LOS: Det mindst mulige indgreb er ikke nødvendigvis bedst for barnet

Af Michael Graatang
Direktør i LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud

Mange danske kommuner har længe kigget over sundet og er blevet inspireret af Sverigesmodellen.

Dels i ønsket om at nedbringe antallet af anbragte, anbringelsestiden og mindske antallet af institutionsanbragte. Men også for at nedbringe udgifterne til det specialiserede socialområde generelt.

Det er klart, at en tidlig forebyggende indsats for kommunen ikke kun er en økonomisk investering, men også en investering i mennesker og deres fremtid.

Alt taler for, at tidlig og forebyggende indsats betaler sig for både barn og samfund.

Grundessensen i "Den svenske model" er at sætte tidligst muligt ind med mindst mulig indgriben, når der er mistanke om mistrivsel i et barns liv.

Der er en fare for, at vi låser os fast i kommunale socialpolitiske doktriner, der tilsidesætter barnets behov. 

Michael Graatang
Direktør i LOS

Absurd at stræbe efter normalitet
Fokus er et arbejde ud fra et "normaliseringsperspektiv", hvor barnet/den unge sikres en tilknytning til eget hjem og nærmiljø, og man udvikler og udnytter de ressourcer, der findes i familien og netværket.

Men vi kan spørge os selv, hvad vi gavner ved at tvinge børn fra dysfunktionelle og marginaliserede familier ind i et urealistisk normalitetsbegreb?

En indgriben og en anbringelse uden for hjemmet vil altid afvige fra den velfungerende kernefamilie, og det kan synes absurd at stræbe efter normalitet som et succeskriterie for et barn, der allerede står langt uden for normalområdet.

En af grundtankerne i den svenske model er, at en indsats som udgangspunkt fra start skal være mindst muligt indgribende og løbende optrappes efter behov.

Det er en grundlæggende fin idé, men når modellen bliver en vedtaget praksis i forvaltningen, er der en fare for, at vi låser os fast i kommunale socialpolitiske doktriner, der tilsidesætter barnets behov.

Mange sammenbrudte forløb med store konsekvenser
Hos LOS ser vi, at alt for mange børn og unge ender i sammenbrudte forløb med adskillige tiltag og forskellige anbringelsesformer, inden de bliver visiteret til et opholdssted.

Et mere belastet barn eller ung giver en større og mere faglig kompleks opgave, der kunne være undgået, hvis der var valgt en stærkere faglig løsning første gang.

Dertil kommer ikke mindst de store konsekvenser, barnet må levere videre med – med flere brudte relationer – og i sidste ende betyder det, at den mindst mulige indsats ikke har nogen positiv samfundsøkonomisk effekt.

Det mindst mulige indgreb må og skal altid ses på den lange bane.

For vi ved af erfaring, at de mange sammenbrudte forløb i sidste ende viser sig at være et større indgreb, der kan have store konsekvenser for barnet.

Tilbudsviften skal tages i brug tidligt
LOS arbejder for, at hele tilbudsviften kommer i anvendelse i den tidlige opsporing, så den enkelte borger får tildelt det bedst egnede sociale tilbud tidligere i livet.

De fleste sårbare børn og unge har brug for et familieplejetilbud, men der er også en stor del, som har behov for behandling og for psykosociale og specialiserede pædagogiske indsatser, der bedst kan varetages af fagprofessionelle.

Alt taler for, at et barn skal være tæt på familien og det hjemlige miljø. Men oftest kommer barnet eller den unge fra et stærkt belastet miljø med dysfunktionelle familiære relationer.

For nogle børn kan netop en fagprofessionel tilgang være det afgørende element i, at barnet på den lange bane kan bryde med de negative mønstre og skabe sunde relationer i eget netværk.

Et tiltrængt pusterum
Når vi samarbejder om et udsat og sårbart barn, er det barnet, der skal i centrum og være styrende for valg af indsats.

Optrapning og nedtrapning af indsats bør ikke være parametre, der afgør, hvordan der skal sættes ind.

Måske kan den bedst indgribende indsats være en anbringelse tidligt i forløbet, hvor der startes et specialiseret, socialpædagogisk og psykiatrisk forløb op?

Anbringelsen kan i nogle tilfælde betyde et tiltrængt pusterum, at barnet slipper ansvaret og får overskud til at arbejde med sig selv.

Vi skal turde samarbejde på tværs
I Danmark har vi en bred vifte af dybt specialiserede sociale tilbud med høj socialpædagogisk faglighed.

Sammenholdt med en intensiv indsats, hvor institutionen arbejder målrettet med pårørendearbejde og familiebehandling, kan det betyde, at barnet eller den unge får mulighed for at vende tilbage til et miljø eller styrke relationen til tætte pårørende.

Vel at mærke, hvis visitationen til institutionen ikke er sidste skridt på stigen – men tilvalg af den rigtig indsats for barnet på det rigtige tidspunkt.

Rigtig visitation og stærk faglig indsats første gang er helt afgørende for det sårbare og udsatte barns udvikling.

Når vi tilsidesætter principper om optrapning og mindst mulig indsats, sætter barnet i centrum, handler på den lange bane – og vi tør samarbejde på tværs af fagligheder og ståsteder, lykkedes indsatsen langt bedre.

Her kan vi skabe den bedst mulige indsats med størst mulig samfundsøkonomisk gevinst. Det kunne vi kalde "Den danske velfærdsmodel".