Kommuner skal ikke tjene på hinandens borgere

Det er nødvendigt med en ny finansieringsmodel, hvor kommunerne ikke tilskyndes til at tjene penge på hinandens borgere. En model, der sikrer, at der fokuseres mindre på økonomi og mere på at finde den rigtige indsats til borgeren.

Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

Af Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

Med kommunalreformen fik kommunerne det fulde ansvar på det specialiserede socialområde. Kommunerne har altså med reformen fået en dobbeltrolle i og med, at de både rent fagligt skal sørge for, at borgerne får de rette tilbud, samtidig med at de har en økonomisk kasket på i forhold til prisen for tilbuddet.

Et af målene med kommunalreformen var, at nye større kommuner skulle levere en bedre kvalitet til billigere penge, og en ny finansieringsmodel, baseret på en markedstankegang for tilbuddene, skulle understøtte kommunerne i en effektiv drift af området.

Målet ser fint ud på papiret, men det er ikke blevet indfriet i praksis, og det har store konsekvenser for mennesker med handicap. Det bekræfter de organisationer, der repræsenterer mennesker med handicap i en ny undersøgelse foretaget af Danske Handicaporganisationer. Undersøgelsen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse, som 30 ud af Danske Handicaporganisationers 32* medlemsorganisationer har deltaget i.

Finansieringsmodellen er en barriere for kommunalt samarbejde
Danske Handicaporganisationers undersøgelse peger på, at et af hovedproblemerne i forhold til at indfri målene om både bedre kvalitet og effektiv drift er finansieringsmodellen. Finansieringsmodellen fører til en adfærd hos kommunerne, hvor det ikke er den faglige vurdering af borgerens behov, der ligger til grund for valg af tilbud, men prisen.

54 procent (13) af handicaporganisationerne mener ikke, at finansieringsmodellen på socialområdet (køb og salg af ”pladser”) er egnet til at styre kommunernes valg af tilbud, der matcher borgernes behov.

Finansieringsmodellen skaber mistillid mellem kommunerne omkring prisen på pladser. I kommentarerne fra medlemsorganisationerne i DH’s undersøgelse lyder det blandt andet:

”Der er en dyb mistro kommunerne imellem om, om "de andre" tager overpriser for deres pladser, hvilket medfører, at flere kommuner har forsøgt at lave deres egne tilbud i stedet for at benytte et eventuelt velkvalificered tilbud fra nabokommunerne.”

Problematikken eksemplificeres tydeligt, når det gælder sjældne handicap. Her er samarbejde mellem kommunerne en forudsætning for, at specialiserede tilbud kan oprettes, bevares og udvikles – i og med, at den enkelte kommune kun ser sjældne handicap med års mellemrum. Markedsmodellen fungerer ikke på et område, hvor der ikke er grundlag for konkurrence.

62,5 procent (15) af handicaporganisationerne mener, at finansieringsmodellen på socialområdet udgør en hindring for, at kommunerne opretter det nødvendige samarbejde på området. Og 54 procent (13) af handicaporganisationerne mener ikke, at kommunerne samarbejder i tilstrækkeligt omfang om opgaver, hvor de hver især er for små til at løse opgaverne.

Ny finansiering skal kombineres med styring
Der er tale om en risiko for afspecialisering, som forstærkes yderligere af den manglende styring og koordinering af den specialiserede indsats. Kommunalreformen har medført en uklar initiativpligt i forhold til at sikre og udvikle den specialiserede indsats. Der blev indført en form for frivillig mellemkommunal initiativpligt. Sikring af den specialiserede viden og indsats er derfor alene afhængig af kommunernes vilje og evne til at samarbejde. Og det har vist sig alt for sårbart. Styringen af det specialiserede handicapområde fungerer simpelthen ikke.

Derfor skal der, ud over en ny finansieringsmodel, også sikres en national koordinering og styring af den specialiserede indsats. En form for specialeplanlægning, hvor der ud fra en faglig vurdering peges på, hvilken viden og indsatser der er behov for, og herefter forpligter kommunerne sig til at benytte disse indsatser for de borgere, der har behov.

Kvaliteten i de nye kommunale tilbud
48 procent (11) af handicaporganisationerne mener, at kvaliteten i de tilbud, kommunerne selv har opbygget efter reformen, er ’dårlig’ eller ’meget dårlig’. Af kommentarer fremgår det, at der er forskelle kommunerne imellem, men det generelle billede er negativt:  

”Der er jo forskel på kommunerne. Nogle har gode tilbud, men det store flertal har lidt eller slet intet at byde på.”

Behov for styring, ny finansieringsmodel og fokus på kvalitet
Det er nødvendigt med en ny finansieringsmodel, hvor kommunerne ikke tilskyndes til at tjene penge på hinandens borgere. En model, der hindrer, at kommunernes budgetter væltes af dyre enkeltsager og samtidig sikrer, at borgeren ikke lades i stikken. En model, der sikrer, at der fokuseres mindre på økonomi og mere på at finde den rigtige indsats til borgeren. For de meget specialiserede tilbud er der endvidere behov for en nationalt styret specialeplanlægning med udgangspunkt i en faglig vurdering af, hvilke specialiserede tilbud, der skal sikres og udvikles.

Kvaliteten af indsatsen skal dokumenteres, og der skal i langt højere grad følges op på, om indsatsen bidrager til at løfte borgerne. Selvom en ændret finansieringsmodel vil kunne bidrage med et større fokus på kvalitet og faglighed, er det ikke nok til at bringe os helt i mål. Uden at kende kvaliteten af indsatsen bliver det ikke muligt at forbedre den og dermed leve op til reformens målsætning om mere kvalitet.