Minister klar med 50 millioner til at bekæmpe ensomhed blandt socialt udsatte

ENSOMHED: Social- og indenrigsminister Astrid Krag vil bruge yderligere 50 millioner kroner på at modvirke ensomhed blandt samfundets mest udsatte grupper. Pengene skal blandt andet gå til foreningslivet, lød det på søndagens pressemøde. 

Der er flere penge på vej til de organisationer på social- og kulturområdet, der kan bidrage til at bekæmpe ensomhed blandt socialt udsatte.

Sådan lød et af hovedbudskaberne fra social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) på søndagens coronapressemøde.

Her annoncerede ministeren, at regeringen vil bruge 50 millioner på at komme ensomhed blandt socialt udsatte til livs.

“De 50 millioner skal gå til initiativer i foreningsdanmark i forlængelse af de anbefalinger, vi har fået fra partnerskaberne", lød det fra Astrid Krag.

Inspiration fra partnerskaber
Der er lagt op til, at idéerne til de konkrete initativer, som pengene skal gå til, skal komme fra de samarbejdsgrupper, der blev iværksat i forbindelse med første genåbningsfase i foråret.

Her blev der oprettet tre partnerskaber for henholdsvis udsatte børn og unge, udsatte voksne og udsatte mennesker med handicap, der blandt andet fik til opgave at afdække udfordringer i forbindelse med genåbningen samt udvikle nye løsninger på bekæmpelse af ensomhed.

Initiativerne skal forhandles på plads med resten af Folketingets partier, lød det fra social- og indenrigsministeren.

“Vi vil hurtigst muligt aftale det med Folketingets partier, og jeg håber, at vi ligesom i foråret kan lave fælles aftaler i kampen mod corona”.

Hos Venstre undrer socialordfører Marie Bjerre sig over, at partierne ikke allerede er blevet indkaldt til drøftelser om bekæmpelse af ensomhed.

"Hvorfor har regeringen ikke indkaldt partierne til drøftelser om ensomhed? I stedet holder regeringen i al hast pressemøde og kun dagen før forsamlingsforbuddet. Coronaens 2. bølge eller at restriktionerne særligt rammer på ensomheden, kan simpelhen ikke komme bag på dem," skriver hun på Twitter.

Socialområdet undtaget forsamlingsloft
Statsminister Mette Frederiksen gjorde det på et pressemøde fredag aften klart, at forsamlingsloftet sænkes fra 50 til 10 personer. De skærpede krav gælder dog ikke socialområdet.

“Herberger for hjemløse skal stadig være åbne. Det samme gælder for varmestuer, kvindekrisecentre, botilbud, aktivitetstilbud og tilbud til omsorgssvigtede børn," lød et andet af hovedbudskaberne fra social- og indenrigsministeren på pressemødet.

Forrige artikel Frustration i KL efter lovforslag trækkes tilbage: Frustration i KL efter lovforslag trækkes tilbage: "Vi kan ikke vente på den perfekte lov" Næste artikel Live: Lancering af analyse: Innovation på socialområdet under coronakrisen Live: Lancering af analyse: Innovation på socialområdet under coronakrisen
Velfærdsoverblikket: Det sker i uge 49

Velfærdsoverblikket: Det sker i uge 49

OVERBLIK: Sundhedsstyrelsen holder temadag om coronasmitte blandt etniske minoriteter, to ministre er indkaldt i samråd om tobaksafgifter, og DI indbyder til webinar med Bjarne Corydon om konsulentbesparelser. Altinget giver dig her overblikket over de vigtigste begivenheder på velfærdsområdet.