KORA: Økonomi og menneskelighed bør gå hånd i hånd på socialområdet

Af Jacob Nielsen Arendt
Professor i KORA

Debatten om prioritering af offentlige midler er nu også nået til de ”blødere” områder. Det er oppe i tiden at lufte sine frustrationer over new public management og andre teknokratiske tilgange til ledelse og offentlig styring, og argumenterne lyder ofte noget i stil med ”naturligvis skal økonomien hænge sammen, men vi er nødt til at prioritere fagligheden og de menneskelige hensyn”.

Men er menneskelige og økonomiske hensyn hinandens modsætninger? Nej, det behøver de ikke at være. Men man må både se på, hvilken effekt, en indsats har, og på de mere langsigtede økonomiske konsekvenser. Så menneskelige og økonomiske hensyn bør – og kan - gå hånd i hånd, også på de bløde områder.

Se længere frem end et budgetår
Kommuner, regioner, uddannelsesinstitutioner med videre er under et voldsomt pres i disse år. Det kan man forsøge at håndtere ved alene at holde et stift blik rettet mod overholdelse af næste års budget - med en svær prioritering til følge: Hvilke områder skal holde for? Det er nemt at skyde aben videre og lade andre tage de svære valg. Det kan ske ved grønthøstermetoden, hvor alle i en misforstået retfærdighed holder lige meget for. Eller det kan ske via en salamimetode med årlige små ”effektiviseringer”. Dermed får økonomien en betydning på en uansvarlig eller tilfældig vis. Det er situationen på landets fødeafdelinger et tydeligt eksempel på.  

Man kan også forsøge at løfte blikket og se længere frem end blot et enkelt budgetår, når man skal prioritere. Vi arbejder i KORA på at forbedre værktøjer til offentlige beslutningstagere og ledere, så de bedre kan balancere menneskelige hensyn, årlige budgetter og langsigtede økonomiske konsekvenser af de ting, der bruges offentlige midler på.

Gælder også på det sociale område
Det gælder også på det sociale område, hvor der er en notorisk mangel på pålidelige data, og hvor det kan være svært at måle, hvad der kommer ud af indsatserne. KORA er i gang med at udvikle en socialøkonomisk investeringsmodel for Socialstyrelsen.

Men er menneskelige og økonomiske hensyn hinandens modsætninger? Nej, det behøver de ikke at være. Men man må både se på, hvilken effekt en indsats har, og på de mere langsigtede økonomiske konsekvenser. Så menneskelige og økonomiske hensyn bør – og kan - gå hånd i hånd, også på de bløde områder.

Jacob Nielsen Arendt
Professor i KORA

Modellen, som er blevet døbt SØM-modellen, skal kunne bruges af kommunerne til at give bud på, hvor stor en del af dyre sociale indsatser der tjener sig selv ind over for eksempel to, tre, fem – eller måske ti år. Det sker med udgangspunkt i den forventede effekt for borgerne, så det altid er synligt om en besparelse går hånd i hånd med en positiv effekt for borgeren. På den måde får kommunerne et grundlag for at se, om øgede bevillinger til et område er en menneskeligt og fagligt meningsfuld investering, som ikke udhuler budgetterne i længden.  

Dyrere ikke at hjælpe
Lad os tage et eksempel: Hjælp til stofmisbrugere har som det vigtigste mål at understøtte brugerne i at opretholde deres eget liv, så de får en øget livskvalitet og om muligt mindsker deres misbrug. Hvis en social indsats reducerer stofmisbruget, kan det have betydning for den offentlige økonomi på mange måder.

En række udenlandske undersøgelser har for eksempel dokumenteret, at stofmisbrugere har mindre behov for sundhedsydelser i perioder, hvor de er stoffri. De får mindre behov for at blive behandlet for følgesygdomme af deres misbrug, og de bliver udsat for færre ulykker med skadestuebesøg eller indlæggelser til følge. De begår typisk også mindre kriminalitet, og det giver også en besparelse for det offentlige. Nogle slipper misbruget helt, og så kan besparelserne være endog meget store over en længere periode.

De fleste misbrugere har desværre et tilbagefald til misbrug. De er ofte ude i lange sekvenser af behandlingsforløb, hvor de cirkler ind og ud af misbrug. Det ser dyrt ud og virker ikke specielt effektivt. Men økonomiske analyser viser faktisk et andet billede: Selv kortvarige pauser eller reduktioner i stofmisbruget kan både give en forbedring af misbrugerens livskvalitet og spare penge for det offentlige. Så meget, at det er dyrere at lade være med at hjælpe.

Økonomiske redskaber skal suppleres
Danmark begyndte at anvende langsigtede økonomiske planlægningsmodeller på det nationale niveau i slutningen af 1940’erne.  Dengang skete det til dels, fordi det var en betingelse for at få del i Marshall-hjælpen. Det virker lige så åbenlyst, at vi skal blive langt bedre til at have overblik over langsigtede økonomiske konsekvenser på det lokale niveau på de store velfærdsområder i dag. Dengang som nu er det et økonomisk pres, der fremskynder brugen af økonomiske planlægningsmodeller.

Det er vigtigt at holde fast i, at økonomiske redskaber netop er redskaber, men at de ikke udgør selve prioriteringen. Økonomiske redskaber sætter i nogle tilfælde en standard for, om noget er for dyrt. Men særligt når det gælder sociale indsatser, er det altid væsentligt at supplere med andre input, der kan belyse de primære konsekvenser for de borgere, der skal hjælpes. På den baggrund er det politikernes opgave at prioritere ud fra holdninger, menneskesyn og præferencer.

Økonomisk hensyn på bløde områder
At belyse de økonomiske konsekvenser er ikke det samme som at sige, at de menneskelige konsekvenser ikke vægtes højt. Ej heller, at det er de indsatser med de største økonomiske gevinster, der skal prioriteres først. Prioriteringen af indsatser til socialt udsatte grupper bør først og fremmest bakkes op af viden om, at indsatsen er effektiv og fagligt relevant. Nogle argumenter for at prioritere indsatsen, selvom det økonomiske regnestykke alligevel ikke går op, kunne for eksempel være: 

• At der bør fokuseres på de svageste grupper med størst behov, mens de lidt bedre stillede må finansiere mere selv.
• At nogle målgrupper systematisk er blevet nedprioriteret, og vi kan se, at det har konsekvenser.
• At nogle indsatser med stor sandsynlighed har menneskelige gevinster, som vi ikke kan opgøre økonomisk, men som vi ønsker at prioritere.

Det må være i alles interesse, at beslutninger bliver taget med åbent sind og på et oplyst grundlag. Holdninger i en prioriteringsdiskussion er væsentlige – ja, faktisk helt essentielle for vores demokratiske samfund. Men samtidig er det centralt at vide, at en prioritering baseret på holdninger på ét område kan få økonomiske konsekvenser, der betyder nedskæringer på andre områder. Det er derfor vigtigt, at vi inddrager økonomiske hensyn, også på de bløde områder, for at sikre, at viden om økonomiske prioriteringer går hånd i hånd med eller kan vejes op imod de menneskelige hensyn.

Læs mere om SØM-modellen her.