Ligheden der rammer skævt

Af Peter Kaihøj
Tandlæge og formand for Praktiserende Tandlægers Organisation (PTO)

”Fri og lige adgang til sundhed er en kronjuvel i vores velfærdssamfund.” Sådan lyder det i forordet til regeringens sundhedsudspil. Men skal der mere lighed i sundheden, så har man groft overset et centralt område: tandsundhed. Ikke en eneste gang er tandsundhed, tandlæger, tandpleje eller lignende nævnt i udspillet.

Især de sidste par års nedskæringer i borgernes tilskud til tandsundhed taget i betragtning, er det interessant, at der intet er i forslaget, som kan kompensere for den øgede brugerbetaling.

Vi har ikke noget imod brugerbetaling, men vi er trætte af hykleriet omkring tandsundheden. Balancen er for længst tippet. Senest fjernede regeringen tilskud til tandrensning og til alle undersøgelser ud over den ene årlige. Desværre er det ofte sådan, at de med færrest midler er dem, der har mest brug for at gå til tandlæge.

Vi har ikke noget imod brugerbetaling, men vi er trætte af hykleriet omkring tandsundheden. Balancen er for længst tippet.

Peter Kaihøj
Tandlæge og formand for Praktiserende Tandlægers Organisation

Men vi ved egentlig godt hvorfor; tandsundhed sælger ikke billetter til det politiske show. Når patienten oplever, at prisen stiger, fordi tilskuddet er lavere, så tror de bare, at tandlægen skummer fløden. Så bliver tandlægen syndebukken, i stedet for at politikerne stilles til ansvar.

Politikernes blinde vinkel
Relationen mellem tandsundheden og systemiske sygdomme som hjertekarsygdomme, diabetes og lungesygdomme er fuldstændig overset. Der er stor pressedækning omkring antal dødsfald som følge af listeriainfektion, men antallet af dødsfald forårsaget af bl.a. parodontale lidelser, samt komplikationer i tandsættet, er langt større.

I fremtiden vil der komme flere ældre og dermed patienter, som kræver et større arbejde. Og jo dyrere tandlægen bliver, des længere bliver der mellem besøgene og des større bliver problemerne, når de endelig behandles. 

De unge er vi ligeledes bekymrede for. Undersøgelser viser gang på gang, at der går alt for mange år fra deres attende år, før de unge får en god vane med at komme til tandlægen. De kan få tilskud til undersøgelse, men hvad er pointen med at få at vide, at man har et større cariesangreb, når man ikke har råd til at få det lavet?

Når problemerne rammer, skal danskernes tandsundhed da spises af med en lappeløsning á la paragraf 82 a? En ordning, der øremærker penge til socialt udsatte, men som i vidt omfang ikke kommer frem til borgeren pga. bureaukrati og kommunernes kassetænkning.

Fælles front om fremtiden – eller?
En central del af forslaget omhandler den privatpraktiserende læge og beskriver, hvordan regeringen vil invitere de praktiserende læger ind til udviklingen af fremtidens lægepraksis. En fremragende idé, for lægerne har i mange år hungret efter af få fagligheden ind i sundhedspolitikken.

Det samme gør vi tandlæger. Men i stedet for at blive inviteret med til at skabe et godt samspil mellem den stærke faglighed, tandlægerne har, og politiske mål, så er vi efterladt med mere og mere detailregulering og kontrol fra kontorer, hvis medarbejdere aldrig har været i en tandlægepraksis eller ikke har været der i årevis. Det er ikke sådan, vi sikrer borgernes fremtidige tandsundhed. Det er derimod måden, hvorpå tandsundheden forværres, især for dem, som ikke betaler topskat.

Det synes vi, at de andre partier, der ellers bryster sig af at kæmpe for lighed, skal tage med til forhandlingsbordet, når finansloven og sundhedsudspillet skal på plads.