Minister kaldte virksomhed med sort arbejde for 'solstrålehistorie'

NOTE: "En solstrålehistorie" om integration i virksomhed, der bruger asylansøgere til sort arbejde. Pjecens ord er sludder, siger 3F.
Henrik Theil
"En solstrålehistorie." Sådan lyder overskriften på en historie om virksomheden A-vask i en pjece fra Integrationsministeriet.

A-vask blev i DR 21 SØNDAG afsløret i at bruge asylansøgere til sort underbetalt arbejde. Pjecen er fra oktober 2007 og underskrevet af afgående Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V), og den handler blandt andet om, hvordan man med såkaldt "håndholdt indsats" kan få indvandrerkvinder i arbejde.

Det konkrete eksempel i pjecen om en kvinde, der fik arbejde hos A-vask efter et integrationsprojekt og fik tilbuddet at blive tillidsmand, vækker undren i 3F Høje Taastrup.

"Siden vi indgik aftale om overenskomst i sommer, har vi forgæves forsøgt at komme ind på virksomheden for at tale med de ansatte. Blandt andet for at sikre valg af tillidsrepræsentant. Men virksomheden har hidtil nægtet os adgang," oplyser formand for 3F Høje Taastrup, Ole Schneider til 3F.

0:000:00