"Praktiserende læger må tage ansvar for ulighed"

Af Finn Diderichsen 
Speciallæge og professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet

Regeringen skriver i sit sundhedspolitiske udspil fra 2. maj, at den ”vil tage fat om roden på det, der skaber uligheden på sundhedsområdet, så vi kan mindske uligheden. Der er behov for en indsats, der fokuserer på livsstil, forebyggelse, borgernes opmærksomhed på eget helbred og på, hvordan sundhedsvæsenet kan hænge bedre sammen”.

Bortset fra, at det nok ikke er borgernes uopmærksomhed, som er roden til ulighed i sundhed, er det en ambition, som er al ære værd. Vi venter stadig på at høre, hvilke nationale sundhedsmål som skal være vejledende for den samlede indsats mod uligheden, og man må håbe, at de ikke for altid bliver bag skriveborde i Finansministeriet, hvor de siges at befinde sig for øjeblikket.

Vores norske naboer har klare mål
For al international forskning taler for, at tydelige mål er en vigtig forudsætning for at få flere politikområder til at arbejde sammen, og det er en helt afgørende forudsætning for at kunne gøre noget ved uligheden i sundhed.

Om regeringen vil lade sig inspirere af, hvordan en samlet sundhedspolitik, som sætter hele klaviaturet i spil, skulle den læse den stortingsmelding ”God helse – felles ansvar” som den norske sundhedsminister præsenterede for 14 dage siden.

Norge og Danmark står over for præcis den samme udfordring med en stor og voksende social ulighed i befolkningens sundhed. Men sammenlignet med den norske stortingsmelding er det danske udspil underligt famlende og upræcist. Det er godt med nogle ressourcer til psykiatrien, og at man vil skaffe sig viden om, hvilke uligheder der råder i sundhedsvæsnets måde at fungere på, men derudover var der ikke meget af det, som kunne gøre en forskel.

Når vi kan konstatere en meget stor ulighed i resultatet af de lange rehabiliteringsforløb, så er et manglende samarbejde mellem kommuner og almen praksis, ifølge dem, som står midt i det arbejde, en vigtig årsag.

Finn Diderichsen
Speciallæge og professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab

Men i lovforslaget, som kom dagen efter om almen praksis, har man fat i noget, der skulle kunne gøre en forskel i forhold til uligheden. For en del af årsagerne til ulighed i det danske sundhedsvæsen er ikke raketvidenskab.

Behov for praktiserende lægers helhedssyn
Om de praktiserende speciallæger i årevis har klumpet sig sammen i nogle rige og sunde bydele og forstæder i hovedstaden, og Region Sjælland ikke kan få almenmedicinere til at købe ydernumre på Lolland, så ville det være ansvarsforflygtigelse ikke at ville gøre noget ved det. At tage fat om roden til ulighed i sundhed kræver en lang række indsatser inden for børne- og skolepolitik, tiltag for arbejdsmiljø og beskæftigelse, men sundhedsvæsnets ansvar er at fordele ressourcer og indsatser, så at de kan møde den voksende sociale og dermed også geografiske ulighed i behov.

Andelen i befolkningen, som har tre eller flere kroniske sygdomme samtidig, er fem procent blandt dem med en lang uddannelse og 27 procent blandt dem med en kort. Det er en ulighed i behov, som kræver de praktiserende lægers helhedssyn og det kommunale sundhedsvæsens befolkningsansvar og brede rehabiliterende indsatser.

Siden kommunalreformen for seks år siden har kommunerne tigget og bedt om et bedre samarbejde med almen praksis, for de 25 procent af det danske sundhedsvæsen, som kommunerne driver, mangler i høj grad lægefaglig støtte til sit arbejde.

Når vi kan konstatere en meget stor ulighed i resultatet af de lange rehabiliteringsforløb, så er et manglende samarbejde mellem kommuner og almen praksis, ifølge dem, som står midt i det arbejde, en vigtig årsag.

Jeg mangler at se signaler fra de praktiserende lægers organisation om, at de vil tage medansvar for den sociale lighed i vores sundhedsvæsen. Har man en nøglerolle, har man et særligt ansvar.