Nedsættelse af den kriminelle lavalder: En tidsrejse til fortiden?

Tine Egelund
Professor

Den ca. 100-årige diskussion om den kriminelle lavalder er blusset op i den politiske debat i en argumentation for, at lavalderen skal sænkes, så lovovertrædere også under 15 år kan stilles til ansvar for deres gerninger.

Barndommens skabelse som en egenartet livsfase har været en proces på 300 år for velhavende børn i form af børnenes udskillelse til deres særlige 'arbejde': skolegang. For fattige børn er barndommen skabt senere gennem ca. 150-100 år ved filantropiske reformbestræbelser på, at børn skal arbejde på mindre farlige vilkår end voksne, skal gå i skole, ikke kan underkastes voksnes straffe, og skal beskyttes via børneforsorgslove, den første fra 1905. Reformerne er ikke blot skabt for børnenes blå øjnes skyld, et konkurrerende hensyn har været at højne børnebefolkningens kvalitet, udvikle børnene til brugbare samfundsborgere og reducere social konflikt.

Dobbelt tænkning
På verdensplan er det anerkendt i FN's Konvention om barnets rettigheder, at barndommen går fra 0 år til de fyldte 18 år. I barndomskonstruktionen ligger den dobbelte tænkning, at børn ikke har modenheden til at overskue konsekvenserne af vidtrækkende beslutninger/handlinger, og som 'et særligt lille folk' har krav på udstrakt beskyttelse.

International forskning viser, at sikrede institutioner er ’universiteter’ i afvigende adfærd, hvor børn og unge kan lære misbrug eller mere sofistikerede kriminelle teknologier.

Tine Egelund
Professor

Det ligger inden for børnekonventionens rammer at sætte forskellige aldersgrænser på barndommens forskellige arenaer, men der er sat visse grænser for indholdet i disse beslutninger. Uanset hvor grænsen for den kriminelle lavalder drages, må børn fx ikke afsone sammen med voksne kriminelle.

Aldersgrænserne for børns kompetence til at håndtere forskellige livssfærer er sat relativt arbitrært i Danmark. Børn er ikke tildelt modenhed til at gifte sig, blive integrerede samfundsborgere via valgret og valgbarhed og træffe økonomiske og kontraktlige dispositioner før opnåelse af myndighedsalderen. I disse henseender forbliver de børn efter børnekonventionens definition.

I visse henseender er barndomstiden reduceret til 15 år. Det gælder - uanset børnenes mentale og emotionelle modenhed - den kriminelle lavalder og børns partsstatus ved anbringelse uden for hjemmet. Der er desuden den tendens, at mindre børn i flere sammenhænge skal 'høres', fx ved samværsfastsættelse ved skilsmisser, men det indebærer ikke kompetence eller ansvarlighed i forhold til de beslutninger, der træffes. Det er vanskeligt at give forklaringer på, at børn i nogle henseender betragtes som voksne og i andre som børn, grænserne er politisk og moralsk legitimeret.

Indlåsning er ikke løsningen
Konsekvensen af en eventuel nedsættelse af den kriminelle lavalder er, at børnene 'skal tage konsekvenserne af deres handlinger', dvs. at man åbner dørene for mere restriktive anbringelsesformer over for halvstore børn. Fortalerne for en nedsat kriminel lavalder udtrykker i den offentlige debat, at 'børn selvfølgelig ikke skal i fængsel'. I stedet har 'sikrede' eller 'lukkede' institutioner, som har mange af fængslets kendetegn, fået en renæssance i Danmark. I dag er den nedre aldersgrænse for at blive placeret i sikret institution 12 år.

Jeg har forestået en undersøgelse om døgninstitutioner for børn og unge, herunder sikrede institutioner, der indebærer langvarige observationer af hverdagslivet for de børn, der er anbragt uden for hjemmet. Det springer de sikrede institutioner i øjnene, at deres succes ikke består i at kunne hjælpe børnene, men snarere i at kunne fastholde og opbevare dem.

International forskning viser, at sikrede institutioner er 'universiteter' i afvigende adfærd, hvor børn og unge kan lære misbrug eller mere sofistikerede kriminelle teknologier. Cocktailen af straf og hjælp har aldrig kunnet opvise gode behandlingsresultater. De sikrede institutioner har ikke rammer for at lære børnene prosociale færdigheder, som de kan bruge uden for institutionen. I bedste fald kan institutionerne lære dem at tilpasse sig institutionernes interne regler, som har begrænset samfundsanvendelse udenfor.

De sikrede institutioner i Danmark er indtil nu i ringe grad udforskede, og man kan derfor ikke argumentere for, at indlåsning af halvstore og store børn er evidensbaseret. Men der er nogen international dokumentation for, at fængselslignende institutioner har negative konsekvenser for børnene. På kort sigt varetager indlåsningen det samfundshensyn at få børnene væk fra gaden. Men det modsvarer ikke det langsigtede hovedformål med indsatsen over for anbragte børn med særlige behov, nemlig at stræbe efter at inkludere dem i almindelig samfundspraksis.