Ph.d.-studerende: Bundsgaard og Damm slynger billige postulater ud

Af Emil Sjøberg Falster
Ph.d.-studerende ved Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

19. august skrev Jacob Bundsgaard (S) og Martin Damm (V), henholdsvis formand og næstformand i Kommunernes Landsforening (KL), i et indlæg i Altinget, at udgifterne på socialområdet vil buldre frem i fremtiden, idet antallet af personer med behov for hjælp og støtte vil stige.

Det er som sådan ikke kontroversielt, men vel nærmere en kendsgerning.

Men filmen knækker, når de samtidig påstår, at et "uforholdsmæssigt negativt fokus på fejl" og et "ensidigt fokus på rettigheder i stedet for behov, og tørresnore, hvor de kommuner, som kæmper en kamp for at følge med, bliver udstillet på et misvisende grundlag" også har sin del af ansvaret for de højere udgifter, ligesom de hævder, at der ikke findes "en rettesnor for sager på socialområdet".

Konkret og individuel vurdering
Lad mig starte med sidstnævnte. Det er naturligvis forkert.

Der eksisterer både en lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forvaltningsloven, ligesom der eksisterer lov om social service.

Der er altså flere undersøgelser og indikationer fra forskellige kilder, der antyder, at der kan være grundlag for at anlægge et kritisk fokus på sagsbehandlingen og den retssikkerhed, som borgerne på socialområdet tilbydes.

Emil Sjøberg Falster
Ph.d.-studerende ved Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

Til alle love følger tilhørende vejledninger, der i mange tilfælde detaljeret beskriver, hvordan en sag skal behandles, og hvilke oplysninger der skal inddrages.

Alt dette, koblet sammen med de fagprofessionelle faglighed, som de eksempelvis opnår gennem socialrådgiveruddannelsen, skaber rammerne og rettesnorene for afgørelser på det sociale område.

Sagerne afgøres på baggrund af en konkret og individuel vurdering, der er baseret på sagens samlede relevante oplysninger. Dermed ikke sagt, at visse sager på socialområdet ikke er komplekse.

Tal kan ikke sammenlignes
I henhold til førstnævnte, så mener Bundsgaard og Damm ikke, at det, de kalder negativt fokus, "stemmer overens med den kæmpe indsats, som ydes af de ansatte i kommunerne", ligesom de pointerer, at "Faktum er, at kvaliteten på de sociale tilbud i kommunerne er høj. Og stigende".

Men lad os lige trække vejret. For hvad ved vi egentlig om borgernes retssikkerhed på det sociale område?

For det første viser Ankestyrelsens statistik over kommunale klagesager på socialområdet, at antallet af ændringer og hjemvisninger ligger nogenlunde stabilt for hele serviceloven.

Hvis fokus derimod rettes mod områder som børnehandicapområdet, så er det samlede antal af hjemvisninger og ændringer steget i perioden fra 2014-2018. Problemet ved disse tal er, at de kun indbefatter den del af de kommunale sager, som borgerne klager over.

Derfor kan antallet af ændringer og hjemvisninger ikke sammenlignes med det samlede antal af afgørelser på det sociale område. Det er kommunerne som de eneste aktører, der har disse tal til rådighed, eller som har mulighed for at udarbejde dem.

Misvisende grundlag
Derfor kunne det klæde KL at arbejde for en opgørelse over det samlede antal afgørelser på området.

På den måde slipper KL's medlemmer også for at blive vurderet på et grundlag, som de finder misvisende.

Løsningen ligger hos jer selv, men indtil da må offentligheden tage afsæt i de statistiske data, der rent faktisk eksisterer, og som ikke i nævneværdigt omfang efterlader noget spor af "stigende kvalitet".

For det andet konkluderes følgende i den seneste levevilkårsundersøgelse fra Vive: "Personer med henholdvis større fysiske, mindre og større psykiske handicap oplever ofte, at hjælpen ikke kommer rettidigt. Dette gælder især personer med større psykiske handicap, hvor 33,6 procent endda har oplevet, at hjælpen "kom så sent, at det gav problemer".

Undersøgelsen er den største af sin art, og citatet fortæller det hele selv.

Sagsbehandlingen er ikke opmuntrende
For det tredje konkluderes følgende en ny bog om myndighedsarbejde i forbindelse med en undersøgelse af, hvordan unge med autismespektrumforstyrrelser oplever møderne med myndighedsrådgivere: "Det er både tankevækkende og bekymrende, at de unge oplevede, at de i ret ringe grad blev forstået og oftest ikke følte sig inddraget i de beslutninger, der angik deres livsskæbne (…)".

Den pågældende konklusion er ikke enkeltstående i sammenligning med den resterende forskning på feltet – eller undersøgelser udført af Ankestyrelsen eller Vive – og må som sådan betragtes som den seneste undersøgelse i rækken, der konkluderer, at sagsbehandlingen på socialområdet ikke er videre opmuntrende.

Dermed ikke sagt, at de ansatte i kommunerne ikke yder en kæmpe indsats, og at der ikke er eksempler på sagsbehandling, der opleves som både god og retfærdig af borgerne.