Partier enige om økonomisk håndsrækning til hjemløse

AFTALE: Et enigt Folketing har afsat 5,5 millioner kroner til trængte organisationer, der arbejder med hjemløse. Kirkens Korshær roser initiativet, men efterlyser mere hjælp. 

Der er 5,5 millioner kroner på vej til i alt ni organisationer, der arbejder med hjemløse. 

Det er samtlige partier i Folketinget netop blevet enige om.

Organisationerne oplever en presset økonomi på grund af coronakrisen, og flere har eksempelvis måttet drosle ned for aktiviteter på varmestuer og herberger for at mindske smitterisikoen.

Pengene skal ifølge aftalen gå til, at organisationerne kan udvide deres eksisterende tilbud eller til at leje værelser til hjemløse, der har behov for at komme i coronakarantæne. Sidstnævnte har tidligere været et ønske fra DF, Venstre og Konservative. Pengene kan også gå til madpakker til hjemløse.

"Sårbare mennesker som hjemløse bliver dobbelt sårbare under coronakrisen. Derfor hjælper vi nu organisationerne direkte, så flere hjemløse kan få tag over hovedet og et måltid mad. Tak til alle partierne, som endnu en gang har handlet hurtigt for at hjælpe udsatte mennesker i en svær situation," lyder det fra social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) i en pressemeddelelse.

Falder på et tørt sted
Kirkens Korshær er en af de organisationer, der får del i den økonomiske håndsrækning. Organisationen, der driver varmestuer og herberger i 29 danske byer, kan se frem til at modtage én million kroner i støtte.

“Pengene falder på et tørt sted. Vi holder vores steder åbne for de mest udsatte mennesker på gaden, så det er godt, at man politisk har set et behov for at støtte den indsats,” siger Helle Christiansen, der er chef i Kirkens Korshærs.

Flere sociale organisationer bløder i øjeblikket millioner, da de på grund af coronavirussen ikke får deres budgetterede indtjening fra arrangementer og salg i genbrugsbutikker. Det er blandt andet tilfældet hos Kirkens Korshær, der anslår, at de taber mellem 2 og 2,5 millioner kroner om ugen, som ellers skal drive eksempelvis varmestuer for hjemløse.

Den blandede økonomi hos flere af organisationer, der både modtager penge fra eksempelvis finansloven og har egen indtjening ved siden af, betyder, at de ikke kan få del i den lønkompensationspakke, som Folketinget vedtog sidste onsdag.

Derfor appellerer Kirkens Korshær til, at der fra politisk side laves en hjælpepakke målrettet de sociale organisationer, der ikke kan gøre brug af de eksisterende hjælpepakker.

“Vi har svært ved at få tilstrækkeligt udbytte af redningspakkerne. Det har vi gjort politikerne opmærksomme på. Der er brug for, at der enten bliver justeret på nogle af de eksisterende krav i lønkompensationspakken, eller at der bliver lavet en ordning, der bedre passer til at understøtte indsatserne hos de frivillige organisationer i civilsamfundet," siger Helle Christiansen.

Minister undersøger behov 
Social- og indenrigsminister Astrid Krag har tidligere oplyst til Altinget, at hun er i gang med at afdække behovet for yderligere kompensation til sociale organisationer med en særlig blandingsøkonomi. 

”Regeringen er ved at afdække, om der er foreninger, hvor det offentlige tilskud udgør mere end halvdelen, der har behov for kompensation på linje med de virksomheder, som er omfattet af de omtalte kompensationsordninger. Hvis det er tilfældet, må vi overveje at udvide ordningen, så de berørte organisationer er omfattet," har ministeren tidligere forklaret.

Forrige artikel Mette Frederiksen vil åbne samfundet gradvist op efter påske Mette Frederiksen vil åbne samfundet gradvist op efter påske Næste artikel Vibe Klarups coronadagbog uge tre: Vibe Klarups coronadagbog uge tre: "Der er for første gang i tre uger ved at komme lidt ro på generelt"
Børne-ngo’er i opråb: Kampen mod profit kan lukke de bedste socialtilbud

Børne-ngo’er i opråb: Kampen mod profit kan lukke de bedste socialtilbud

DEBAT: Det er dybt bekymrende, at forhandlingerne om profitregulering på det sociale område ikke har et tilstrækkeligt fagligt grundlag. Forhandlingerne bør udskydes, så et entydigt fokus på profit ikke går udover udsatte børn og unge, skriver Rasmus Kjeldahl og David Adrian Pedersen.