for eksempel kan få bygget flere private boliger – da vi jo har et anlægsloft, vi skal tage hensyn til," siger hun.

Intet quick-fix
En del af de hjemløse, som i øjeblikket bor på herberg, skal flyttes til midlertidige og længerevarende boformer, mener Mia Nyegaard.

"Og så kunne jeg godt tænke mig, at vi som frikommune får lov til at anvende vores midlertidige containerboliger til hjemløse, så de ikke kun er forbeholdt studerende," siger hun.

Meget socialpolitik er jo tøjlet i lovgivning – for eksempel i serviceloven – hvor meget politik regner du med at kunne føre fra socialborgmesterposten?

"Så meget som muligt. Jeg er helt med på, at meget at lovgivningen er bundet, og at der er udbetalinger og regler, som vi ikke bare kan flytte rundt på. Men som mindretalsborgmester i en by med udvalgsstyre ser jeg i høj grad min opgave som at få andre overbevist om, at vi skal gøre en større indsats og sikre en økonomi, som kan løfte den indsats," siger hun.

"Men det er et super komplekst område, hvor der absolut ikke findes nogen quick-fix. Så helt ydmygt håber jeg bare, at jeg kan gøre forholdene lidt bedre for nogen af de mest udsatte borgere i København."

Vil være hende, der ringer til loven
Afbureakratisering fylder meget for den nye socialborgmester.

En historie fra Berlingske har gjort varigt indtryk. En ung mand med funktionsnedsættelse fik besked om, at han ikke længere kunne arbejde på McDonalds, selv om McDonalds gerne ville beholde ham, hvis de kunne.

"Da han spurgte hvorfor, fik han af vide, at det siger loven. Så spurgte han ganske ligefremt, hvorfor der ikke var nogen, der ringer til loven. Ja, hvorfor er der ikke nogen, der ringer til loven? Noget af det, jeg gerne vil gøre på den her post, det er at være hende, der ringer til loven," siger Mia Nyegaard.

Så du vil spille udfordringer og problemer videre til Folketinget og regeringen?

"Ja, absolut, når der er ting, jeg kan se, der ikke giver mening. Vi har masser af lovgivning, som sikkert er skrevet i den bedste intention, men hvor man må sige, at det ikke giver mening for den enkelte – eller for kommunen," siger hun.

Når Lykkehjulet kolliderer med spisetid
Mia Nyegaard understreger, at socialforvaltningen i Københavns Kommune er den største sociale indsats i Danmark.

"Så hvis vi opdager nogen uhensigtsmæssigheder, så håber jeg da, at Mai Mercado (K) og partierne i Folketinget vil være lydhøre. Jeg tror virkelig på det samarbejdende folkestyre, hvis vi skal gøre en forskel," siger hun.

Det socialliberale DNA er især ved at skumme over, når snakken falder på individuelle tilpasninger.

"Jeg arbejdede engang på botilbud, hvor det vigtigste for flere af beboerne var at se Lykkehjulet, som blev sendt midt i den faste spisetid. Der er sikkert sket meget på 17 år – de sender i hvert fald ikke Lykkehjulet længere, men hvis vi kan øge livskvaliteten ved at ændre på de der helt små ting, så mener jeg, at vi skylder det enkelte menneske at gøre det," siger Mia Nyegaard.

Hvorfor skal kommunen selv betale tidlig indsats?
Én ting er den synlige udsathed – som for eksempel hjemløse, men børnefattigdom og tidlig indsats står også højt på socialborgmesterens liste.

Og her kan det igen blive nødvendigt at tale med loven.

"Der er en økonomisk gevinst på 60-70 procent ved at skrue op for den tidligere indsats. Det er jo penge, som staten sparer, fordi folk ikke ender som socialt udsatte. Alligevel er det os som kommune, der skal løfte investeringen – det, kan jeg godt synes, er mærkeligt," siger hun.

Du afløser socialdemokraten Jesper Christensen, hvordan vil det komme til udtryk, at der nu sidder en radikal i borgmesterstolen?

"Jeg er mindretalsborgmester i en kommune med udvalgsstyre, så der er masser af grunde til, at jeg ikke kan svare på det spørgsmål. Jeg skal ikke udtale mig om, hvordan Jesper har gjort, men selv vil jeg blive ved med at arbejde med relationerne til de enkelte kolleger i udvalget. Og rent politisk er jeg nok mere til selvejende institutioner end partier, som ligger mere til venstre," slutter Mia Nyegaard.

Dokumentation

Syv blandede bolsjer om Mia Nyegaard

Hvem er dit politiske forbillede?

"Mandela, Merkel og Obama."

Hvilken politiker fra et andet parti respekterer du mest?

"Jakob Ellemann Jensen (V). Politisk kan jeg godt være helt vildt uenig med ham, men han har en stor troværdighed, når han udtaler sig."

Hvad er din favoritbog?

"Jeg læser meget, så det ændrer sig hele tiden. Men lige nu er det Anthony Doerrs "All the Light We Cannot See". "Forbrydelsen" af Dostojevskij har gjort et varigt indtryk på mig. Og "Kongens Fald" af Johannes V. Jensen."

Hvad ser du på Netflix?

"Lige nu er det "The Crown". Jeg er totalt republikaner, men jeg har altid synes, at den historiske tid er spændende. Og alt det, som Dronning Elisabeth II har været igennem, er altså mega spændende. Og "Stranger Things" er jeg altså også ret vild med."

Hvad er din livret?

"Jeg er altspisende. Så længe det ikke indeholder mælkeprodukter, for det kan jeg ikke tåle."

Hvad er dit favoritrejsemål?

"Afrika. Lyset i Afrika er noget helt særligt. Jeg var strudseguide i 1996 i Sydafrika, og der blev jeg helt forelsket i kontinentet. Det var nok derfor, jeg valgte at læse afrikastudier, og jeg har rejst og læst i Østafrika. Derudover er jeg også meget fascineret af Bali og østens mystik."

Hvad kører du?

"Cykel, bil, metro og tog. Bare ikke bus. Jeg er altså bare ikke god til at køre bus."


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mia Nyegaard

Kultur- og fritidsborgmester (R), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni.), MA i afrikastudier (Københavns Uni.)

0:000:00