Konsulent: Unikt foreningsliv skal sikre livskvalitet for udsatte

Af Johnny Sort Jensen
Konsulent i livskvalitet og foredragsholder

I Danmark har vi en helt unik forenings- og fritidskultur. Vi har et utal af valgmuligheder i foreningslivet, som gør det muligt for enhver at finde et interessefællesskab.

Faktisk vil jeg vove at påstå, at alle danskere på et tidspunkt i deres liv har været i en forening. Måske i fodboldklubben eller gymnastikforeningen som barn, eller i golfklubben eller det lokale sangkor som voksen.

I foreningsverdenen samles vi om en fælles interesse. Vi dyrker vores sport eller hobby, vi diskuterer eller får råd og vejledning. Men måske vigtigst af alt – vi deler vores interesse med andre mennesker. Vi skaber fællesskaber og opbygger værdifulde sociale relationer gennem vores interesser.

Store visioner
Foreningslivet giver også muligheder for at realisere store visioner. For eksempel har idrætsorganisationerne DIF og DGI indgået et partnerskab med Nordea-fonden og TrygFonden om at realisere deres Vision 25-50-75. Her er målet, at 75 procent af Danmarks befolkning skal dyrke idræt i 2025, og 50 procent af danskerne skal dyrke idræt i en forening.

Deres vision er positiv, men jeg synes også, at det er vigtigt og relevant at vi sikrer, at gruppen af danskere med funktionsnedsættelser ikke alle havner hos de 25 procent, som visionen ikke forventer at nå.

Det store antal af fritids- og idrætsforeninger i Danmark gør, at hvis alle klubber og foreninger åbner deres dør for to ramte danskere, så kan vi sikre et fristed og mere livskvalitet for mere end 100.000 mennesker.

Johnny Sort Jensen
Konsulent i livskvalitet og foredragsholder

Skab plads i foreningerne
Jeg har en drøm og en vision om, at vi i Danmarks foreningsliv bliver bedre til at tiltrække og åbne dørene for ramte danskere, samt fastholde de medlemmer, som måske trækker sig på grund af udfordringer i livet.

Jeg tænker på gruppen af ny-handicappede, syge, smertepatienter, psykisk sårbare, krigsveteraner og lignende, hvor livet har taget en uventet drejning, som for en periode eller permanent giver psykiske og/eller fysiske funktionsnedsættelser.

Disse ramte mennesker har måske ikke overskuddet til at opsøge en forening på eget initiativ. Deres situation gør måske, at de ikke har økonomisk overskud til at betale kontingent og derfor prioriterer foreningslivet fra. Desuden holder man sig måske tilbage, fordi man ser handicap, sygdom eller lignende som en begrænsning for at deltage. Undersøgelser viser, at en psykisk sårbar borger lever 10-15 år kortere end borgere, der ikke fejler noget.

Det store antal af fritids- og idrætsforeninger i Danmark gør, at hvis alle klubber og foreninger åbner deres dør for to ramte danskere, så kan vi sikre et fristed og mere livskvalitet for mere end 100.000 mennesker.

Danmark skal være nummer ét
Vi skal ikke være de bedste i verden til at integrere mennesker med funktionsnedsættelser fordi det er en konkurrence. Vi skal være de bedste fordi vi kan. Og fordi det er det eneste rigtige.

Danmark er et foreningsland, og vi har derfor allerede et enormt og fantastisk fundament af muligheder, når det kommer til at integrere ramte mennesker i vores fritids- og kulturliv.

Jeg mener, at vores samfund og foreninger trænger til en holdningsændring, hvor der er fokus på åbenhed og de positive muligheder for alle parter. Som virkeligheden er i dag, så ekskluderer vi mange borgere med funktionsnedsættelser fra foreningsverdenen.

En win-win-situation for alle
Ramte borgere er i farezonen for at isolere sig og få både en psykisk, social og økonomisk deroute. Disse borgere kan mangle livskvalitet, og det kan give store økonomiske omkostninger for vores samfund.

I foreningsverden kan de få en pause fra deres udfordringer og øge deres livskvalitet gennem nyopdaget kunnen, relevante fællesskaber og restitueret identitet. Alt sammen noget, som har stor betydning, når et ramt menneske skal sikre en positiv udvikling i sit liv.

Jeg er helt overbevist om, at de ramte borgere, som gøres aktive i foreningslivet, vil have færre helbredsudgifter end dem, som holdes passive. Så betaler staten, region eller kommune for eksempel på kort sigt et kontingent til en ramt borger, vil det på langt sigt blive en stor økonomisk besparelse.

Jeg mener derfor også, at kommunerne skal have en holdningsændring med hensyn til ramte borgeres fritidsaktiviteter. De skal bifaldes som et led i den rigtige retning for de ramte borgere i systemet. Desuden vil foreningerne nyde godt af øget medlemstal, og jeg er sikker på, at de vil finde flere værdifulde ildsjæle blandt de ramte borgere.

Foreningslivet er sund og sjov medicin
Jeg ved fra mit eget liv, hvor betydningsfuldt foreningslivet kan være, når udfordringer rammer. Da jeg som 18-årig mistede min højre arm i en ulykke, gjorde det en kæmpe forskel i mit liv, at jeg hurtigt vendte tilbage til min lokale fodbold- og billardklub.

Det er selvfølgelig en stor omvæltning at få et livsændrende invaliderende handicap, men jeg er sikker på, at foreningslivet var lige den medicin, der gjorde mit liv og omstillingen lang nemmere. At jeg fortsatte med at dyrke mine interesser, beviste over for mig selv, at mit handicap ikke skulle holde mig tilbage.

Men endnu vigtigere, og nok endnu vigtigere end, at jeg tænkte over det som 18-årig, så havde det en kæmpe betydning, at jeg kom tilbage til kammeraterne. Jeg kom trods handicap tilbage til fællesskabet og mistede ikke mine vigtige sociale relationer.

Jeg har siden været en meget aktiv foreningsmand. Jeg har spillet billard på eliteplan på lige fod med ikke-handicappede, jeg har været fodboldtræner og formand i 28 år med mere.

Mit arbejde i foreningsverden har givet mig flere priser og titler som årets ildsjæl, årets navn i Nordjysk Idræt og årets leder i Dansk Billard Union. Men den største gave har altid været, når jeg har set, hvordan en forening har gjort en forskel i et andet menneskes liv.

Vær foregangsmænd
Mine mange år i foreningsverden har også lært mig at spotte potentialer, hvor mange glemmer at kigge. Når en forening rummer en person, som er nede fysisk eller psykisk, vil personen kunne blomstre og besidde kompetencer og resurser, som kan være en gave for foreningen.

Jeg har set utallige eksempler, hvor mennesker er gået fra ensomhed og isolation på grund af deres livsomstændigheder, til at være ildsjæle og forkæmpere for deres forening. De har blandt andet skaffet økonomisk støtte og øget medlemstal i foreningen, som har gjort en forskel for dem.

Hvad skal der til?
De mindste ting kan gøre en kæmpe forskel. Og netop foreninger er stærke, fordi der er et fællesskab, og udfordringer kan løftes i flok.

Så jeg har et opråb til foreninger, klubber, medlemmer, kommuner og resten af vores samfund: Jeg opfordrer jer alle til at se potentialet i de oversete ramte danskere.

Giv ramte personer en periode med gratis medlemskab. De personer, som I gør en kæmpe forskel for, kan ende med at blive foreningernes helt store ildsjæle. Vi kan hjælpe mange tusinde mennesker til et bedre liv, og det er en gevinst for alle. Vores samfund vil reducere milliarder i udgift på behandling, medicin, indlæggelser med mere.